International
Hvad er det, der er galt med det fransk-tyske par? I fire år har Chirac og Schröder spændt ben for hinanden, og nu da de begge er blevet genvalgt, ved vi, at vi skal se dem på det diplomatiske dansegulv i de næste fire år
Indtil det franske valg i foråret var dansen besværliggjort af, at Chirac var ledsaget af en anden fransk partner, Jospin. Ja, Frankrig var repræsenteret af to bitre rivaler, en højre-præsident og en venstre-regeringschef et barokt fransk indfald, der synes at høre hjemme i en boulevardkomedie. Denne specielle situation juridisk i overensstemmelse med den franske republiks forfatning, men i strid med forfatningens ånd har fået skylden for, at det tysk-franske par var handlingslammet. Frankrig var ikke bare tung at danse med, men umulig.
Der er andre, rent politiske grunde til, at det gik skidt, men det forfatningsmæssige franske intermezzo er symptomatisk. Hvis man ser ud over den aktuelle politiske dagsorden, hvor de to lande er uenige om næsten alt, og søger efter de dybere og mere langsigtede skævheder, kan man komme til det resultat, at de to landes politiske kulturer og systemer er som to forskellige planeter.
Der skulle en de Gaulle til at opfinde den nuværende franske forfatning, og der skulle en Chirac til at misbruge den i en sådan grad, at han uanfægtet blev på sin post efter at have tabt et valg, som han selv havde besluttet at udskrive i utide (i 1997). Hvis tyskerne ryster på hovedet, kan man godt forstå det. Med hensyn til demokratiske spilleregler og respekt for samme er Forbundsrepublikken faktisk mønsterværdig, klart mere stabil end den 5. Republik.
Chirac, plettet af korrup-tion, er blevet genvalgt under omstændigheder, der trodser de vildeste fantasier valgt med et tværpolitisk flertal på 82 procent efter at have ført en skræmmekampagne centreret om kriminalitet og usikkerhed, der gav højreekstremisten Le Pen vind i sejlene og slog Jospin ud, mens Chirac selv måtte nøjes med mindre end 20 procent i første runde. Nogle måneder senere kæmpede Schröder sig i hård modvind frem til ligestilling med sin konservative modstander Stoiber og sikrede sig den fortsatte regeringsmagt takket være en solid alliance med sin grønne koalitionspartner. Et simpelt parlamentsvalg, til at forstå.
Et ulige par
Med hensyn til demokratisk legitimitet kan man næppe forestille sig et mere ulige par. Hvad Schröders respekt for Chirac angår, kan man gætte på, at den kan være på et meget lille sted og den kan ikke være blevet stimuleret af, at Chirac åbenlyst tog parti for Stoiber, da denne førte stort i meningsmålingerne...
Det personlige er ikke det eneste afgørende, men de tysk-franske lederpar, der har udrettet de største resultater i EU og det er en gammel sandhed, at de store resultater kun kan opnås, når Tyskland og Frankrig er enige og går i spidsen har været kendetegnet af gensidig respekt. At Chirac og Schröder er af modsat partifarve, bør ikke betragtes som et problem, for de mest resultatrige par fra Guy Mollet og Konrad Adenauer, der underskrev Rom-traktaten i 1957, og fremefter har bestået af en socialdemokratisk og en borgerlig politiker.
Det mest harmoniske par oplevede man således i 1970erne i skikkelse af Helmut Schmidt og Valéry Giscard dEstaing. De var perlevenner og kunne tale sammen i timevis (på engelsk...). De var knyttet sammen i en stærk vilje til udbygning af det europæiske fællesskab foruden i gensidig beundring og en fast overbevisning om egen fortræffelighed. Det var dem, der lagde grunden til det valutasamarbejde, som socialisten François Mitterrand og den kristelige demokrat Helmut Kohl fuldbyrdede med Maastricht-traktaten og mønt-unionen.
Chirac og Schröder er af vidt forskellig social baggrund, men som personlighedstype står de ikke hinanden fjernt begge er joviale, varme og spontane kampagnepolitikere (deres forspring for deres stive og ukarismatiske modstandere, Jospin og Stoiber!).
Men de er også nationalister med lejlighedsvis tendens til at slå på chauvinistiske strenge, hvilket er uden fortilfælde i det fransk-tyske parforhold. Schröder personificerer Berlin-republikken, det genforenede Tyskland, der varetager nationale interesser uden den foregående generations komplekser til forskel fra Bonn-republikkens Kohl, barn af Anden Verdenskrig, rede til at gå bodsgang og ofre D-marken for at bevare Frankrigs velvilje.
På topmødet i Berlin i 1999 vred Chirac armen om på Schröder i striden om landbrugsfinanserne. I Nice gennemtvang Schröder til gengæld en større tysk repræsentation i EU-parlamentet, svarende til Tysklands nye demografiske overvægt, hvilket chokerede det politiske Frankrig og genoplivede paranoide fantasier om et tysk-domineret Europa.
Fra begyndelsen har det fransk-tyske parforhold, formaliseret med Elysée-traktaten i 1963, været præget af politiske uoverensstemmelser. Hver krise blev ledsaget af forsikringer om viljen til at genoplive den fransk-tyske motor. Præcis som i dag. Og ind imellem opnås der resultater det er som en tango med to skridt frem og ét tilbage, eller omvendt.
Det triste der kan få ideen om europæisk integration til at virke hul er afstanden mellem de tysk-franske proklamationer, 40 års overorganiseret, demonstrativt officielt samarbejde og en propaganda, der har gjort tysk-fransk sammenhold til en slags statsreligion og så den blege, illusionsløse hverdag, folkenes gensidige ukendskab, ligegyldigheden.
Det tyske sprog er lidet kendt i Frankrig, og undervisningen i det er endda på retur.
Om aftenen den 22. september ofrede Frankrigs største tv-avis 90 sekunder på det tyske valg. Det var 15 minutter nede i udsendelsen efter fodbold, vinhøst og en voldtægtssag...
