Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. oktober 2002


Loke og Thor?
Stig Tøfting ’får’ fire måneder i skyggen for en skalle i en brandert. Ædru for samme forseelse får Peter Madsen to fridage!
Hvad er meningen?

Birk Keller
Wesselsgade 10, Kbh. N

Pragteksempel på EU’s landbrugspolitik
Den er planøkonomisk, skader miljøet, ekstrem dyr – og så får den ramt på de sorte.
Først betaler vi 800 mia. skatte-euro om året i støtte til sukkerproducenterne, dernæst sørger vores toldmure for at udelukke det meste sukker fra Den Tredje Verden, så vi ganske normale forbrugere alt i alt betaler den tredobbelte pris for et kg sukker. Men ikke nok med det. For når vi så ’kommer til at lave’ kæmpemæssige sukkerbjerge, ødelægger vi tusinder af afrikanske bønders mulighed for at leve af deres erhverv ved at sælge sukkeret for en slik uden for EU.
Det er hvad landbruget kæmper med næb og klør for at bevare – selv om de siger det stik modsatte!
Hvis vi blot behandlede sukkerindustrien som ethvert andet erhverv, ville vi kunne spare tonsvis af pesticider, milliarder af skattekroner, fremme østudvidelsen, købe sukker til en tredjedel af prisen og give Den Tredje Verden ret til at høste, hvad de sår.
Det burde have første prioritet for en liberal regering.

Matthew Frandsen
Radikal Ungdom
Frederikshøj H/F 159, Kbh. SV

Valg eller tvangsaktivering
Tvangsaktivering er en nedværdigende aktivitet, der fratager folk deres selvrespekt. I stedet skulle man give folk nogle muligheder at vælge imellem.
Man kunne lade folk vælge mellem uddannelse, aktivering, kontanthjælp, måske kunsterisk aktivitet eller aktivitet for hjælpeorganisationer eller græsrodsbevægelser.
Jo flere valg folk har at vælge imellem i den enkelte situation, jo nemmere har de ved at bevare deres selvrespekt, værdighed og selvtillid.
Når de ikke har noget reelt valg tilbage, så mister de deres værdighed og opgiver måske at føle sig som en del af samfundet.
Man kunne give folk lidt mere, hvis de ville aktiveres, så
de fleste gerne ville det, hvis de ikke havde afgørende grunde til at vælge kontanthjælp.
Mange kommuner er gode nok, men det syntes som om flere og flere kommuner vælger de dårligere løsninger, hvor respekten for det enkelte menneskes værdighed går fløjten til fordel for kynisk administration.
Det syntes som om vi går en tid i møde med større stormaskethed af det sociale system. Vi kunne i det mindste tænke os om og være lidt mere humane mod de fattigste i samfundet. Det koster ikke så meget.

Henrik Stampe Jensen
Landlystvej 24, Valby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her