Læsetid: 4 min.

En afrikansk Goebbels

Den zimbabwiske informationsmini-ster krydrer sin statspropaganda med løgne og forvanskninger
13. november 2002

International
Husker De Joseph Goebbels, Nazitysklands berygtede propagandaminister? En nutidig kopi af hin historiske løgner er dukket op i Zimbabwe under navnet Jonathan Moyo, informationsminister i præsident Robert Mugabes regering.
Moyo har perfektioneret misinformationens kunst i en sådan grad, at de statskontrollerede aviser og ZBC, Zimbabwes stats-tv og statsradio, er blevet reduceret til intet andet end statslige propagandaredskaber, som Moyo hver dag i bogstaveligste forstand redigerer via fjernkontrol fra sit kontor. Den sovjetiske avis Pravda, der var sin tids fremmeste organ til propagandistisk forvrængning, kommer i løgnens disciplin slet ikke op på siden af The Herald, flagskibet i det statsejede medieselskab, Zimbabwe Newspapers.
Det, som gør Moyos pro-paganda så skadelig, er især, at den dag ud og dag ind som topprioritet har at dæmonisere Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), Zimbabwes berømte oppositionsparti, og dennes ledelse. Blandt de fleste oplyste zimbabwere ses MDC som eneste håb for fremtiden.
Gud ske tak og lov, at Zimbabwe endnu har en enkelt stor privat ejet avis, The Daily News, tilbage, som gør sit bedste for at levere et modspil til statspropagandaen ved at informere zimbabwerne om det, som virkelig foregår i deres land.
Det er velkendt, at præsident Mugabe og hans regerende Zanu PF-parti bærer ansvaret for den økonomiske og politiske elendighed, som landet befinder sig i. Alligevel fremstilles Mugabe i de statskontrollerede medier altid som en helteskikkelse, der har befriet sit land fra kolonialismen svøbe, og som fortsat er den ædle ridder i bekæmpelsen af neokolonialismen.

Konsekvent fejlciteret
Hvad oppositionslederen Morgan Tsvangirai angår, bliver han ikke blot dagligt fejlciteret i statsmedierne. Han fremstilles desuden konsekvent som en marionet for Vesten, der vil skrue historien tilbage til tiden fra før befrielsen og give landbrugsjorden tilbage til den hvide minoritet af storfarmere. Hans egentlige forbrydelse består blot i, at han har vovet at udfordre Mugabes diktatoriske styre og kaotiske jordreformprogram.
Tsvangirai er for øjeblikket ved at føre retssag imod den statskontrollerede The Herald og ZBC, som han har anklaget for bevidst at fejlcitere ham og nægte ham retten til at korrigere dette. Da Tsvangirai for nylig holdt en offentlig tale om jordspørgsmålet, sagde han, at Mugabes kaotiske reformprogram ikke gav zimbabwerne andet valg end at blive »stenalderlige ådselsædere«, fordi programmet uundgåeligt ville resultere i alvorlige mangler på mad.
Imidlertid blev hans udtalelse i både The Herald og ZBC forvansket, så at det nu fremstod, som om Tsvangirai havde sagt, at alle de zimbabwere, der skulle genbosættes efter jordreformprogrammet, var »ådselsædende stenaldermennesker.«
Der er ingen tvivl om, at begge medieinstitutioner har fået pålæg fra informa-
tionsministeren om at fejlcitere Zimbabwes oppositionsleder. Beklageligvis er ZBC den eneste tv- og radiostation i landet, og den når ud til et langt større antal mennesker end andre medier, da aviserne stort set ikke har læsere i landdistrikterne.

Tilfældet Jongwe
I juli i år, da den tidligere MDC-talsmand og parlamentsmedlem Learnmore Jongwe blev arresteret og sigtet for at have myrdet sin kone, kunne minister Moyo fejre en personlig festdag, da han i en tale til nationen fortalte, hvordan mordet på Jongwes kone havde afsløret »de voldelige tilbøjeligheder« i MDC’s ledelse. Det var en sand hævnens time for Moyo, som i en livedebat i tv op til parlamentsvalget i 2000 var blevet sat totalt til vægs af en verbalt overlegen Jongwe.
Moyos tilsvining af Jongwe udløste en strøm af vrede læserbreve i de privatejede medier. Jongwe døde senere i varetægstfængsel under mystiske omstændigheder efter at være blevet nægtet kaution af højesteret. Moyo greb straks chancen og påstod, at MDC’s ledelse »var skyld i Jongwes død«. Moyo hævdede, at MDC’s ledelse havde svigtet Jongwe i fængslet, hvad der havde resulteret i, at han var blevet ramt af en »dyb depression, der havde ført til hans død«.

Mugabes yndlingselev
Selv om Moyos propagandabedrifter kan tage sig latterlige og harmløse ud set ud fra en overfladisk betragtning, har informationsministeren ikke desto mindre formået at skade oppositionen i MDC betydeligt – især i landdistrikterne, blandt hvis overvejende analfabetiske befolkning statsradioen er eneste informationskilde. Aviser distribueres stort set ikke her, og oppositionsavisen The Daily News er simpelt hen blevet forbudt i Zanu PF’s landlige højborge.
I stedet bombarderes landboerne med propaganda, der priser regeringspartiet og dettes jordreformprogram og samtidig beskylder MDC for fødevaremanglen og alle de andre ulykker, der har ramt Zimbawbe i de senere år. De seneste suppleringsvalg viser, at Moyos propaganda har gjort sin virkning og udrettet mirakler for Zanu PF.
Af de fire suppleringsvalg, der har været afholdt i landdistrikter, har Zanu PF vundet dem alle – to mandater blev genvalgt og to erobret fra MDC. Analytikere har tilskrevet Moyos propaganda denne succes, der har øget regeringspartiets flertal i parlamentet.
Det står tilbage at se, hvor effektiv Moyos propaganda vil være i byområderne, når det mandat, der er blevet efterladt ledigt efter Jongwes død, i nær fremtid kommer på genvalg.
Der er ingen tvivl om, at Moyo, der ikke er valgt, men udpeget af Mugabe, ikke vil lade nogen sten forblive uvendt i sine bestræbelser på at sikre sin position som en Mugabes yndlingselever.

*Babington Maravanyika er zimbabwisk freelancejournalist

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu