Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
4. oktober 2002


Autisme, en svær sygdom?
Ingen forhindres i, efter læsning af Rasmus Kragh Jakobsens artikel »Autisme, en svær sygdom« den 30. september, at se begrebet autisme som et uoverskueligt problem.
Bliver anderledeshed defineret som sygdom – og medierne spiller en stor rolle i fortolkningen, er det endnu mere forståeligt, at vejen til forståelse og brobygning til denne anden verden bliver vanskelig.
Opgaven at gradbøje normalitetsbegrebet grunder i evnen til at se anderledesheden som en gave og en mulighed, ikke et problem.

Eva Kjeldsen
Hørdumsgade 53, Kbh. SV

Radikalt minefelt
I sin leder 26. september kommenterer -dt som en ægte populist Sherin Khankans manglende »Nej til sharia-lov.«
Sandt er det, at Sharia-lovgivningen ikke altid er prisværdig, men hvem gavner det at fordømme en specifik islamisk lov? Dødsstraf, håndsafhugning etc. dømt efter andre love er ikke bedre. Lovens navn er irrelevant.
Og sagen handler ikke om Khankans demokratiske indstilling og brugen af sharia-love, som -dt mener, men om den metode, man bruger til at fordømme overgreb på basale rettigheder.
Kunne de radikale ikke med fordel have profileret deres nydanskerpolitik og -profil uden reference til en religiøs lov, f.eks. ved hjælp af internationale konventioner?
Vil de næste år fordømme Moseloven (’liv for liv’; 4. Mos. 35,31), der, med den amerikanske kristendomsforståelse, danner grundlaget for de mange henrettelser i USA? Ok, det står ingen steder skrevet, men om det er nedskrevet eller sidder i baghovedet er ét fedt. Hovederne ruller alligevel.
Sharia-sagen viser, at også de radikale er famlende i forhold til de nye muslimske danskere. Det ville klæde et af de måske mindst ringe partier at genoverveje resolutionen, erkende fejlen og vise, at partiet ikke er bleg for at lytte til kritik, – også fra en nydansker. Det hjælper ikke noget at være et åbent parti, hvis det kun handler om hult stemmefiskeri.

Jacob Støvring
Korsgade 22, Kbh. N

Offensiv dansk rolle i Europa
I sin åbningstale i Folketinget lagde statsministeren op til, at Danmark skal føre en mere offensiv EU-politik. Det er rigtigt set, og det er glædeligt, at regeringen ønsker, at Danmark skal spille en konstruktiv rolle i det europæiske samarbejde. Det Radikale Venstre vil gerne være med heri.
Nu venter vi så blot på, at VK-regeringen tager konsekvensen af statsministerens udtalelser om EU og dropper det skadelige og udsigtsløse samarbejde med Dansk Folkeparti!

Tomas Bech Madsen
Europa-Parlamentskandidat (R)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her