Læsetid: 2 min.

Argumenterne styrkes

Hvis det er nok at argumentere ud fra egne interne logikker, så kan man diskutere privatbilisme med argumenter hentet i Det nye Testamente
Debat
25. november 2002

Titler
I en kommentar til Martin Ågerups artikler i Information argumenterer Niels I. Meyer (19. nov.) for, at Ågerup skal dokumentere sine kvalifikationer som ‘forsker’, hvis ikke titlen blot skal være ‘lånte fjer’. Det egentligt relevante her er imidlertid forholdet mellem argument og repræsentation, eller hvad der bliver sagt, og hvem der siger det.
Meyer mener, at Ågerup forsøger at afstive en angiveligt svag argumentation ved hjælp af en titel. Men dette argumentet er helt reversibelt: Meyer kunne i samme omfang selv mistænkes for at ville afstive svage mod-argumenter ved at henvise til manglende videnskabelig kredibilitet. Strategien rummer elementer af en særlig type klassekamp, hvori én klasse påkalder egne interne logikker for at gennemføre argumentet, i dette tilfælde med en særlig forskningskapital som motor.
Et andet eksempel kunne være, at undertegnede som folkekirkemedlem påkaldte sig indlysende sandheder fra Det nye Testamente i en diskussion om privatbilisme, men eftersom min opponent måske var buddhist eller
ateist, måtte vi hver for sig indramme vore implicitte antagelser i et slags fælles sprog, hvor menneskeværdighed, trafikdræbte og økologi kunne indgå.

Nye intellektuelle
Man vil indvende, at netop forskningen er et specielt område, hvori der faktisk forekommer en transport af overbevisningskraft fra felter, der ikke er helt identiske, til andre felter. Dette sker formentlig stadigt i et vist omfang. Niels I. Meyers kredibilitet kunne være ét eksempel herpå, mens casen Lomborg viser, at den ‘generelle intellektuelle’ ikke længere vises almen respekt:
Man overfører ikke Lomborgs uafviselige kapital fra universitetet til hans kapital som direktør i Center for Miljøvurdering.
Hertil siger man, at samfundet er ‘uddifferentieret’, og at de forskellige systemer ikke kommunikerer uformidlet med hinanden. Men set fra den anden side synes der, parallelt med at begrebet forskning har mistet en hel del af sin aura, at opstå forskning mange andre steder: Der etableres Corporate Universities, og i mindre skala kunne nævnes iværksættermiljøet Louiz på Holmen, hvor jeg for tiden laver feltarbejde, og hvor der forskes i, hvordan nye kulturelle iværksættere kan etablere sig.
Vidensproduktion var naturligvis aldrig universitetets eksklusive domæne på noget tidspunkt, hvilket dets korte og måske snart tilendebragte historie vidner om, men pointen er langtfra nogen tilbagevenden til de postmoderne, reaktionære slogans om alle tings lige gyldighed.
Pointen er, at dette miljø af flydende status kalder på en anden type intellektuel. Måske hvad filosoffen Michel Foucault kalder den ’specifikke intellektuelle’, hvis kredibilitet hviler på et engagement, der ikke nødvendigvis er sanktioneret af Staten. Foucaults skræmmeeksempel var Sartre, der førte sig frem som ’universel intellektuel’, med de konsekvenser det fik i retning af bl.a. statsterror.
Og i en tid, hvor Staten overalt antager despotiske skikkelser, hvor ministertitler synes at være subsumeret banal grådighed, og hvor beskyttelsen af ligeså grådige monopolvirksomheder synes at blive et spørgsmål om ‘nationens sikkerhed’, må alternativer oparbejdes. Når der går inflation i titler og ordner, kan vi ikke længere søge tilflugt i den institution, der udsteder dem, og vi må investere vores kapital i diskussioner, der tager udgangspunkt i det, der faktisk siges, fremfor i spekulationer over, hvem der taler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her