Kunst skal kunne betale sig, mener kulturminister Brian Mikkelsen. Han lægger derfor i sit udspil til ny aftale for kunstuddannelserne op til såkaldt øget erhvervsorientering. Kunstnere skal i deres studietid knytte forbindelser med erhvervslivet, og derved stifte bekendtskab med den logik, der her hersker: rentabilitetens logik, det profitables logik. Det skal kunne betale sig at være kunstner.
Allerede tidligt efter sin tiltrædelse som kulturminister forklarede Brian Mikkelsen, at kunstnere ville få større selvværd, hvis de kunne tjene deres egne penge frem for at få støtte fra diverse fonde og lignende. I sig selv er der naturligvis intet galt i kontakter mellem kunstnere og erhvervsliv. Der er masser af historiske såvel som aktuelle eksempler på, at sådanne kontakter kan være endog særdeles frugtbare.
Det foruroligende i ministerens planer er snarere selve grundholdningen til kunsten. Alle, der kender blot det mindste til kunst, ved at kunst ikke kan betale sig og at det bl.a. er heri dens kvalitet består.
Ganske vist kan nogle kunstnere sælge deres værker, men det er ikke, fordi kunsten kan betale sig, men derimod fordi mange mennesker er parate til at betale for det grundlæggende ubetalelige, som kunst er. Men folk er kun villige til at betale, netop fordi kunsten er ubetalelig, fordi den befinder sig hinsides den logik, som andre varer er omfattet af.
Kunst er ligesom politik
Det, kunsten demonstrerer, og som efterhånden er sjældent i vores kultur, er, at noget som ikke kan betale sig, kan have en værdi. I den forstand minder kunst lidt om politik det demokratiske samfunds politik.
Kan politik i grunden betale sig, kunne man spørge. Er det ikke dyrt for samfundet at have alle disse politikere siddende og diskutere og forhandle endeløst og ofte nyttesløst? Ville det ikke bedre kunne betale sig, sådan helt rationelt, at lade én person bestemme og så spare de uproduktive diskussioner og debatter?
Ganske vist ser det i ubehagelig grad ud som om, denne type ideer kun trives alt for godt i den nuværende regering med dens utallige bidrag til indskrænkningen af demokratiet, men de færreste er vel være uenige i, at noget umisteligt ville gå tabt, hvis vi afskaffede den politiske diskussion, for den bevidner trods alt en vilje til kommunikation på tværs af forskelle, uenigheder og omverdensopfattelser. Muligvis er den langsom og besværlig, muligvis er den dyr i drift, men den giver et andet afkast – hvis vi absolut skal tale i økonomiske termer.
Kunsten betegner på lignende vis et uforløst mellemværende med verden, en bestræbelse på at give form i alle de betydninger, sådanne formgivninger kan tænkes. Dens ærinde er ikke økonomisk gevinst.
Kunst er en måde at erkende verden på, en måde at forholde sig til verden på, en måde at få hold på verden på. Ligesom politik som den i øvrigt ikke nødvendigvis deler så meget med er der ikke noget produkt, noget definitivt resultat, fordi det snarere handler om en proces, en stadig baksen med tingene, en evig forhandlingsrunde.
Derfor bliver kunstnere ved med at lave værker. De bliver aldrig færdige. Ikke fordi det kan betale sig, men fordi kunsten er en måde at stå i relation til verden på, en måde at kommunikere på.
Købmandslogik i kunst
Kunstnerisk værdi er således ikke først og fremmest den, som købmandslogikken hæfter sig ved, prisen på en Van Gogh, f.eks. Kunst kan også antage sådan en form for håndgribelig værdi, men det er et sekundært aspekt. Kunstens primære værdi handler ikke om, at værker er dyrebare genstande, men derimod om, at værker udgør en slags depoter for erfaringer og erkendelser.
Kunst er i stand til at iværksætte refleksioner, at skabe følelser, at etablere et fælles erfaringsrum. Den er en slags dialog, en samtaleform, der føres via en lang række potentielle medier.
Hvis kunst ikke kan betale sig, hvad skal vi så med den? Er den ikke elitær, luksuriøs og unyttig og desuden fuld-stændig ubegribelig for langt de fleste mennesker? Det er den sikkert. Men den er måske netop værd at bevare p.g.a. sin besværlige karakter.
Måske skal vi netop noget med den, fordi den ikke kan betale sig, fordi den ikke tager del i kulturens øvrige store udsalg. Fordi den er noget andet end en vare, der kan sælges og trækkes fra. Skal den kulturelle darwinisme herske og de højt besungne frie markedskræfter bestemme, så bliver der ingen kunst tilbage.
Ganske vist kan kunsten ikke betale sig, men mon ikke den, så at sige, bærer lønnen i sig selv? Måske bliver vi ikke som samfund rige af kunsten, men ville vi ikke for alvor være fattige uden den? Fint nok med samarbejder mellem erhvervsliv og kunstnere, men ville det ikke være dejligt, hvis udgangspunktet var, at erhvervslivet kunne lære noget af kunsten og ikke omvendt?
Hvis ideen var at lære erhvervslivet, hvilke kvaliteter der kan være i, at noget ikke kan betale sig, så bifaldt jeg gerne. Men desværre handler det vist udelukkende om det omvendte at lære kunstnerne noget købmandslogik.
