Kronik

Hvor der er håb, er der liv

En strategi for oldebørnenes livsrum
2. oktober 2002

Kronikken
Dagen før valget i fjor havde jeg en kronik her i Information om at tage vores viden om klodens tilstand alvorligt. Titel-ideen stammede fra Villy Sørensens bistre konstatering: »Før troede man på det man ikke vidste, nu kan vi ikke tro det vi ved«. Intet hverken ved valget eller det der fulgte tyder på forbedringer. Tværtimod ansatte regeringen lykkeprofeten, Bjørn Lomborg, som modvægt mod alle domsprofeterne: eksperter og den slags. Regeringens egne vækstplaner er endda mere optimistiske end Lomborgs beroligelser. Den mener åbenbart at den materielle vækst kan fortsætte ud i det uendelige himmelrum som ventede man dér at finde et par ekstra kloder af Jordens herlighedsværdi!? Til de mere nøgterne er der bare i år kommet betydningsfulde rapporter som ’Living Planet’ fra WWF og ’Global Environment Outlook 3’ fra FN’s miljøprogram. Ifjor kom ’Global trends 2015’ som var et samarbejde mellem den amerikanske efterretningstjeneste og universiteterne. Trods den omfattende dokumentation er hovedbudskabet enkelt.
Det mindede mig om hvad den visionære britiske økonom Schumacher for 30 år siden påpegede: For at indse klodens grænser og begrænsninger behøver man ikke kraftige computere – dem kan man regne sig til på bagsiden af en kuvert! Information har beskrevet disse rapporter, og deres konklusionen er stort set samstemmende. Der kan være nuancer i tidsperspektiver, men ser vi verden fra oldebørnenes sted, er det underordnet om der er olie til 20 eller 40 år eller om det er to eller tre kloder der skal til for at bære vores nuværende livsstil.
Midt i regeringens falske optimisme er det dog opmuntrende at opdage i hvor høj grad eksperternes viden er trængt ind også i regeringens egen retorik. Den har i sin strategi for bæredygtighed medtaget både faktor 4 og faktor 10 (dvs. kravet om at vores totale ressourceforbrug skal ned på hhv. en fjerdedel og en tiendedel af det nuværende). Alle tidsfrister og ideer til hvordan man kommer i gang er ganske vist væk, men alligevel! Det er slået fast at ressourceforbruget skal afkobles fra væksten, ja at det skal ned uanset væksten.

Regeringen foreslår også at man opgør Danmarks totale materialeforbrug i ton som indikator for om ressourcebelastningen faktisk nedbringes. Denne nye måleenhed, TMR (Total Material Requirement) stammer fra Wuppertal-instituttets arbejde med beregningen af de såkaldte ’økologiske rygsække’ dvs. det materiale der skal flyttes rundt med for at fremstille et bestemt produkt, opretholde en sektor eller et helt samfund.
Det økologiske regnskab bliver tydeligere hvis man inddrager de samlede belastninger fra vores forbrug og produkter. Nu om dage, hvor tilgangen til en række vigtige råstoffer er blevet langt sværere, ligger der f.eks. 2,6 ton efter en guldring på 5 g., 12 ton efter en PC’er og tre gange så meget efter en bil.
Det meste af ’rygsækkene’ ligger og roder i 3. verden hvor der ikke er rigtig råd til at være for nøjeregnende med naturen og hvor overklassen er om muligt endnu mere ligeglad med miljøet og de fattige. Meget af det er forbrugt vand, minedrift og forurenet luft. ’De skjulte strømme’ kaldes efterladenskaberne fordi de ikke er ’med’ når produkterne når frem, men de er næppe skjulte for dem der bærer byrderne. Når man undersøger en sektor som tilsyneladende har haft succes med at afkoble væksten fra ressourceforbruget, den danske energisektor f.eks., ændrer billedet sig hvis man inddrager dens rygsække i regnskabet: Store bunker ligger tilbage og roder et eller andet sted ude i verden efter vores energiproduktion. Metoden er et fortrinligt supplement til ’vugge til grav’- analyserne som et redskab til at tjekke om den nævnte materielle afkobling rent faktisk er sket. Den er trængt ind i flere af i-landenes højborge, OECD og Eurostat (EU’s statistik) har den, også i Danmarks statistik arbejdes med den. Den anvendes i Østrig, Tyskland, Holland, Finland, England – og anbefales altså af den danske regering. Og skønt den har sine begrænsninger (den måler f.eks. ikke giftighed, men det sker i andre sammenhænge), er den den hidtil bedste til at opklare om det går den rigtige vej hvis man skulle sætte sig for at redde verden for oldebørnene – og for verdens fattige nu.
Med en beregning af TMR kommer den skræmmende sandhed frem: Selv de mest påpasselige samfund, dem med skrappe krav til effektivitet, bedst tilgængelig teknologi osv har stigning i TMR. Kvantiteten, væksten, mere end æder de kvalitative gevinster.
Men endnu har ingen politikere med magt, ingen partier af nogen betydning forsøgt sig med relevante strategier. Selv de partiprogrammer hvor emnet er langt fremme i retorikken, har kun småting at byde på. Misforholdet mellem det vi ved og det der sættes i værk er måske mere nedslående end skrækscenarierne selv.
Uden handlemuligheder tager opgavens omfang pippet fra mange folk. Her forstår man Lomborg: Skal man slukke en ildebrand, giver det altså ikke mening at komme trippende med et glas vand. Hvis det vand så til og med koster kassen som mange af de initiativer der foreslås gør ud fra en vækst-økonomisk betragtning, ville det så ikke være bedre at bruge milliarderne til gavn for nødlidende her og ude i verden? Rent bortset fra at pengene faktisk ikke bliver brugt på de fattige (hvad man må formode at BL ved), har hans kritik meget for sig. Hvis den langsigtede strategi kun rummer mirakeltro (’Vi klarer den’, ’mennesker finder altid på noget’, ’naturen er stærkere’) er det da dumt at plage sig selv.

For os der ikke har så let ved at satse på mirakler ser kursen med fortsat vækst skræmmende ud for Jorden. Den er på vej til at blive en forarmet slumplanet – en udvikling der forstærkes af presses fra den kraftige befolkningsvækst i den 3. verden. De fleste ved det i øvrigt godt – også dem der ikke vil vide af det. Angsten, frustrationen og håbløsheden sidder som en krampe i nakken. Skal vi fri af vækstdyrkelsen må vi også gøre os klart at dens hidtidige legitimitet, forudsætningen for at ulandene, Syd, har en chance for at komme op af sumpen, er fup! Uretfærdighedsskellet går ikke Nord-Syd, men mellem rige og fattige, mellem dem der er på og har indflydelse på deres liv og dem der er hægtet af. Også i Nord er der mange udstødte, og selv om de ikke ligefrem sulter, er de i stadigt voksende armod.

Jordens rigdom og ressourceforbrug er afsindig skævt fordelt, og skævheden vokser med væksten. At der er flest fattige i Syd betyder ikke at det er dem der sidder med ved bordet. Det gør eliten, og det er også den der får fordelen af øget markedsadgang (om den skulle komme), af it og af bioteknologi. At nogen skal have meget mere er ikke et argument for generel vækst.
I opgøret med undergangsstrategien må solidariteten nødvendigvis rumme opgøret med de riges grådighed også. Den må være med de marginaliserede milliarder nu og i fremtiden. Ellers går det galt. Det er nemlig ikke kun det at Jorden går i slum der truer. Også krige kan bryde ud – drejer Irak-konflikten sig i virkeligheden om USA’s kontrol med Iraks enorme olieressourcer? Dette er måske det allermest skræmmende perspektiv, og tidshorisonten er snæver her. At tage parti for de fattige her og i u-landene og for oldebørnene er også nødvendig sikkerhedspolitik. Der er alle tænkelige grunde til at udfinde strategier til nedgang i materielle privilegier, til en livsstil der ikke er filtret tæt sammen med vækstfetichismen.

Det er den enorme udfordring SF nu – omsider, men som de første – har taget på sig. Konkrete forslag er vi ikke langt med, men vi ved at effektiviseringen skal speedes op og forbindes med en ændring af livsstilen. Og at strategien skal udvikles på mindst EU-niveau. Men EU må ikke blive en undskyldning for at vi ikke går i gang. Der stilles krav til alle politikområder.
Vi begynder med at indkalde til en konference som en alternativ åbningsdebat i Folketinget den 3. oktober. Her er indbudt sagkyndige til at fremlægge viden og forslag. Men konferencen er åben – vi skulle meget gerne have opfindsomheden i sving fra alle som finder det befriende omsider at skulle forholde sig ærligt til problemerne for at gøre noget ved dem. At det ikke kan gøres uden at give afkald på vækst og merforbrug ja uden at opgive noget af vores nuværende overflod, behøver jo ikke at betyde at vi får en fattigere og kedeligere tilværelse.
En sådan sober og sanddru strategiudvikling har i hvert fald håbet med sig – og dermed livets vigtigste brændstof.

*Margrethe Auken MF for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu