Læsetid: 2 min.

Sejr for imamerne

Det Radikale Venstre i København har begået en alvorlig politisk bommert
2. oktober 2002

Sharia-love
Forleden skrev David Trads i en leder det fornuftigste der i nyere tid har stået i Information om islam. Trads gik i rette med Sherin Khankan. Fra Grøndahl over Tudvad til Sheikh er man nu gået i rette med samme leder og Det Radikale Venstre. Sidstnævnte har ladet Sherin Khankan slippe for at bakke op om en resolution, der bar overskriften ’Nej til Sharia-lovgivning’. Sharia betyder egentlig ’sporet til kilden’ og er funderet i Koranen, islams hellige bog samt sunna, der forstås som profeten Muhammeds levevis og er dokumenteret i hadith-litteraturen, de overleverede meddelelser om, hvad profeten gjorde og sagde.
Sharia beror i det væsentligste på fire lovskoler inden for sunni-islam og betragtes som en guddommelig og endelig vejledning om, hvordan samfundet skal indrettes. Sharia giver bestemmelser om ethvert af tilværelsens aspekter, fra hovedbeklædning til krigsførelse, banketik og ytringsfrihed, ægteskab, skilsmisse og strafferet.

Kvindebegrænsende
Sharia begrænser kvinders liv fra fødsel til død og gør det vanskeligt for dem at opnå skilsmisse. Straffeloven muliggør straffe som stening, håndsafhuggelse m.m. Stening nævnes ikke i Koranen, men fremgår af hadith.
Khankan og hendes støtter påstår, at sharia betyder vejledning for hvordan man skal leve sit liv. Men resolutionen pinder jo netop ud, at der henvises til sharia-lovgivning. Altså en afstandtagen til, at islamisk lov skal infiltrere det felt af tilværelsen, der i et demokrati reguleres af verdslig lovgivning. Det mærkværdige er her, at andre muslimer dog opfatter sharia-lovgivning som et fast system inden for islam, som der kan tages stilling til. Nogle eksempler: Den landflygtige sudanesiske professor Abdullahi Ahmed Na’im ønsker sharia ændret på tre punkter: Hvad angår shariaens bestemmelser for ikke-muslimer, frafaldne muslimer og kvinders rettigheder. Andre har afvist sharia fuldstændigt.
Faruq Fouda, den modige egyptiske advokat og essayist, der blev myrdet af islamisterne i begyndelsen af 90’erne, ønskede ikke at fortabe sig i teologiske diskussioner og udgav et lille skrift: Nej til Sharia. I Sudan i 1985 protesterede muslimer mod diktatoren Nimeiri, der ønskede et fuldt islamiseret samfund. Statsansatte, husmødre, studerende m.fl. marcherede gennem hovedstaden Khartoum under slagordet: Ned med Sharia’en. Den syrisk-tyske forsker Bassam Tibi, der opfatter sig som muslim, siger konsekvent nej til sharia. Han har aldrig sagt nej til islam som sådan.

Hvorfor sagde hun nej?
Ingen var ude på at forlange at Khankan skal undsige sig sin tro. At have stemt for resolutionen ville ikke have forhindret Khankan i at have et spirituelt liv og følge islams forskrifter om bøn m.m. Det ved Khankan godt. Så hvorfor sagde hun nej? Var det et ønske om ikke at lægge sig ud med de imamer og sharia-tilhængere som Abu Laban, Wahid Pedersen m.fl., som Kritiske Muslimer i disse tider forsøger tilnærmelser til? Er det fordi dele af islam ikke under nogen omstændigheder må kritiseres? Det Radikale Venstre i København begik en alvorlig politisk bommert ved ikke at bede Khankan trække sig som folketingskandidat. Det var imamerne og anti-demokraterne, der vandt en sejr forleden i Vartov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu