Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
9. oktober 2002


Den progressive selvmodsigelse
Debatten er for tiden fyldt med såkaldt ’progressive’ venstrefløjsfolk med det fælles ærinde at kæmpe mod religionen og navnligt islams »middelalder-
lige« kultur. Men i denne pseudo-tolerante kamp for de så ombejlede ’progressive værdier’ overser man behændigt det paradoksale i på én gang at tale for religionsfrihed og mod religiøsiteten.
Forsøget på at sikre de progressive værdier resulterer nemlig i en diskrimination af enhver, som ikke deler socialismens ide om religionen som noget tilbagestående. På denne måde kæmper de progressive altså for religionsfriheden, men dette lykkes kun ved ad bagvejen at installere undertrykkelsen som det regulerende princip, der underligt nok skal sikre denne!
Dette er ikke mindst sørgeligt, fordi ideen med religionsfriheden ikke er, at den i sig selv skal ophøjes til en absolut og dermed funktionstømt værdi, men i stedet at den skal være med til at sikre et reelt rum for udfoldelsen af en diversitet af diskuterende holdninger.
Det er dette ’rum’, som det bliver venstrefløjens vigtigste og sværeste opgave at opretholde i fremtiden.
Men det bliver interessant at se, om den er villig til at tage denne kamp op, eller om den i stedet under de nye ’progressive faner’ bestemmer sig for at legitimere diskriminationen af den religiøse i tolerancens og religionsfrihedens navn.

Carsten Stage
Åbyvej 27, Åbyhøj

Global eksplosion af autisme
Jeg vil blot knytte en kommentar til artiklen ’Global eksplosion af autisme’. Den er udtryk for en biologisk banalisering, et udtryk der umuliggør selvstændig tænkning.
Det er problematisk blot at reducere autisme til et resultat af biologi. Måske verden ikke er så simpel. Måske de forandringer i hjernen, man kan observere ved sygdom skyldes psykiske påvirkninger af hjernen. Måske personens tilstand rent faktisk kan ændre hjernen fremfor omvendt.
I hvilken familie er der desuden ikke en med sprogproblemer, en der er genert? Betyder det at der i alle familier er en autist? Måske årsagssammenhængen ikke er så snæver. Måske det delvis er dårlig opdragelse, forkert behandling, forkerte og utilstrækkelige muligheder, eller kulturel udvikling, fremfor et spørgsmål om lykkepiller eller genetisk behandling. Eller måske autisme er ved at blive en dårlig undskyldning. Måske det snarere er en epidemi af dårlig samvittighed, af dårlig behandling, af angsten for livets konsekvenser. Et område, som andre, der muliggør en behandlingsindustri, en meningstillægelse, en identitet, der giver en voldsom lettelse. Man trækker bort, og hengiver sig til eksperternes grænsedragning.
Jeg siger ikke de ikke har ret, jeg siger ikke at forældrene ikke har prøvet alt, eller det ikke er forbandet svært at have et indelukket barn. Men at overgive sig til entydighed, det er at give op, det er at opgive sit liv.

Henrik Torjusen
Lauritz Sørensens Vej 9, Frb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her