KOMMENTAR
Venstrefløjens intellektuelle er tilsyneladende gået i kronisk selvsving over Anders Fogh Rasmussens nytårstale, hvor han blandt andet talte om »eksperttyranni, der risikerer at undertrykke den frie offentlige debat«.
Nogle har tolket statsministeren sådan, at han skulle være imod ekspertviden en ret tåbelig udlægning, som kræver en ekstrem grad af ond vilje.
Statsministeren kan faktisk læne sig op ad ja, eksperter. I februar i år udkom bogen Eksperter i medierne, skrevet af Erik Albæk og Peter Munk Christiansen fra Aalborg Universitet samt Lise Togeby fra Århus Universitet alle professorer. De viser, at dagspressens brug af forskere er vokset kraftigt siden 1961. Og de fremhæver en række problemer med den måde, hvorpå medierne bruger eksperter.
For eksempel er mange forskere begyndt at komme med mere politiske vurderinger, og som Erik Albæk konstaterer i Berlingske Tidende 8. februar: »Det bliver meget svært for folk at skelne mellem, hvornår der er tale om formidling af faktuel viden, og hvornår det er en politisk vurdering«. En række råd og nævn gjorde sig netop skyldige i den slags, for eksempel Økologisk Råd. Andre var ikke pengene værd, og det er ganske fornuftigt, at de ikke længere finansieres over skatterne.
Det betyder selvsagt ikke, at de skal holde op med at give deres synspunkter til kende. De må blot finde finansiering et andet sted.
Nedlæggelsen af råd og nævn betyder heller ikke at problemet med eksperttyranni er forsvundet. Efter min mening er den største misere, at ekspertudsagn afløser argumenter. Når der er to minutter (eller mindre) til at behandle et emne, er der simpelthen ikke tid til at gennemgå og afprøve argumenter. I stedet bliver eksperten brugt som et sandhedsvidne. Argumenter er ikke længere nødvendige, eksperten har talt.
Paradoksalt nok er vi altså midt i ekspertvældet på vej væk fra videnskabelighed, hypoteser og deres afprøvning.
Tag for eksempel drivhuseffekten. Klimaforskning er komplekst og tværfagligt. Det handler om luft- og vandstrømme, om skyers kemi, om luftarters ageren, om temperaturmålinger, om statistik, om nedbør, om plantebiologi, om gletschere, om plankton, om jordens bane om solen, om kosmisk stråling, om solvind, om computermodeller osv. osv.
Alligevel bliver titlen klimaforsker brugt som en generel fuldmagt til at udtale sig som ekspert om alle disse forhold. Og medierne agerer i denne sag ukritisk mikrofonholder.
Lad mig give et enkelt konkret eksempel.
I vinteren 2000 var der internationale forhandlinger om CO2-reduktion i Haag i Holland. Med perfekt timing offentliggjorde en europæisk forskergruppe en rapport om, hvilken betydning mulige klimaforandringer ville få for det europæiske kontinent. Det forskningsmæssige bidrag bestod altså i at vurdere konsekvenserne, hvis klimamodellernes antagelser blev til virkelighed.
Alligevel skrev pressen, at endnu en rapport bekræftede drivhuseffekten. På DR-online kunne man læse, at »Jordens klima vil ændre sig drastisk i de næste 20 til 100 år. Det viser en ny rapport
«osv.
Og den danske medforfatter Jørgen E. Olsen fra Danmarks Jordbrugsforskning blev citeret for at sige, at klimaændringer skyldes drivhusgasser, at klimaforandringerne er i gang, og at vi ligeså godt kan forberede os.
Ifølge hans eget cv er hans arbejdsområde klimaets indflydelse på planter ikke menneskets indflydelse på klimaet.
I årtier har der været en tradition for, at den kritiske journalistik var rettet mod politikerne og erhvervslivet. Journalisterne bør i fremtiden rette langt mere af deres kritiske søgelys mod »eksperterne«: Se på deres argumenter (i højere grad end deres titler), brug deres forskningsmæssige resultater (i stedet for deres udsagn til mikrofonen) og vurderedes motiver (i ligeså høj grad som deres konklusioner).
FAKTA
Martin ÅGERUP fremtidsforsker, foredragsholder og forfatter til Dommedag er aflyst (1998) og Enerne (2001). Han er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforsk-ning og bestyrelsesformand i it-virksomheden Addition. Martin interesserer sig for mennesker, ideer og teknologier, som skaber forandring
