Prisen for et nyt organ

Donation
’Organdonor-kampagnen ’Livet som gave’ har været en succes’, har man kunnet læse. Er ’succes’ det rette ord i forbindelse med noget, der forudsætter, at et menneske rammes af en alvorlig ulykke med svære kvæstelser til følge?
Desuden er organer ikke reservedele, der kan rekvireres på forlangende. Dette indtryk får man i uhyggelig grad af ordlyden i en af rubrikkerne på tilmeldings-kuponen i Donorregistrets pjece: »Jeg giver hermed begrænset tilladelse til, at de organer, jeg har sat kryds ud for, kan anvendes til transplantation efter min død«.
»... efter min død«, står der – fejlagtigt – i erklæringen, for donor er jo netop ikke død, kun hjernedød. Om begrebet ’hjernedød’ har pjecen denne manipulerende forklaring: »Patienten ligger i respirator og kan derfor se levende ud«. Hvordan kan en patient »se levende ud« – uden at være det?
Som en pårørende udtrykte det: »Han var levende og varm. Det var det, der gjorde det så ubegribelig svært at tage afsked«.
Er det så sært, at organtransplantation er blevet kaldt ’afgrundens rædsel’?
Mon de, der taler med så megen varme for et ja til organdonation og med så stor harme imod et nej, virkelig ikke har følelse og fantasi til at forestille sig, hvordan det f.eks. må være for forældre, der brat bliver kaldt til sygehuset for at tage afsked med deres hårdt kvæstede – men levende – 18-årige søn, fordi han som gymnasieelev har ladet sig overtale af en biologilærer med forbindelse til lægeverdenen til at melde sig som organdonor og derfor havde donorkortet på sig, da han blev kørt ned, måske af en spritbilist. Samme spritbilist kan have drukket sig en skrumpelever til, men mener ikke desto mindre at have krav på en ny og har udelukkende med den bagtanke sagt ja til organdonation.
Den pris skal ikke betales af sagesløse, unge trafikofre, som har skrevet under på, at deres organer måtte anvendes til transplantation – efter deres død. Man har ikke blot fortiet sandheden, men løjet for dem. Fork. af red.