Kronik

Krig er den sidste udvej

Bush og USA vil bekæmpe det onde – hvem vil ikke det? Men hvad der skal følge efter et angreb på Irak og Saddam Hussein, er alt for uklart
Debat
29. oktober 2002

Kronikken
Beslutningen om at give Nobels fredspris til den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter er en af de mest
modige i fredsprisens historie. Den er en klar politisk markering:
Jimmy Carter rettede i september i Herald Tribune en skarp
kritik af Bush-regeringens Irak-politik, hvori han betegnede
USA's planer om at indlede et
angreb på Irak uden FN’s godkendelse som »en tragisk og kostbar fejltagelse«. Vi håber, at valget af Nobelpris-modtager vil blive set som udtryk for et ønske i verdensoffentligheden om, hvorledes USA bør optræde i internationale anliggender.
Saddam Hussein har store forbrydelser på samvittigheden – også over for sit eget folk.
Et nyt og demokratisk styre i Irak vil være et stort fremskridt. Det vil åbne nye og løfterige perspektiver for den irakiske befolkning og for hele Mellemøstregionen.
Men Hussein er ikke den eneste gangster, der er regeringschef. Og det er ikke nok begrundelse for at indlede en krig, at han er en frygtelig diktator. Det er heller ikke
ligegyldigt, hvilket perspektiv en eventuel Irak-operation har, hvorledes Hussein bliver fjernet, og hvilke konsekvenser en militær indgriben kan tænkes at få for krig og fred i Mellemøsten og andre steder i verden.
Vi er i øjeblikket udsat for en massiv amerikansk kampagne, der skal overbevise såvel befolkningerne som beslutningstagerne om, at en krig mod Irak er den eneste vej frem. Men der er ikke fremlagt beviser for, at der eksisterer nogen forbindelse mellem Al Qaeda og styret i Irak.
Den terrorisme vi oplevede den 11. september er netop karakteriseret ved, at den er grænseoverskridende. Men da den amerikanske præsident holdt sin store tale til kongressen i januar, var det tre lande – Irak, Iran og Nordkorea
– der blev udråbt til fjenderne.
Set i sammenhæng med Afghanistan-operationen, hvor USA fandt fodfæste i en række centralasiatiske republikker, rejser det spørgsmålet, om sigtet med en
Irak-krig ikke alene er at varetage amerikanske sikkerhedspolitiske interesser, men også at befæste USA’s stilling som verdens supermagt og at sikre forsyningsmæssige (læs: olie) behov.
Råder Irak over masseødelæggelsesvåben? Den franske præsident Jacques Chirac har udtrykte det derhen: Det kan godt være, at der er beviser herfor – men jeg har ikke set dem!

Hans von Sponeck, FN’s tidligere humanitære koordinator i Bagdad, udtalte under sit nylige besøg i København, at der ikke findes håndfaste beviser for, at irakerne producerer masseødelæggelsesvåben. Sponeck ser heller ingen dokumentation for, at Irak udgør en overhængende trussel mod verdensfreden eller mod sine naboer.
Omvendt er der ikke skygge af tvivl om, at Irak har overtrådt alle forpligtelser over det internationale samfund om inspektion af den afrustning af masseødelæggelsesvåben,som man gik ind på i 1991.
Derfor er det vigtigt, at FN nu optræder enig og med stor beslutsomhed for omsider at få Irak til at dokumentere, om de fuldt ud lever op til deres forpligtelser. Derfor skal FN’s våbeninspektører uden begrænsninger og forsinkelser af nogen art tilbage til Irak for at vur-dere den trussel, Hussein repræsenterer, og det må på baggrund af deres rapport være sikkerhedsrådet, der træffer beslutning om, hvad der videre skal ske. Hvis Saddam har masseødelæggelses-
våben, kan krig ikke afvises under enhver omstændighed. Men det må være sidste udvej.
Vi savner et mere gennemtænkt oplæg til en egentlig, sammenhængende Irak-politik fra USA’s side.
En Irak-operation bliver ikke en ea-
sy walk. Der er mange usikkerhedsfaktorer: Den der siger, han ved, hvorledes et militært angreb vil udvikle sig, han kender ikke
Irak.
Mange af Iraks militære anlæg er placeret i eller tæt ved større byer – det er Saddam Husseins kyniske og bevidste valg – så der er meget stor risiko for, at et angreb på Irak vil føre til betydelige civile tab.

Hvis en Irak-krig kommer til at indebære store civile tab, og hvis den trækker ud, vil vi ikke udelukke en stærk folkelig reaktion i de vestlige lande, som vi så det under Vietnam-krigen i sin tid.
Hertil kommer, at de anti-amerikanske følelser, der eksisterer i en række af de arabiske lande, vil få ny vind i sejlene. Der er en reel mulighed for, at lande som Jordan, Egypten, Pakistan og Saudi-Arabien kan blive alvorligt destabiliserede som følge af en Irak-krig. I den forbindelse kan man spørge, om USA fremmer sine egne langsigtede interesser ved at støtte autoritære regimer i de arabiske lande. Det er tilsyneladende kun i forhold til Arafat, at USA stiller krav om indførsel af demokratiske tilstande.
Endvidere er der de mulige konsekvenser for Mellemøstkonflikten. Hvis Hamas eller Hizbollah svarer igen med et terrorangreb, vil Sharon reagere – måske med at genbesætte hele Vestbredden og forstærke den etniske udrensning af palæstinensere fra Palæstina.
Konsekvenserne kan blive ganske uoverskuelige, og en regional krig tegner sig som et realistisk perspektiv. Under alle omstændigheder savner vi en mere konstruktiv amerikansk linie i forhold til denne dødsensfarlige konflikt.
Brzezinski fra Carter-regeringen har bemærket, at USA’s rolle i Mellemøstkonflikten er en vigtig forklaring på det had, der mange steder i verden retter sig mod USA: ensidig støtte til Israel og ingen seriøse forsøg på at hindre en brutal undertrykkelse og fornedrelse af palæstinenserne.
Der er mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med den mere langsigtede ordning i Irak. Er amerikanernes mål en deling af landet? Hvis det indebærer en egentlig kurdisk stat i det nordlige Irak, vil det give Tyrkiet problemer, idet man frygter en opblussen af de kurdiske krav om selvstændighed.
Er en føderation en realistisk mulighed? Hvem skal have kontrollen over de vigtige oliereserver i Irak?
Med alle de interne spændinger – især mellem sunni-muslimerne, som er i mindretal, men som har været ved magten, og de frustrerede shiiter – risikerer Irak at falde fra hinanden.
De mere langsigtede amerikanske mål fortoner sig i horisonten. Er en Irak-krig blot starten på en mere aggressiv amerikansk Mel-lemøstpolitik? Under alle om-stændigheder fastslog Bush i den såkaldte West Point-tale, at USA ikke vil holde sig tilbage fra at udkæmpe præventive krige mod fjender, der menes at udgøre en direkte trussel mod amerikansk sikkerhed. Kan turen komme til Syrien eller Iran?

Den nye Bush-doktrin har helt uoverskuelige konse-kvenser i den fremtidige verden. Og den er i klar modstrid
med folkeretten og FN’s Charter. De synspunkter, vi her udtrykker bygger ikke på principielle afvisning anvendelse af militær magt: Det var rigtigt, at vi engagerede os i Kosovo i sin tid, og det er rigtigt, at vi er med i Afghanistan.
Men der er brug for en stærk og enig europæisk stemme, der kræver at FN først får sin chance.
Vi er helt på linie med den franske holdning, hvorefter der bør eksistere et egentligt FN-mandat for en eventuel krig. Et synspunkt, som støttes af det overvældende flertal af FN’s medlemslande, og som er det eneste, der kan fastholde perspektivet om en retsligt forpligtende international orden, der omfatter både de store og de små magter.
En europæisk stemme bør gøre det klart, at den mest effektive måde at forebygge terrorismen på er ved gennem bistand til økonomisk og social udvikling at skabe håb om en bedre fremtid. Den hårde – den militære – sikkerhedspolitik gør det ikke alene, den bløde må også ind, hvis terrorbekæmpelse skal have et mere langsigtet perspektiv.
Her er der brug for at skabe en mere synlig europæisk profil. Der skal afsættes flere ressourcer til området, og beslutningssystemet skal strømlines.
Først og sidst bør handels-, udviklings- og forsvarspolitikken i EU integreres i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som den sandsynlige Irak-operation
illustrerer, hænger tingene sammen. Det vil
give mulighed for en mere slagkraftig fælles udenrigspolitik – og den er der hårdt brug for.
EU har noget at bidrage med: Der er brug for, at EU kan spille en modererende rolle i den internationale politik.
I den aktuelle situation er der behov for eftertanke. Det er farligt, hvis USA på et tvivlsomt grundlag roder verden ud i en krig med
uoverskuelige regionale og globale konsekvenser.
Et enigt Europa er den eneste magt i verden, der – måske – kan forhindre det.
Den danske regering har her og nu et meget stort ansvar som formandskab.

FAKTA
Mogens Lykketoft:
Politisk ordfører for Socialdemokratiet

Erik Boel:
International sekretær for Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her