Kronik

Ingen vil være den onde far

Vi vil gerne hjælpes ud af kniben, bare vi også får lov at brokke os. – Om samfundets mangel på rigtige fædre
15. oktober 2002

Kronikken
For nogle år siden holdt kunstneren og gøgleren Erik Clausen et foredrag på Sorø Akademi. I Akademiets store foredragssal står et imponerende højt, hvidt træpodie. Dén, der træder op på podiet, får både lagt forventninger og autoritet på sine skuldre. Erik Clausen indledte sit foredrag med at vende hele podiet om, så publikum kunne se det, der normalt kun er forbeholdt ’de udvalgte’, der træder op på talerstolen.
Men spørgsmålet er, om Clausens morsomme, afmystificerende og antiautoritære handling ikke for længst er blevet en kamp mod spøgelser. Moderne autoritets-udøvelse har netop ikke så prangende betingelser som på Sorø Akademi. I folkeskoler, på gymnasier og universiteter består katedrene af almindelige borde med
fire ben, gennemsigtige og i samme højde som de borde, eleverne og de studerende sidder ved. Magten nu om stunder er ikke iscenesat på feudal vis, men demokratisk fordelt ud i lokalet.
Clausens gestus med at vende podiet ville være en absurditet i et moderne undervisningslokale: Podiet er vendt om. Fra pædagoger og lærere lyder det, at opgaven i dag ikke er at rive ned og afsløre autoritetens midler, men bare den at få ro nok i lokalet til at kunne give en kollektiv besked. Disse pædagoger og læreres arbejde lider under, at faderen ikke står i den moderne families dørkarm.
»Min arm er brækket«, skriger den lille dreng anklagende mod faderen, der har et fast greb i ham. Det er ferie og familierne er taget i Botanisk Have for at se på sjældne træer og blomster. Drengen har overhovedet ikke brækket armen, men ved at råbe op og overdrive, gør han farens opdragelse til et offentligt anliggende. Der er tale om et slags oplæg til forhandling:
»Jeg lader være med at råbe op og påkalde de andres interesse, og du lader mig være i fred«.
Faderen er selv skyld i, at situationen er opstået. Sønnen har opført sig dårligt og er blevet taget til side og bearbejdet af farens lavmælte og bebrejdende stemme. Drengen har straks fornemmet, at faderen synes, det er pinligt at opdrage i det offentlige rum.
Den forlegne måde at udøve autoritet på er både god og dårlig. Det gode er, at den, der udøver
autoriteten, ikke blindt tror på, at han gør det rigtige. Opdrageren er blevet refleksiv, dvs. forsigtig og åben over for andre måder at gøre det på. »Er det bedre at opdrage på en anden måde«, spørger den moderne opdrager sig selv. Det dårlige er, at autoriteten er blevet undergravet – også der, hvor det drejer sig om elementær opdragelse, der ikke bør stå til diskussion.

I den tyske forfatter Christoph Heins roman Den fremmede ven kommer et godhjertet menneske af en far til at slå sit barn. Han er forfærdet over sig selv og beder barnet om undskyld. Romanens fortæller er hård ved den klynkende far, hvis moralske selvfølelse synker i grus pga. en harmløs ørenfigen. Faren tror, han er blevet en barbar og tigger barnet om at få sin civiliserede personlighed tilbage. Det er dette moderne hysteri, som drengen i Botanisk Have med den angiveligt brækkede arm, spiller på: »Se min far, han er en barbar«. Set udefra så det ud, som om faderen helst var fri for rollen som autoritet.
Angsten for det autoritative modspil, og for at være dén, der udøver det, har mange former og skikkelser.

Der er møde i arbejdsløshedskassen. Vi sidder i den velkendte demokratiske hestesko og fortæller lidt om os selv. Den sidste tager ordet – og beholder det. Hun fortæller om et kursus til 20.000 kr., som hun ikke kan få bevilget fra A-kassen. Kurset vil, hævder hun, sikre hende ønskejobbet. Det er tydeligvis ikke første gang, hun fortæller den historie, for der bliver kælet for detaljen. Historien skal forklare, hvorfor hun trods en lang uddannelse stadig er arbejdsløs.
Men hvis det kursus virkelig gjorde den store forskel, ville det under alle omstændigheder være en brandgod livsinvestering at låne pengene i banken, tænker man. Men hvorfor yder damen fra A-kassen ikke denne beretning, der kun fastlåser den arbejdsløse yderligere i sin situation, nogen modstand?
Den virtuost indstuderede livsløgn får intet autoritativt modspil, men får lov til at passere, og kvinden tilsvarende lov til at sejle videre i sin egen sø. Fravær af autoriteter betyder mere frihed, men også færre garantier for, at friheden forvaltes fornuftigt og dermed forvandles til det gode liv.
Et eksempel på, hvad der kan ske, når autoriteten træder i karakter, kan ses i filmen Sea of love. »I’m everybodys daddy« udbryder politimanden, spillet af Al Pacino. Han har smidt to mafiatyper, som har svinet personalet til og spyttet på gulvet, ud af en skobutik, og det med fare for sin egen førlighed.
Men hvad er takken? Hans nye kæreste, som arbejder i butikken, og som han har rygrad nok til at beskytte, bebrejder ham hans hårdkogte facon. Kæresten og det øvrige personale ville gerne hjælpes ud af kniben, da det så sort ud, men reagerer efterfølgende på de midler, der åbenlyst var nødvendige for at klare situationen – og vender sig vredt mod ham, da de er uden for fare.
Hans udbrud viser, at han føler sig omgivet af en verden af børn, der bekvemt anklager den sociale far, politimanden, for at være den væmmelige. Hvordan verden ville se ud uden ham og hans styrke, er der tilsyneladende ingen, der har spurgt sig selv om. Det gælder om at skabe en civiliseret verden uden at vi bliver så fintfølende og sentimentale, at det onde får let spil.

Demokrati og autoritet stritter tilsyneladende i hver sin retning. Demokrati fremhæver retten til selvbestemmelse og personlig myndighed, autoritet betyder retten og pligten til at tolke tilværelsen for andre og påtage sig ansvar.
Den gode og fornuftige autoritet indskrænker den andens frihed i dennes egen interesse. Forældrene ved bedre end barnet, hvornår og hvordan det skal passe på sig selv. I den gode familie, som er samfundet i mikroudgave, mødes demokrati og autoritet på den måde, at der vokser myndige individer frem af den fornuftige, autoritative opdragelse.
Det er naivt at tro, at mennesket fra begyndelsen véd, hvad der er til dets eget bedste. Men det er, som om dén menneskeopfattelse har vundet udbredelse i de fremskredne demokratier. Det bliver stadig mere ilde set, at de erfarne tolker tilværelsen for de mindre erfarne.
Når man beklager dette eller hint i en debat om samfundets udvikling, f.eks. faderautoritetens forfald, kommer det nemt til at
lyde, som om man helst så fortiden indført i morgen. For det første er det ikke ønskeligt, da fortiden næppe kan løse nutidens problemer, for det andet kan det slet ikke lade sig gøre.
Det ville derimod være en konstruktiv form for kritik af samtiden, hvis man reflekterede over fortiden og pegede på det, der var værd at arve og orientere sig i forhold til. At morgensang en gang var en del af den sorte skole, betyder ikke, at traditionen med morgensang også i dag er ensbetydende med en autoritær skole.
Da fortidens samfundsforhold for længst har tabt i kraft og magt, kan vi frit stjæle fra den uden at købe hele pakken. Når traditioner falder væk, betyder det, at vi bliver nødt til at indse, at de også indeholdt fornuftige elementer. Det er ikke i sig selv et samfundsmæssigt gode at afskaffe autoritet.
Når jeg uden at sænke stemmen opdrager på min datter i toget eller bussen, ser folk ofte lettere misbilligende på mig. Samtidig stemmer en stor del af befolkningen på partier, der fokuserer på lov og orden. På den ene side er de voksnes autoritetsudøvelse ilde set i det offentlige rum, på den anden side er tidens politiske stemning præget af trangen til enkle og hårde løsninger på komplicerede samfundsproblemer.
Men måske hænger de to efter min mening problematiske træk ved vor tid sammen. Manglen på opdragelse og interesse for børnene skaber jeg-svage unge, der råber på autoriteter og grænser. Hvis friheden står alene, og de unge overlades til sig selv, rummer den en mulighed for at slå over i en længsel efter autoritære løsninger.
Hvis jeg ikke tager fejl, er det i øjeblikket således: Vi er for sarte i forhold til retten og pligten til at præge vores børn og unge og for tolerante over for politiske strømninger, der lover de gode gamle dages straffemetoder tilbage over for kriminelle og udlændinge.

*Henrik Stampe Lund har bidraget til bogen Den nye F@milie, redigeret af Gitte Jørgensen, der udkommer på Det Schønbergske Forlag i morgen. De øvrige skribenter er blandt andre: Signe Wenneberg, Martin Ågerup, Marie Kraul, Ma-rina Cecilie Roné, Martin Østergaard, Kirsten Stendevad, Esben Kjær, Iben Thranholm og Liselotte Lyngsø.

*Henrik Stampe Lund (f. 1964), ph.d. i litteratur, forskningsadjunkt ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu