Læsetid: 4 min.

Den evige Möllemann

Hvad opnår man ved at skælde ud på jøderne? Man får ballade – det ved den liberale tyske politiker Jürgen Möllemann alt om
26. oktober 2002

International
Det meste af maj måned var den offentlige debat i Tyskland behersket af én mand, de liberales daværende næstformand Jürgen Möllemann.
Han havde udtalt sig kritisk om den israelske statsminister Ariel Sharon i et interview, og samtidig havde han åbnet sin partiafdeling i Nordrhein-Westfalen for den grønne afhopper Jamal Karsli, der havde karakteriseret Israels fremfærd i selvstyreområderne som »nazi-metoder«.
Især optagelsen af den syrisk-fødte Karsli i FDP provokerede talkshow-værten Michel Friedman, han kaldte det »et katastrofalt, politisk signal«.
Möllemann bed tilbage: »Jeg er bange for, at ingen
giver antisemitismen – som eksisterer i Tyskland, og som vi må bekæmpe – så stor tilstrømning som Hr. Sharon og Friedman, med hans in-tolerante og hadefulde facon. (Han er) arrogant. Det er ikke i orden,« sagde
Möllemann i et radiointerview.
Michel Friedman er foruden tv-vært også næstformand i Det jødiske Centralråd i Tyskland. Sammenkædningen af jøde og arrogant skulle få en eksplosiv virkning i debatten, for i Tyskland er der af historiske årsager meget snævre rammer for, hvad man kan sige om Israel og jøder.
Möllemanns udtalelser blev hurtigt stemplet som antisemitiske – selv mente han ikke, at der var noget galt. Han havde jo taget de behørige forbehold.
Om hans udtalelser blev overfortolket eller ej er et spørgsmål for advokater – og egentlig ligegyldigt, det virkelige formål med angrebet på Sharon og Friedman var et andet: At opnå maksimal offentlig opmærksomhed – jo flere prygl han kunne få, jo bedre. Offerrollen skulle udmønte sig i sympatistemmer, som kun kunne tilskrives ham, og når dagen for det endelige formandsopgør i FDP oprandt, ville han have de bedste argumenter på hånden.

Det ambitiøse mål
I årevis har Möllemann anset sig for at være den bed-ste leder, partiet endnu ikke har fået. I stedet for selv at
få magten, måtte han sidste år nøjes med at hjælpe Guido Westerwelle med et kup mod den daværende formand.
Som tak for hjælpen forventede Möllemann at blive partiets kanslerkandidat ved valget i september i år, men Westerwelle snød ham og tog selv opgaven.
Den nye formand var dog stadig afhængig af Mölle-manns evner og kunne derfor ikke skille sig af med den potentielle rival; Möllemann havde opfundet FDP’s valgstrategi, kaldet 18 – og han havde overbevist partiet om, at man blot skulle sætte sig et ambitiøst mål (18 procent), så ville vælgerne også komme strømmende.
Möllemanns problem var blot, at formand Westerwelle ville få hele æren for den valgsejr, FDP forudså.
Meningsmålingerne stod godt. I løbet af dette forår steg FDP’s tilslutning til omkring 12 procent, 18 syntes realistisk. For Möllemann var tiden inde, ved hjælp af den såkaldte antisemitisme-debat skulle partiet tvinges over på hans side.

Magt med ballade
Med antisemitisme-debatten følte FDP sig blameret til knoglerne, men partiet turde alligevel ikke sætte hårdt mod hårdt.
Westerwelle satsede på en mindelig udgang. Først da ærværdige FDP-medlemmer begyndte at fumle med udmeldelsesblanketterne, blev Möllemann sat på plads: Karsli kunne alligevel ikke være FDP-medlem, og Möllemann undskyldte overfor jøderne, dog undtog han udtrykkeligt Friedmann – »det har han slet ikke fortjent.« Möllemann så sig som offer for et tysk meningsdiktatur – »man må da have lov at kritisere Israel« – alligevel holdt han mund de følgende måneder.
I september måtte det bare ud igen.
Få dage inden forbundsdagsvalget fik han i sin delstat Nordrhein-Westfalen husstandsomdelt brochurer, hvori han gentog sine angreb på Sharon og Friedman.
Hvorfor var det ham så vigtigt, at få dette budskab ud? Mellemøst-konflikten havde for længst veget tv’s sendetid til fordel for Irak. Vælgernes opmærksomhed havde flyttet sig, og siden foråret havde Möllemann vidst, at dette emne kun bragte ballade. Hvorfor gjorde han det? Han ønskede balladen. I valgkampens sidste timer ville han hidse meningsmagerne op igen og dermed minde vælgerne om, hvilket offer for meningsdiktaturet han er.
Meningsmålingerne forudsagde omkring 10 procent på landsplan til FDP, Möllemann skønnede partiets potentiale meget større og satsede på at kunne præsentere et markant bedre resultat i sin delstat.

Et sidste kvælertag
Men beregningen gik ikke op. Valget blev en fiasko for FDP, der måtte nøjes med 7,4 procent af stemmerne, og pludselig var rollerne byttet om.
Möllemann fik skylden for det elendige valgresultat, som kun kunne skyldes hans åndssvage brochurer.
I disse dage går formandsopgøret i FDP ind i sin afgørende fase. Westerwelle (og langt størstedelen af partiet) vil have Möllemann sendt ud i mørket. Afsløringen af, at de provokerende brochurer var betalt med sorte penge, er endnu et argument.
Möllemann har dog stadig mindst én trumf: Så lange han ikke fortæller, hvem hans økonomiske bagmænd er, er FDP politisk handlingslammet – Möllemann har taget kvælertag, og nu trykker han til.
Ved hjælp af mellemmænd lader han pressen forstå, at der er mere i historien om de sorte penge – hvis han bliver bragt til fald, vil han rive andre med sig.
For Möllemann handler det kun om magten, antisemitismen er blot et middel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu