Læsetid: 2 min.

Malmros, thorotrast og sandheden

Det kan godt være, at det kun er mig og mine søskende som ’ved et uheld’ eller på grund af ’brådne kar’ mistede vores far i 54-års-alderen
Debat
31. oktober 2002

Historisk
I Nils Malmros’ nye film At kende sandheden fortæller han historien om sin fars opvækst og hvordan den fremmede et talent for skyldfølelse. Han fortæller også historien om sin fars brug af det
radioaktive kontraststof thorotrast ved hjerneoperationer.
Filmen har derfor to sandheder, den refererer til: den kunstneriske sandhed i fortællingen om en dreng, der blev voksen, og den videnskabelige sandhed om brugen af thorotrast på hans fars kirurgiske afdeling i Århus.
Efter min mening spalter det filmen, idet man må forholde sig forskelligt til de to sandheder. I forhold til den sidste sandhed lægger han skylden på en anden læge og en journalist, hvis navne let kan verificeres. Men om han har ret i disse anklager, har vi ingen chancer for at afgøre som tilskuere til filmen.
Det afgørende i sagen ifølge Nils Malmros (understreget endnu mere i samtalen i Profilen i DR den 29. oktober) er, at hans far kun brugte thorotrast, når der var indikation på en sygdom, som ville være dødelig, hvis man ikke kunne operere. Og man kunne ikke operere uden et klart røntgenbillede. Han tænker her især på hjernesvulster og hjerneblødninger.

En dødsdom
Vi ved i dag, at thorotrast for mange var en dødsdom; men hvis man alligevel ville dø af en hjerneblødning i løbet af et par dage eller en svulst i løbet af et par år, så var de 20-30 år, man kunne få ekstra med et thorotrast-kontrast-billede langt at foretrække.
Malmros fremstiller den situation som en catch 22-situation. Det ville han have ret i, hvis thorotrast altid var blevet brugt ved en klar indika-tion på en ellers dødelig sygdom. Men det er ikke tilfældet.
Min far blev i 1940, 22 år gammel, indlagt med hovedsmerter, men uden klare tegn på hjerneblødning eller hjernesvulst. Alligevel fik han taget et billede af hjernen med thorotrast, som klart viste at der intet unormalt var at se – og døde af leverkræft i 1971.
Jeg ved ikke, hvor mange af de 136 tilfælde af primær leverkræft, der indtil nu er registreret blandt de ca. 1.000 thorotrastpatienter, der ligesom min far fik stoffet uden indikation på en dødelig sygdom. Men i filmen fremstiller Nils Malmros det som undtagelsen (’brådne kar’ kalder faderen det). Er det dokumenteret ved en gennemgang af alle 136 journaler? – Ikke mig bekendt.
Jeg kan sagtens forstå, at Nils Malmros vil rense sin far. Og muligvis har han jo ret. Men han gør historien en bjørnetjeneste ved at lade som om, der slet ikke var noget problem.
. Men Malmros har ikke leveret skygge af bevis for at det forholder sig således med sin film.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her