Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
28. oktober 2002


Nyjournalistik?
Danmark har fået en ny avis, der angiveligt er hverken venstre- eller højreorienteret, men blot velorienteret. Det ser man tydeligt af en ’briefing’ i Dagen den 23. oktober, hvor det om den kollektive afstraffelse af amterne hedder: Regeringen skærer »60 millioner kroner af det samlede bloktilskud på otte milliarder. Det gør den for at belønne de amter, der har sænket skatten.«
Jo, det er fornyende journalistik! Dagen taler her det orwellske nysprog, som også VK-ministrene excellerer i: Nedskæringer er opprioritering, fattigdom er hjælp til velstand, og afstraffelse er belønning.
Når man hævder ikke at tage stilling, vil man automatisk abonnere på den herskende diskurs. Dagens program kommer til at ligne regeringens: at ideologierne er døde. Men dermed bliver bladet et let offer eller en nyttig idiot for VKs retoriske manipulation. Læseren mister orienteringen.

Jakob S. Sørensen
& George Hinge
Silkeborgvej 210, Åbyhøj

PMO hører til i Champions League
17. oktober har Ove Bang Jørgensen (OBJ) et opstød af sur galde, som uvist af hvilken grund bliver gengivet i dagens avis. OBJ kan ikke lide Per Marquard Otzens (pmo) tegninger. Derimod er han helt vild med Politikens tegnere, specielt den af dem, som er afdød, men også Butenko kan gå an, det er jo ikke pmo!
Sjovt nok har jeg det lige modsat: Jeg synes Politikens bladtegnere er ... OK, det er bladtegnere i 2. division. pmo derimod har en helt anden klasse: Champions League! OBJ brokker sig specifikt over »en dårligt malet pastel forestillende Jens Chr. Grøndahl«, som var placeret på forsiden af Inf. 10. oktober, og det er dér, jeg ved lige at blade avisen igennem bliver mindet om, hvorfor pmo er så forbandet god: Hans lille vejrvignet (tak i øvrigt for dem, de gamle var da også gode, men nu havde vi vist set dem!) og en stregtegning som illustration til en artikel om Havanna, alle tre i nærmest hver sin stil! Dér ligger pmo’s styrke, i den evige eksperimenteren, som selvfølgelig ind i mellem resulterer i en skævert, men hvis man går et, to, tre år tilbage, ser man en helt anden pmo end dagens, og går man yderligere 10 år tilbage... ja! – igen en helt anden tegner, tilsyneladende.

Michael Touborg
Falstersgade 49; Århus C

Øget frihed?
Helge Sander skriver i sit indlæg den 23. oktober, at det dels er de universitetsstuderendes frihed, som prioriteres og fremmes med den nye universitetslov.
Jeg kunne da godt tænke mig, at han i den forbindelse uddyber, hvad han hermed sigter mod? Hvad er det for en frihed? Personligt har jeg svært ved at se forbindelsen mellem øget topstyring og øget frihed hos de laveste i hirakiet.

Lars Bruun Larsen
Australiensvej 20 1. tv.
2100 København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her