Læsetid: 4 min.

Sandheden om Den Kolde Krig

Er krig en slags erstatning for humanisme?
Debat
9. oktober 2002

Opgør om fortid
Den Kolde Krig er igen brudt ud, og sandheden er igen det første offer. Koldkrigen angik dengang og angår stadig de politiske holdninger. Sandheden om de politiske holdninger må bestå i at påvise, om de politiske ideer er overholdt. Fra det ene tidehverv til det næste har både venstre- og højrefløjen forsøgt at hævde egne politiske ideer for at løse de praktiske opgaver og altså forsøgt at holde sig på sandhedens dydige vej.
Tilsyneladende har mange senere dannet sig en historisk mening og leveret grundige analyser for at undersøge begrebet ’sandhed’ i lyset af den tids ’kolde krig’. Men næsten alle binder venstrefløjens partier, og ofte kun dem, op på et udenrigspolitisk tilhørsforhold, hvilket også er politik, og til trods for, at flertallet af venstrefløjens vælgere antageligt begrunder deres stillingtagen med en personlig erkendelse af samfundets fattigdom og ulighed og med solidariteten med de undertrykte for at skaffe dem frihed. Spørgsmålet er derfor, hvorfor historikere og historisk interesserede jævnligt udelader en så betydende del af helheden og fortsætter med at tale om ’sandheden’, eller hvilken ’sandhed’ en fremstilling beskriver, når dele af helheden er løftet ud af det politiske idegrundlag, eller om ’sandheden om Den Kolde Krig’, sådan som jeg ser den, blot er er et led i højrefløjens aktualitet.
Politik er politik, og alligevel falbydes på tværs af fløjene programmer på det individualistiske og populistiske stemmemarked. Måske var koldkrigen gemt, men altså ikke glemt, da højrekræfter lukkede op for fortidens gemmer i et angreb på venstrefløjen over en bred front.
Igen må folk fra dengang stå skoleret for en sandhedskomite, men med hvilken ret? Som om det ikke var nok i kølvandet på krigen at skulle forhøres om deltagelsen i sabotagehandlinger, nærmest husundersøges og for tid og evighed noteres i den sorte bog, parat til en ny omgang spidsrod.
En sådan ven, endnu tre år senere mærket deraf, har jeg, mens jeg næppe selv hører til de udvalgte i søgelyset af sandhedens klare registrant, men jeg har en usvækket erindring om, at forbindelsen mellem modstandsgrupper af vidt forskellig observans trods alt fungerede i den fælles sags tjeneste og dengang medvirkede til min redning.
I gemmerne tror højrekræfter at finde ’sandheden’ eller som det siges, »at afdække, hvad der virkelig foregik i Danmark«.

Krig er krig
Som bekendt fandtes blandt modstandsfolk dem, der ikke ville anerkende venstrefløjens indsats og bagefter levere sin del af ammunitionen til Den Kolde Krig. Nok var vi ’virkelig’ imponeret over Eisenhowers soldater, måske taknemmelige over Marshalls hjælp eller selvhjælp, men vi kan vel huske de enorme forhåbninger, som meldingerne om den tyske tilbagetrækning på østfronten vækkede.
Krig er krig, og man skulle tro, at enhver forstår de kaotiske tilstande af lovløshed og enhver tænkelig vandalisme. Hvorfor kalde modstandens handlinger for kriminalitet og mord eller fordømme krigens selv- og voldtægt, når man ikke selv kunne overleve af at slå ihjel uden at knytte i råhed og desperat adfærd. Tror vi, at krig er en slags erstatning for humanisme, eller at den ikke mere kan gentage sig? Jeg tror til gengæld, at grunden til, at højrekræfter i dag kalder et svundet opgør til genmæle, er et forsøg på at erklære marxister og kommunister for stalinister, en bekvem betegnelse for samfundsskadelige individer.
En ny angrebsform over for venstrefløjen er den krigserklæring, som store dele af kirken, for år tilbage og forståeligt nok, rettede mod kommunismen. De nye koldkrigere fra ultimative kirkekredse anholder de slemme socialister for mangel på historisk, dvs. kirkehistorisk, indsigt.
Nogle af os er end ikke bærere af gudsbegreber og har ikke tegnet medlemsskab af en religiøs bevægelse eller et trossamfund, men har alligevel en mening om for- og fremtid. Vores største brøde beror på, at vi åbenbart som en art bekendelse retter troen imod andre og har et samvittighedsforhold til naturen, kan optræde samfundsradikalt og anerkender menneskerettighederne. Jeg forstår et så radikalt angreb som en blanding af højrekræfter og trosfundamentalisme, en nedfrossen krig og en farlig cocktail i politik, som man skulle tro både gemt og glemt og ikke under optøning.
’Sandheden om Den Kolde Krig’ er et spørgsmål om politik, for nogle den rette politik, og i sig selv en kold krig, der foregår her og nu og handler om, hvornår vi opnår et internationalt samarbejde.
Derfor er sandheden også, at man ikke i ly af terror tilslutter sig Washingtons ultrakonservative og militaristiske nuimperialisme, en fejl- og følgagtig politik, som nogle kritikere engang rettede imod Moskva. Krigspolitik åbner for kulsort diplomati og en landsskadelig virksomhed. Set med sociale øjne er følgerne forudsigelige, sålænge kursen er lagt støt og stik terror. Mon tiden snart er inde til at blive ven med sine fjender? For humanismen er krigens sikre offer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her