Kronikken
Avisen var skrevet på urdu og gennembladret og slidt. Flere sider i den var fulde af navne og adresser på provinsens hiv-smittede. I marginen var anført kortfattede oplysninger om, hvordan de hver især påstod at have pådraget sig virusset.
»De fleste anfører blodtransfusioner som årsag. Andre mener, at de er blevet smittet på urene toiletter eller af urene håndklæder,« sagde lægen. »Ingen ønsker at indrømme, at de har haft udenomsægteskabelig sex, selv om vi er overbevist om, at det er årsagen i langt de fleste tilfælde. Hiv overføres ikke via smudsige lagener. Men vi lader dem blive i troen. Hvide løgne kan hjælpe hiv-positive til at undgå den værste diskrimination og gøre det lettere for dem at blive boende i deres hjemby.«
Otte år er gået siden denne samtale fandt sted i Peshawar. Men endnu er Pakistan og andre muslimske lande ikke kommet ud over de hvide løgnes stadium i deres kamp mod aids.
Med traditionel konservatisme, strenge moralbegreber, kønssegregation og love, som forbyder udenomsægteskabelig sex, burde de muslimske lande stå godt rustet imod sygdommen. Flere læger har da også fremhævet, at landet er heldigt stillet, fordi islam virker som et panser mod virusset.
Det er ren ønsketænkning.
»Fundamentalismen spænder ben overalt,« siger en kvindelig aktivist fra Karachi.
I dag indrømmer Pakistan officielt, at aids også er en trussel her. Men eksperterne har meget svært ved at hævde sig over for moralens vogtere.
»Mange mullaher går ud fra, at aids er en Guds forbandelse og straf, og mener, at sygdommen må bekæmpes med forbud i stedet for information,« siger dr. Tufail Mohammad i Peshawar.
Kærlighedslivet bliver tabu, åben debat om seksualitet og samlivsspørgsmål bliver kvalt.
Talebans opdukken bidrog til at fastfryse dødvandet.
En egentlig epidemi i Pakistan er endnu kun i sin vorden. Officielt har man blot registreret 5.800 tilfælde, og antallet af dødsofre angives til omkring 200. Men selv om den reelle forekomst formentlig ligger 50-100 gange højere, er situationen alligevel langt bedre end i Indien.
Men hvor længe?
Alle ingredienser til en aids-eksplosion findes for hånden:
Uvidenhed, fordomme og religiøse dogmer.
Citater fra Koranen fremsiges gang på gang, når den nationale aids-komité møder religiøse ledere for at engagere dem i en strategi imod sygdommen. Sex er forbeholdt ægteskabets rum, og 'illegal sex' straffes ifølge islamisk sharia-lovgivning med stening til døde. Satellit-tv og internet er under mistanke for at have skabt en pornobølge, som har ført til »promiskuøs levevis« og voldtægter i storbyerne.
Mange mullaher er urolige og hævder, at profeten Muhammed allerede for 1.420 år siden advarede om netop aids.
En ældre mand læser højt af et af profetversene: »Hvis menneskeheden hengiver sig til forbudt sex, så vil den komme til at skue mystiske sygdomme, hvis lægdom er ukendt for alle...«
Det første aids-tilfælde i Pakistan blev registreret i 1987, og der var, sagde alle dengang, tale om »en udenlandsk virus«. Først fem år senere fandtes en smittekilde på nær hold, da det kom frem at 90 procent af de hiv-positive i Den Nordvestlige Grænseprovins, viste sig at have arbejdet som kontraktansatte i Golf-landene.
»Vi bildte os alt for længe ind, at vi stod uden for og ikke kunne blive ramt,« siger dr. Kamran Mas-soud, tidligere chef for den nationale aids-komité. Myndighederne har altid nægtet, at der fandtes prostitution, homoseksuel sex og skørlevned i landet, eftersom alt dette er forbudt både i almindelig lov og efter islam.
Med 80 procent af den 140 millioner store befolkning boende i landistrikterne og 70 procent af dem analfabeter, står myndighederne over for et gigantisk informationsarbejde. På grund af de officielle løgne er de fra starten blevet tvunget til at arbejde med og gennem forskellige NGOer og velgørenhedsorganisationer.
»Vi er nødt til at bruge de religiøse autoriteter, fordi folk lytter til mullaherne,« siger professor Fazal Ahmad på Khyber Medical College.
»Men vi er også nødt til gradvis at gøre det af med alle fordommene.«
Profeten Muhammad var en af sin tids store humanister, og islam var længe en progressiv normgiver. Koranen indeholder intet, som kan retfærdiggøre den diskrimination af kvinder, der er opstået i århundrenes løb. Den beskyttende rolle, som manden fik tildelt, blev givet ham i tider med krig og hærgningstogter, hvor mænd var tvungettil fysisk at forsvare deres kvinder.
Den strenge opdeling mellem kønnene opstod i løbet af 800-tallet, da brug af slør og chador spredte sig fra Persien og Byzans. Den folkelige kultur, som før var nærmest usømmelig, blev udviklet til en mandsdomineret kultur. Opdelingen i mandligt og kvindeligt var total frem til 1920'erne, da en kvindebevægelse blev dannet i Egypten, og Kemal Atatürk indledte reformer i Tyrkiet.
Historisk set har kvinden i mange islamiske samfund en stærkere røst i dag end i de 1.200 forudgående år.
Aids-epidemien kan blive en trussel mod kvindebevægelsen og de mere moderne kvinder, og den kan øge den sociale isolering for mange andre.
Mange religiøse ledere i Pakistan slår til lyd for, at purdah og burkha er det bedste våben imod aids. De kræver »udryddelse af al illegal sex« og streng efterlevelse af sharia.
Vil en øget islamisering fungere som middel mod aids?
»Hvis blot vi renser vore sjæle, vil aids ikke blive noget problem,« sagde Maualana Niazi, tidligere minister for religiøse anliggender, for nylig.
Han er en varm fortaler for »kontrol af de seksulle drifter« og øget anvendelse af hudood og zina, dvs. love mod ægteskabsbrud, som medfører stokkeprygl eller stening til døde. Kernen i aidsspørgsmålet er, mener han, »lovløshed, som udmunder i perversiteter«. I sin kampagne for renfærdig levevis henvender han sig først og fremmest til kvinder. Han citerer Koranen, som siger, at kvinder »ikke må stille deres skønhed og attributter til skue« og til profetens ord om, at »øjne begår voldtægt, og deres voldtægt er i blikket«.
Kvindelig hud, utildækkede lægge, arme eller hals påstås at have en ophidsende effekt på mænd, som dermed anses for konstant at være udsat for fristelser. Mændene er undskyldt på grund af deres manglende evner til selvkontrol, men må derfor også på det nærmeste befris for at tage ansvaret for deres egen seksualitet. Det påhviler derfor kvinder at klæde sig på ikke udfordrende vis for at beskytte både sig selv og mændene.
Afghanistans talebanere gjorde først og fremmest burkhatvangen lovpligtig for at beskytte
deres egne mænd og krigere imod fristelser.
Men selv om fundamentalisterne således prøver at kuppe aids-kampagnen for at udnytte den til sine egne målsætninger, er mullahernes rolle uomgængelig og vigtig.
»Hvis vi ikke har dem med os, har vi dem imod os,« mener Kamran Massoud. »Mullaherne har længe givet informationer om sundhedsproblemer i moskeerne, og med tiden kan de også blive nødt til at indse, at sex-undervisning også er vigtig.«
Ikke engang den radikale kvindebevægelse gør sig illusioner om forandringer. Retten til egen seksualitet er et uopnåeligt mål for de fleste. Håbet knyttes i første omgang til uddannelse og retten til almindelig skolegang.
»Vi må gøre klart for alle, at kvindernes modernisering ikke fører til mere udenomsægteskabelig sex, og at de, som har kundskaber, også bedre er i stand til at beskytte sig,« siger Fazal Ahmad.
Men hvem er da de hovedansvarlige for spredningen af hiv i islamiske samfund? Jeg stillede spørgsmålet ved et aids-sympo-
sium i Islamabad og vakte en vis forvirring blandt de deltagende mullaher.
Selvfølgelig, mente de, at begge parter i en seksuel akt har et lige stort ansvar. At manden skulle have et større ansvar, anså de for urimeligt. Men sådan er det. Det seksuelle betragtes i almindelighed som en mandlig forlystelse, og en kvinde kan ikke sige nej til sin ægtemage. Lav kvindestatus og mandschauvinisme er skæbnessvangre omdrejningspunkter i aids-problematikken. At opfordre til at bruge kondomer ses endvidere af mange som det samme som at opfordre til utugt.
Mullaherne i Pakistan er en broget forsamling. I modsætning til Irans lærde præsteskab er Sydasiens nærmest analfabeter og ukyndige selv i islams politiske filosofi. De fleste kommer fra en fattig baggrund, ser moskeen som deres eget domæne, skyr forandringer og er mere frygtede en respekterede. Ulemaerne de religiøst lærde er splittede af politisk magtspil, opportunisme og ambitioner.
Fundamentalisterne er en minoritet, men en højlydt sådan. I begyndelsen af 1980erne saboterede mullaherne det nationale familieplanlægningsprogram
ved en hadsk kampagne i moskeer og bazarer, og de har også modarbejdet bestræbelserne for at øge antallet af kvinder, der kan læse. Selv om skriftsteder fra Koranen nu anvendes i mange islamiske lande for at legitimere fødselskontrol, mener mange konservative muslimer stadig i lighed med
Vatikanet, at præventive metoder er indgriben i et guddommeligt system.
Nytænkningen i Iran, hvis folkemængde næsten er blevet fordoblet siden revolutionen, beror på, at præste-skabet er ved magten og dermed har muligheder for at visesig pragmatiske. I Pakistan er mullaherne derimod i opposition og føler det nødvendigt at gå imod fødselskontrol. Aids-truslen har måske nok svækket modstanden mod kondombrug, men ikke elimineret den. »Det er unaturligt at anvende kondomer i ægteskabet,« siger kritikerne. Selv veluddannede kvinder føler modvilje mod kondomer, eftersom brugen af dem er så stærkt sammenknyttet med illegal sex, at den ville få dem til at føle sig som prostituerede.
Frem til 1994 havde de æterbårne medier i Pakistan, der alle er statskontrollerede, forbud mod at omtale noget som helst, der var
relateret til sex. Gradvis er man begyndt med foredrag om kropshygiejne, dog inden for de religiøse begrænsningers foreskrevne rammer.
»Ofte bliver budskabet uforståeligt for almindelige mennesker, fordi det bliver fyldt med hentydninger og symboler,« siger Maleeha Lodhi, tidligere chefredaktør på avisen The News, nu ambassadør i Washington.
Til 1997 blev kondomer holdt uden for massemediekampagnerne, som i stedet advarede mod illegal og pervers sex og fremhævede ægteskabets dyd. Al tale om sikker sex afvises fortsat. »Sex er kun sikker i ægteskabet,« som det hedder i et læserbrev i avisen Dawn.
»At fortælle ungdommen og offentligheden om aids ved såkaldt sexundervisning er det samme som at give lektioner i, hvordan man udøver illegal sex uden at blive smittet af kønssygdomme og hiv. Sådanne programmer er udarbejdede for promiskuøse samfund og modvirker sine hensigter i en kultur som vores, hvor sex er strengt reguleret af moralske foreskrifter. Den virkelige trussel i
Pakistan er udenomsægteskabelig sex, og vi bereder vejen for sygdomme som aids, hvis vi giver afkald på religionen. Seksualundervisning fremmer skørlevned, vi må priotere rigtigt.«
Adgang til præventive midler ses som en menneskerettighed i den vestlige verden. Men i islam må personlig frihed knægtes i det omfang, den fører til adfærdsformer, som truer andres frihed og sikkerhed eller samfundet som sådan. Når det gælder aids, ses smitte som en fordømmelse og straf. De ramte anses for dadelværdige i deres levevis; de bærer åbenbart selv skylden og skal ikke nyde godt af nogen medlidenhed. Samme afskrækkende moment findes i abort-
loven, som fratager kvinder, som er blevet gravide i en udenoms-ægteskabelig relation, retten til abort. De skal tvinges til at føde deres barn og skammes ud til advarsel for andre.
I dag har kondomerne vundet så stort indpas, at sundhedsministeriet vover at informere om dem på tv, hvor rædslen for sex og alt sexrelateret ellers er stor. Men informationer om aids er begyndt at slippe ud. Gennem netværk af kompentente NGOer, byråd, gymnasier, højskoler, helseklinikker og endog moskeer spredes kundskaberne langsomt ud til byerne. Det sker samtidig med, at videobutikker og satellit-tv har overskredet de gamle grænser. Udbuddet af pornofilm er trængt ind i mange soveværelser, og fænomenet afspejler sig allerede i byerne, hvor de ældstes råd nu oftere og oftere konfronteres med kvinder, som søger skilsmisse og beretter om, hvordan de tvinges til se med på video og siden selv udsættes for samme unaturlige sex.
I mangel på formel seksualundervisning eksponeres den
pakistanske ungdom nu for den vestlige verdens afpersonifice-
rede, glamourøse eller rå videosex. Forældrene er ude af stand til at håndtere situationen, som skaber nye rædsler og nye tabuer.
»Den vulgære information, som spredes af de nye medier, kan kun imødegås gennem en afbalanceret seksualundervisning i skolerne,« mener dr. Tufail Mohammad.
»Viden og kundskaber forbereder ungdommen til voksenalderen og er nødvendig, hvis vi skal undgå total forvirring.«
Kønsadskillelsen er en af grundene til, at Pakistan trods puritansk moral har en stigende kommerciel sexhandel. En historisk ironi er, at flygtningekvinder fra Kabul udnytter burkhaens anonymitet til at sælge deres kroppe på gaderne i Peshawar.
En psykolog mener, at nationen lider af kollektiv sexnød.
»Drenge har ikke en chance for at møde piger på naturlig vis, før de gifter sig, og mange har derfor seksuelle relationer med en eller flere kammerater,« siger han.
Onani er også tabubelagt.
Problemerne er blevet forværret på grund af den omfattende eksport af mandlig arbejdskraft til Golf-landene, hvilket har ført til at brude-priserne er blevet fordoblet. Spørgsmålet er ømtåleligt. Til trods for, at sex mellem mænd er forbudt og officielt ikke eksisterer, så er det almindeligt forekommende. Homoseksuel sex er dybt rodfæstet i pashtunernes kultur, hvor mange poeter har skrevet digte og sange om ynglinges skønhed. Der findes også en gammel talemåde om, at »sex med kvinder har man for at skaffe sønner, sex med drenge har mange for lystens skyld.«
Kontraktarbejdet i Golf-landene indebærer, at en million paki-stanske og afghanske mænd lever adskilte fra deres familier i et-tre år og ofte tvinges ind i homoseksuelle relationer.
Kønssegregeringen har også ført til, at sexturismen fra Pakistan til Thailand er øget. Ikke engang mullaherne lever altid, som de lærer: For mange går 'illegal sex an, så længe det ikke bliver af-sløret. Mængden af tabuer omkring det seksuelle gør det svært for dem, der rammes af kønssygdomme eller hiv at opsøge læger. Mange infektioner forbliver ubehandlede, hvilket letter spredningen af hiv. Sex-tabuiseringen indebærer også, at myndighederne
reelt famler i blinde med hensyn til epidemiens sande omfang.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
*Bo Gunnarsson
Informations Asien-korrespondent. Han er bosat i Tokyo og har skrevet om
politiske og sociale forhold i Asien gennem mange år
