Læsetid: 2 min.

Hvem afløser Saddam?

Vil USA indsætte en pro-vestlig diktator?
17. oktober 2002

Irak
I den verserende debat om USA’s krig mod Irak mangler et væsentlig element, der efter min mening er den væsentligste indsigelse mod USA’s retorik, fordi det viser selvmodsigelsen i Bushs tankegang: Hvem skal lede Irak efter at USA har afsat Saddam?
Skal der være frie valg i Irak, eller vil USA indsætte en pro-vestlig diktator, hvis magt må baseres på præcis de samme undertrykkende metoder, som Saddam anvender? Hvis USA indsætter en diktator, er den moralske gevinst vanskelig at få øje på, og man må i så fald betragte krigen som erobringskrig. Et land angriber et andet, nedkæmper dets hær og indsætter en regering, som tjener angriberens interesser.
Eller skal der være demokratisk valg i Irak? Hvis Bush står fast på, at han intet udestående har med det irakiske folk, så bør han vel unde dem et demokratisk valg. Hvem ville vinde et sådant valg nu, for da slet ikke at tænke på efter, at USA har ført krig mod Irak? Det ville en USA-fjendtlig islamisk, fundamentalistisk regering. Stiller Osama Bin Laden op, vinder han.
Problemet er at den frie verden, især USA, har vanskeligt ved at forstå, at andre dele af verden fuldstændigt frit vælger at lade deres lande styre af mennesker, der absolut ikke deler den frie verdens principper. Adskillige nordafrikanske lande har helt frit valgt islamiske fundamentalister som ledere, men europæisk støttede militærdiktaturer holder dem fra magten. Hvad frit er der ved det? Her bliver frihedspricippet i den frie verden sat på prøve.
Spændingen mellem Vesten og den arabiske verden kan kun blive større af en amerikansk krig i Irak. Men hvis ikke USA skaber konflikt, kan vi trygt stole på at de fundamentalistiske terrornetværk skaber den. Europa og mere liberale arabiske lande bliver fanget i midten, men er, hvis de kan enes, den eneste akse, der kan undgå en yderligere polarisering. Her er Israel-Palæstina-konflikten en væsentlig snublesten. Hvis vi ikke snart får lukket den børnehave, og delt sol og vind lige er alle muligheder for vestlig-arabisk forsoning usandsynlige. Resultatet kan let blive værre end selv pessimisterne tør frygte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu