Kronik

Kampen om magten i Europa

Mads Øvlisen stemmer lige så gerne til menighedsrådet som til Europaparlamentet... og han er næppe den eneste. Det går ikke, når parlamentet får mere og mere magt
Debat
22. oktober 2002

Kronikken
Europa-Parlamentet skal reformeres. Vi kan ikke fastholde en institution, som mangler en så grundlæggende opbakning i befolkningerne, som tilfældet er.
Samtidig må Folketinget og de andre nationale parlamenter i de snart 25 EU-lande styrkes. De er tættere på befolkningen, og det er helt uholdbart, at de ikke har en afgørende indflydelse på, hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen. De bør også kunne indkalde til regeringskonferencer.
Hele Europas fremtid er afhængig af, at det lykkes at inddrage befolkningerne i det daglige arbejde i Bruxelles.
Vi kræver også, at Folketinget stopper med lukkede møder, når det gælder EU-sager. Og vi mener også, at europaparlamentarikerne skal have adgang til møder i Folketinget.
Der var en særlig stemning i Europa-Parlamentets mødesal i Bruxelles, da EU-Konventet afholdt sit første møde for et halvt år siden. En helt ny metode skulle anvendes for at forberede den kommende regeringskonference om Europas fremtid.
De 210 medlemmer og suppleanter i EU-Konventet repræsenter både de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet, 28 regeringer, Europa-Kommissionen og et formandskab ledet af den tidligere franske præsident Giscard d’Estaing.
Et af de vigtigste spørgsmål er efter vores mening de nationale parlamenters rolle i fremtidens europæiske samarbejde. Det karakteristiske i alle de tidligere regeringskonferencer har været, at Europa-Parlamentets rolle er blevet styrket markant. Der går en lige linje fra Europa-Parlamentets øgede indflydelse efter Maastricht-traktaten i 1992 til Nice-traktaten i december 2000.
Det største skridt for euro-parlamentarikerne var indførelsen af den fælles beslutningsprocedure, som reelt gav Europa-Parlamentet vetoret på en stor del af EU-lovgivningen.

Det paradoksale er bare, at samtidig med at Europa-Parlamentet har fået mere magt, så er interessen for at stemme til Europa-Parlamentsvalgene faldende i næsten samtlige EU-lande.
Den tidligere Novo-direktør Mads Øvlisen understregede da også forleden, at hans entusiasme i forhold til at stemme ved Europa-Parlamentsvalgene var at sammenligne med hans interesse i menighedsrådsvalgene!
Udover at det er et paradoks, så er det faktisk også et voldsomt fælles problem, at vi har et europæisk parlament, som på trods af sine magtbeføjelser ikke interesserer den europæiske befolkning, de burde repræsentere.
Vi mener faktisk ikke, at det er holdbart at have et Europa-Parlament, hvor der er under eller højst lige omkring 50 procent af den europæiske befolkning, der deltager i valgene. Med England som den store katastrofe med en valgdeltagelse på 24 procent.
Men hvad nu hvis stemmeprocenten bliver endnu lavere ved det næste Europa-Parlamentsvalg, og det samtidig lykkes for europaparlamentarikerne at få endnu mere magt i den nuværende reformproces? Er det en bæredygtig udvikling for det europæiske demokrati? Vi mener nej. Og derfor bør en række reformideer afprøves i EU-Konventet.
Vi mener bl.a.:
*Det bør overvejes om der kan afholdes valg til Europa-Parlamentet i forbindelse med de nationale valg i den enkelte medlemsstat
*Europaparlamentarikerne skal have møderet men ikke stemmeret i de nationale parlamenter
*Europa-Parlamentet skal ikke sidde i fem, men kun fire år.
Men det er ikke nok. Derfor bør de nationale parlamenter inddrages i højere grad i beslutningsprocessen. Der er for os ingen tvivl om, at de fleste borgere i Europa har en opfattelse af, at de nationale parlamenter også i EU-spørgsmål er deres bedste repræsentanter. Derfor skal nationale parlamentarikere have en meget synlig rolle. Vi mener, at det bedste ville være, at inddrage de nationale parlamenter langt tidligere i EU’s beslutningsproces.
Denne deltagelse i første runde skal efter vores mening ske gennem fagudvalgene i det danske Folketing og så eventuelt med Europaudvalget i en koordinerende rolle. Det skal ske på åbne møder. Derudover skal de nationale parlamenter inddrages aktivt ved indkaldelse af regeringskonferencer og udpegning af kommissionsformanden. Og sidst men ikke mindst skal de nationale parlamenter kontrollere deres egne regeringers gøren og laden.
Men hvordan kan de nationale parlamenter i fællesskab sikre sig den øgede indflydelse? Skal der oprettes nye institutioner for de nationale parlamenter?

Oprindelig var den britiske premierminister Tony Blair talsmand for en idé om at overlade det til et andetkammer bestående af nationale parlamentarikere at stå for overvågningen af overholdelsen af subsidiaritetsprincippet og kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne.
Men også den tyske udenrigsminister har været inde på lignende tanker. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer foreslog i sin Humboldt-tale i juni 2000, at man involverede repræsentanter fra de nationale parlamenter direkte i EU’s lovgivningsproces via et lovgivende tokammersystem. Dette skulle gøres ved, at man etablerede et direkte valgt førstekammer bestående af medlemmer fra de nationale parlamenter, mens andetkammeret skulle sammensættes som en slags Senat bestående enten af direkte valgte senatorer eller som i det tyske Forbundsråd af regeringsrepræsentanter.
Men vi tror ikke på ideerne om en ny flot institution.
Men vi ser positivt på det forslag, som den franske formand for EU-Konventet Giscard d’Estaing netop har fremlagt. Hans ide er, at nationale parlamenter og europaparlamentarikere kan mødes en gang om året i en ’Kongres for Europas folk’ for at drøfte Unionens beføjelser, og om de skal udvides eller indskrænkes. Endvidere skal både formanden for Rådet og formanden for Europa-Kommissionen forelægge en årlig rapport om Unionens tilstand for denne kongres.
Når man ser bort fra eventuelle svulstigheder, bør man overveje om en sådan model ikke ville være hensigtsmæssig for EU.
(Der er jo ingen, der siger, at Giscard d’Estaing skal være permanent formand, indtil han bliver 100 år).
Dermed kunne man få et forum, hvor de nationale parlamentarikere og Europa-parlamentarikerne i fællesskab kunne drøfte, hvordan det går med EU-lovgivningen. Det giver selvfølgelig ingen mening, hvis dette forums indvendinger ikke har nogen konsekvenser for Rådet og Europa-Kommissionen.
Vi står midt i en stor debat om Europas fremtid samtidig med, at drømmen om et større og samlet Europa, hvor de central- og østeuropæiske lande har en naturlig plads, er ved at gå i opfyldelse.

Henrik Dam Kristensen
MF, Medlem af EU-Konventet

Lone Dybkjær
MEP, Suppleant i EU-Konventet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her