Kronik

Stof til drømme

Da mændene forlod tekstilernes verden, skete der et statustab af rang... Om den gamle kunst at væve ’pisseblåt’
30. oktober 2002

Kronikken
Eftertiden vil huske Bjørn Nørgaard for Dronningens gobeliner, men næppe de mange håndværkere, der muliggjorde dette projekt. Den samlede arbejdsindsats er opgjort til cirka 300 ’mandår’, og det røber, at vævning er et langsomt og fremmed medie i vor tid. Det er sjældent, at tekstilkunsten formår at trænge ud til en bredere offentlighed – i nyere tid er det faktisk kun sket med netop gobelinerne.
Tekstilkunsten har dog mange flere strenge at slå på end gobelinkunsten, men disse former er marginaliserede i dag.
Sådan har det bare ikke altid været. Tekstiler har været samfundets virkelige statussymboler, og nogle få eksempler kan illustrere dette. I Lønne i Vestjylland fandt man omkring 1970 i en grav fra romersk jernalder så mange fragmenter af en kvindedragt, at man kunne rekonstruere den. En fornem dragt i røde og blå farver, i datiden kostbare farvestoffer som måtte importeres. Gravfund fra Peru og Ægypten røber ligeledes, at dragter var fornemt kunsthåndværk i oldtiden.
I 17-1800-årenens danske bondesamfund var de fyldte udstyrskister et udtryk for ens formåen, og i skifteoptegnelserne blev dragter værdisat højt. En udstyrskiste med komplet garderobe og sengeudstyr var den medgift, som man forventede, at den unge pige eller mand kunne stille med. Bondesamfundets produktion af tekstiler var en kombination af kvinders husflid i hjemmet samt lokale håndværkeres kunnen.
Og der var mange af dem. I 1840 var der 12.547 vævere i Danmark, og de 11.213 boede på landet. I dag er de ukendte, men vi kan roligt gå ud fra, at størsteparten var mænd, på Stevns var eksempelvis 85 procent af de registrerede vævere mænd.
De arbejder, som landbokvinderne og landsbyhåndværkerne skabte i forening, var både brugskunst og statussymboler. Eftertiden har kaldt disse tekstiler for folkekunst, fordi ophavsmænd og –kvinder hurtigt forsvandt i glemsel. I nyere tid har funktionalismen for øvrigt trukket mange æstetiske veksler på denne folkekunst.
En parallel til Dronningens gobeliner – i hvert fald hvad fremstillingsprocessen angår – er den serie kongetapeter, som maleren Hans Knieper fremstillede i 1580’erne på opfordring fra Frederik den Anden. Tapeterne blev vævet i Helsingør, men både vævere og farvere rejste hertil fra Antwerpen. Og de var mænd, for siden den tidlige middelalder havde mænd været beskæftiget som farvere, vævere, perlestikkere og skræddere, idet fagene havde høj status.
Men dette ændres under Europas gryende industrialisering. I takt med at de tekstile håndværksfag forsvandt, forsvandt også den mandlige håndværker. I den voksende tekstilindustri ansatte man derimod kvinder i stort tal, ligesom andet tekstilt arbejde reduceredes til kvindelig husflid i hjemmet.

Da mændene forlod tekstilernes verden, skete der et statustab af rang. Hvad er årsag, og hvad er virkning? Med en feministisk synsvinkel ville man sige, at et samfunds tekstilproduktion på et givent tidspunkt anses for mindre betydningsfuld, den kan derfor overtages af kvinder, hvorefter den vil tabe yderligere terræn!
De få eksempler, jeg har valgt, viser at vore historiske tekstiler er et resultat af flere, ofte anonyme menneskers indsats. Fokuseringen på kunstneren som individ er stort set et ukendt begreb i forhold til den historiske tekstilkunst. Tekstilkunstneren får først et ansigt – som regel et kvindeansigt – når vi kommer ind i 1900-tallet, og det bliver først for alvor tydeligt efter 1960.
Traditionelt har tekstiler ikke kun været æstetiske objekter, de havde nogle klart definerede brugsformål, eksempelvis var gobelinerne både isolerende og lyddæmpende. I dag kan tekstilkunsten også have disse brugsformål, men det er ikke sikkert. Måske har den intet formål ud over at være til.
Tekstilkunsten kan springe af mange kilder, dels de to historiske former som er nævnt her, men den kan også udspringe af materialets muligheder og i stedet relatere til samtidens maleri, skulptur og installationskunst.
I det tidlige forår udstillede ni danske tekstilkunstnere på Sophienholm i Lyngby, og i udstillingskataloget skrev Annette Holdensen: »Væven var det værktøj en stor gruppe kvinder greb til i 60’erne og 70’erne, da de ville være kunstnere på lige fod med mændene. Det tekstile lå i opdragelse og vaner, vi greb det, vi stod med i hænderne, eller var blevet påduttet af håndarbejdslærere og bedstemødre, omformede vor kvindelige arv til billeder og indtog Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs Forårsudstillinger. Nogle kom direkte hjemme fra køkkenet, andre via en solid uddannelse fra kunsthåndværkerskolerne.«
Mere præcist kan det ikke siges, men siden har mange forladt væven, måske fordi de intuitivt fornemmede, at man kun kunne være kunstner på lige fod med mændene, hvis man valgte de samme materialer som dem.
Men andre holder fast. Hvorfor? Jeg er selv væver og er skolet af både bedstemødre og kunsthåndværkerskole. Jeg er stolt af min arv, og fordi jeg har denne historiske forankring, ville det være utænkeligt for mig, at udtrykke mig i et andet materiale end tekstil.

Men vælger man dette materiale, skal man vide, at vejen er brolagt med forhindringer, og det havde jeg næppe gjort mig klart, da jeg forlod kunsthåndværkerskolen for snart 20 år siden. Tekstilers generelt lave status i vores samfund medfører, at de fleste mennesker i dag er meget fremmedgjorte overfor tekstile håndværksprocesser ( – måske var det på tide med lidt flere håndarbejdstimer i folkeskolen?), og de kan slet ikke forholde sig til det høje prisniveau, idet tekstilkunsten også lider under, at den skal sammenlignes med billige, importerede fabriksvarer.
Og så tager det tid at væve – igen har man tiden imod sig, for alting skal gå hurtigt nu. De sene arbejdsprocesser betyder, at man heller ikke kan være så udstillingsaktiv som de kunstnere, der har valgt andre materialer. Udstiller man tekstiler, er det heller ikke det, der fanger hverken kunstanmeldere eller den brede offentlighed.
Hvorfor så fortsætte med denne marginaliserede kunstform, hvori består fascinationen, hvad er det særlige som tekstilkunsten kan?
Tekstil er nærvær – husk, vi bærer alle tekstil på kroppen. Tekstil er sanselighed, det er at være tæt på altings begyndelse – det levende fårs uld, hørplanten i jorden. En spole hørgarn i hånden, én følelse, én associationsrække – en spole silkegarn i hånden, en anden følelse og en anden associationsrække.
Tekstilkunsten kan være flugt, drøm, selvrealisering – eller et rum for erkendelse. Mange betydningsfulde erkendelser om verden og mig selv, har jeg gjort i arbejdet ved væven, idet vævning og erkendelse nærmest indgår i et dialektisk forhold, der til stadighed skaber nye indsigter. Men mine arbejder skulle også gerne sætte noget i gang hos andre, resultere i tanker, der relaterer til samfund og håndværk, historie og nutid.

Det er ingen hemmelighed, at tekstilkunstens forudsætning er det gode håndværk, og håndværket er trængt i dag. Det kan kun bevares, hvis det fortsat bruges, udvikles og udfordres. Derfor er jeg i stigende grad begyndt at bruge gamle og stort set glemte metoder i mine arbejder.
En af dem er at farve potteblåt eller pisblåt, dvs. indigofarvning ved hjælp af urin. Metoden har jeg lært af 97-årige Ingeborg Mule Henningsen, som i dag bor på plejehjem. Jeg har eksperimenteret videre med metoden, og kan lokke noget andet ud af den, end hun kunne.
I Danmark er der farvet potteblåt siden romersk jernalder, men havde jeg ikke lært metoden i tide, var dens praksis gået i glemmebogen. Nu kan jeg dele min viden om metoden med andre, og jeg kan lade den være en del af min æstetiske praksis.
Samtidig oplever jeg, at min brug af denne farvemetode er en god måde at komme i dialog med folk på. Kan tekstilkunsten sætte en samtale i gang om håndværk og erkendelse, har den fået så vigtig en funktion, at alle andre brugskrav må være mindre væsentlige.

Kunsten består altså bl.a. i at henvise til håndværket, da dette er så godt som fraværende i dagens samfund. Jeg kan tit føle mig som den sidste bødker eller den sidste karetmager, også selvom mit mål er at bruge det gamle til at fortælle noget nyt med. Tekstilkunsten er marginaliseret og overset, men den har en mission.
Det må selv en kulturminister kunne forstå!

*Susanne Nielsen væver og deltager på UNIKA, en vandreudstilling arrangeret af Det Danske Kulturinstitut. Udstillingen turnerer i øjeblikket i Polen. Fra på søndag 27. oktober desuden udstiller på ’Pejling af en ny tid’, Toldboden, Kerteminde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu