Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
5. oktober 2002


Bravo
Jeg hørte forleden en stålsat skatteminister bebude en ekstraordinær indsats for at komme det sorte arbejde i restauranter til livs. Det er en glimrende idé, det er jo mil-lioner der på den måde holdes udenfor beskatning. Og det er samtidig godt med en håndgribelig opgave for personalet i Told & Skat, når nu problemerne med interne fakturaer og regelmæssige underskud i f.eks. Coca Cola og Mc Donald’s er så håbløst uoverskuelige.

Preben Hammer Jensen
Lille Egedevej 50, Korsør

Næppe politik uden religion
Med mellemrum blusser debatten om forholdet mellem religion og politik op – senest i mit eget parti, hvor en fjer blev en hel hønsegård.
Har der eksisteret samfund, hvor religion ingen rolle har spillet? Jo, kommunistiske regimer forsøgte af fjerne religiøse institutioner fra landkortet, hvilket ikke lykkedes og vi andre fordømte. Tro er jo også en frihedssag. Vi må nok erkende, at religion spiller en rolle i politik, og at politiske holdninger henter del af sine argumenter i religiøse forhold. Internationalt bliver menneskerettigheder også udfordret af gamle normer. I Johannesburg allierede Iran og USA sig f.eks. i et forsøg på at sætte religiøse og kulturelle hensyn før kvinderettigheder.
Religion forsvinder næppe ud af det politiske rum, og det må være opgaven at sikre, at de politiske valg spiller førsteviolin. Nulevende mænd og kvinders frie valg må ikke kunne underkendes med henvisning til gamle profeter.
Kampen mod stening og andre ugerninger, bør føres på handlingens egen umenneskelighed og indlysende urimelighed. Om andre angiver religion som argument for stening og andre ugerninger, er af mindre betydning. Det handler om at bekæmpe den konkrete ondskab.
Kampen for demokrati og menneskerettigheder bør føres på sit eget gode grundlag – og ikke opstilles som en diamentral modsætning til religion. Lad ikke demokratiets fjender sætte dagsordenen!

Ole Olsen
medlem af Det Radikale
Venstres Hovedbestyrelse

Den der ’ældrebyrde’
Man ser desværre oftere og oftere det usmagelige, demagogiske, ydmygende samt af mangel på indsigt og almindelig menneskelig forståelse prægede udtryk ’ældrebyrden’ figurere i avisernes spalter.
At blive ’ældre’ er ikke forbeholdt en bestemt gruppe mennesker (hvis vi ser bort fra død i utide pga. sygdom, ulykker etc.). Det er alles vilkår, ligesom det er alles vilkår i en given livsperiode at være barn, ung og voksen (uden nødvendigvis at skulle føle at man er en ’byrde’ qua sin eksistens!).
Lad mig da spørge dem, der har for vane at føre ’ældrebyrden’ i pen, direkte:
Ønsker I at få elimineret ’problemet’, da vil intet være enklere! Der udstedes blot en forordning, der dekreterer den endelige løsning på ’ældrebyrdeproblemerne’, og som i al sin ufattelige enkelthed går ud på, at ingen borger – hverken af dansk eller anden oprindelse – må være mere end højst 65 år. Og det forventes – som en selvfølgelig gestus – at de, der fremsætter forslaget, selv går forrest, når det drejer sig om opfyldelsen af det!
Alle pensioner afskaffes, plejehjem nedlægges, geriatriske afdelinger på hospitalerne forvandles til livsstilssygdomsafsnit, og alle vil være glade for det stærkt foryngede samfunds nye og sprælske vitalitet, idet der vil være så meget, der skal nås, inden fælden klapper, rebet strammes, og faldlemmen åbner sig på ens sidste, festlige fødselsdag.

Per Lund-Rasmussen
Næsset 23, Skanderborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her