Kronik

Den knap så hemmelige aktion

Papirer, der aldrig blev brændt og Frede Farmand, der belejligt kunne solodække politiaktioner med sit videokamera... Tvind-sagen er en af historiens store svindlerkomedier
Debat
19. oktober 2002

Kronikken
Den 25. april 2001 kl. 9.00: Politiet trænger ind på en ejendom tilhørende Tvind i Grindsted. Betjentene springer over et hegn og løber ind ad den lange indkørsel til huset, der er skjult bag beplantningen. Det er deres opgave at beslaglægge papirer og computere hurtigt og effektivt. Politiet slår også til på en række andre adresser tilknyttet Tvind på præcis samme tidspunkt.
Overraskelsesmomentet er afgørende, for der må ikke gives de mistænkte i sagen nogen mulighed for at advare hinanden og destruere væsentligt materiale, inden det kommer politiet i hænde. Aktionen er med andre ord hemmelig.
Men ude på den offentlige vej står en trivelig midaldrende mand og filmer begivenheden med sit videokamera. Hans navn er Frede Farmand Rasmussen. Han har ingen formel uddannelse og driver noget, han kalder Kulturhistorisk Fondsarkiv fra sin privatadresse i Auning på Djursland. Han lever af at indsamle oplysninger, som folk vil betale for.
Historien om, hvordan en civilist kunne være så velinformeret om en hemmelig aktion, er også historien om, hvorfor det overhovedet er lykkedes at stable en straffesag på benene mod Tvinds top.
Man kan roligt sige, at det har været forsøgt før. En hel stribe af offentlige myndigheder har et horn i siden på Tvind. Undervisningsministeriet, Told&Skat, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,
Civilretsdirektoratet og ikke mindst politiet i Holstebro har i nu snart mange år forgæves forsøgt at få skovlen under den organisation, som har løbet om hjørner med ethvert tilsyn og ignoreret enhver henstilling.
Tvind har nemlig fundet ud af to ting: For det første er det slet ikke umuligt at leve med et dårligt image. Det har de haft i 20 år, og i størstedelen af den periode har de næsten konstant udvidet aktiviteterne. For det andet er der mange ting, der er ulovlige, når man driver den slags virksomhed, men færre ting, der er strafbare. Det handler i store træk blot om at undgå de sidste.

I 1979-81 blev Tvinds telefoner aflyttet af PET, fordi man frygtede kontakt til terrorgrupper, uden at beviser blev tilvejebragt. Stadige påtaler fra Undervisningsministeriet førte til justeringer i Tvinds pædagogik, men kunne ikke hindre en fortsat vækst især blandt efterskolerne. Bertel Haarder kunne i 1988 notere sig en lille sejr, idet Tvinds Det nødvendige Seminarium i Ulfborg som led af det store seminarieforlig mistede tilskuddet.
Det har dog fortsat sin virksomhed ufortrødent siden. I 1996 fik Tvinds daværende talsmand, Poul Jørgensen, en landsretsdom for at tilbageholde oplysninger om Tvinds humanitære fond fra Civilretsdirektoratet.
De manglende papirer blev dog aldrig fremsendt, for han hævdede, at de var blevet brændt. De dukkede først op fem år senere under politiets razzia. Civilretsdirektoratet måtte i den anledning indkassere voldsom kritik for ikke meget tidligere at have gjort, hvad det endelig fik gjort i 2001, nemlig
at afsætte fondens bestyrelse.
I midten af 1990’erne udfærdigede en kriminalassistent fra Holstebro politi en rapport til PET. Den forsøger at sammenfatte Tvinds synderegister i et omfattende katalog af antagelser og
formodninger bygget på tvivlsomt kildemateriale, kan man roligt sige.
Rapporten nød en vis omtale, men da det efterhånden kom frem, at der ikke var særligt meget kød på historierne, endte det med, at Holstebros daværende politimester, Frantz Cohn, tog offentligt afstand fra det, han kaldte kriminalassistentens private opfattelse af tingene.
Det var nogle af disse historier om myndighedernes magtesløshed, der var motivationen bag daværende undervisningsminister Ole Vig Jensens særlov. Den fik som bekendt heller ingen blid medfart, da den blev anledningen til, at Højesteret trådte i karakter som forfatningsret og underkendte den i februar 1999.

Tvind var tilsyneladende tilbage på banen, men Undervisningsministeriets modtræk var at nægte de fleste af Tvindskolerne fornyet godkendelse. Tvind lagde nu bare skolerne om til at være botilbud knyttet til en friskole, der ikke kræver statslig godkendelse. Resultatet var en strøm af kommunale penge, der senest i 2001 oversteg det statslige tilskud fra før særloven.
Teorien om den store hemmelige sammensværgelse mellem myndigheder og politikere under overskriften »Hvem fredede Tvind?« har været luftet uden at vinde særlig opbakning. Det er nemlig ingen hemmelighed, at flere fremtrædende politikere på venstrefløjen i sin tid støttede Tvind, og at en embedsmand i Undervisningsministeriet også gjorde det. Sagen er vel snarere den, at enten har myndighederne ikke været dygtige nok eller også har folkene i Tvind været for dygtige.

I løbet af sommeren 2000 skete der imidlertid noget, der ændrede dette forhold. Den 21. august og den 4. september sendte TV 2 to udsendelser om imperiet Tvind. Heri fremlagde tilrettelæggerne dokumenter, der angiveligt beviste, at penge fra Tvinds humanitære fond var blevet brugt til formål, der ikke stemmer overens med fondens. Tvind havde forsøgt at få udsendelserne stoppet ved fogedens hjælp med den begrundelse, at Frede Farmand var involveret i tilrettelæggelsen.
Der eksisterer et gammelt fjendskab mellem de to parter.
TV 2’s informationschef benægtede offentligt, at Farmand havde noget at gøre med udsendelserne, men måtte kort tid efter lide den tort at se Farmand stå frem i Ekstra Bladet med beviset på det modsatte: En kontrakt med produktionsselskabet. Det var ganske enkelt ham, der havde foretaget den meste research.
Holstebro havde i mellemtiden fået ny politimester, Jens Kaasgaard, der af Ekstra Bladet blev kaldt en bondesnu sherif, der stryger sine egne skjorter. Han så også fjernsyn i sensommeren 2000, og han så især en mulighed i de beviser og vidner, som TV 2 fremlagde.
Det var i hvert fald, hvad han sagde til pressen.
Dermed begyndte det samarbejde, der kulminerede i april måned næste år. Udsendelsens hovedkilde var en afhoppet Tvindlærer Hans la Cour, der lå inde med dokumentation for, hvad fondens penge havde været brugt til.
En anden gruppe dokumenter var papirer fra en anonym kilde. Papirerne stammede oprindeligt fra Steen Byrners hånd, et angiveligt tidligere medlem af lærergruppen, som i en opsigtsvækkende henvendelse til retten i Ringkøbing for nylig har taget ansvaret for de transaktioner, hvis lovlighed retten skal prøve.
Disse dokumenter blev overgivet til politiet og dannede grundlaget for den ransagningskendelse, som blev bragt i anvendelse den 25. april året efter.
Frede Farmand anede på forhånd, at en ransagning var på vej, og sørgede for at overvåge Tvinds ejendomme i Grindsted, men politiet frygtede, at Tvind ville lugte lunten, så Farmand blev opfordret til at trække følehornene til sig, mod at han blev orienteret om, hvor og hvornår ransagningen ville finde sted. Aftalen blev indgået og overholdt af begge parter, som det hedder i en redegørelse for sagsforløbet fra politiet i Holstebro.
Som præmie fik Frede Farmand taget de eneste billeder, der tilnærmelsesvis ligner action i hele Tvindsagen. De var så tilpas gode, at de dannede det dramatiske omdrejningspunkt for en redigeret genudsendelse af TV 2’s dokumentarprogrammer fra august året før. De blev sendt dagen efter ransagningen. Siden dengang er de blevet vist igen og igen i de landsdækkende nyhedsudsendelser til glæde for rettighedshaveren.

Politiets beslaglæggelser var meget omfattende og gav hurtigt anledning til, at Tvind krævede det beslaglagte tilbageleveret, men Kaasgaard sad nu med alle trumferne i hånden og ville ikke give slip på dem. Hyldemetervis af oplysninger er hentet ud af de møjsommeligt dekrypterede computere, og det har ført til sigtelser mod flere ledende Tvindfolk, og var endda nok til at få en dommer til at udstede en hemmelig international arrestordre på Mogens Amdi Petersen.
Frede Farmand havde skaffet politiet adgang til de dokumenter, der var indledningen til en oprulning, som blot lige er begyndt. Noget af materialet er allerede videregivet til Told&Skat, Civilretsdirektoratet, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. De ser uden tvivl frem til at kaste sig over, hvad der måtte være tilbage af Tvind, når sheriffen, der stryger sine egne skjorter, er færdig.
Nogle iagttagere vil sikkert mene, at det var på høje tid, og andre vil givet finde anledning til at spørge, hvordan en midaldrende og trivelig civilist uden juridisk embedseksamen med gode kontakter til medierne kan få en sag til at rulle, når ingen offentlig myndighed kan.

*Jes Fabricius Møller er født 1966, historiker. Til den 1. december ph.d.-stud. ved Institut for Historie, Københavns Universitet. Udgav i 1999 bogen På Sejrens Vej om skolesamvirket Tvind.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her