Med et ben i hver verdensdel

Tyrkiet
Valéry Giscard d’Estaings og Mogens Lykketofts er begge citeret for synspunktet om, at Tyrkiet ikke skal være medlem af EU. Den franske gaullist har blandt andet sagt, at ’Tyrkiet ikke er et europæisk land’ og anført, at en optagelse ville føre til en opløsning af EU og få andre lande i Nordafrika og Mellemøsten til også melde sig som ansøgere. For Mogens Lykketoft, der også har »svært ved at forestille« sig Tyrkiet i EU, handler det især om »forskelle i demokratisk tradition«.
Der er gode grunde til, at det vil være hensigtsmæssigt for begge parter, hvis Tyrkiet først om en årrække bliver medlem af EU. Uanset hvad vil en sådan proces i sig selv tage mange år, hvor der kan ske store udviklinger i forhold til situationen i dag. Det kan derfor undre, hvorfor de to politikere har udtalt sig, som de har – med mindre hensigten har været at provokere den nye, tyrkiske regering eller skaffe sig hjemlige vælgere. Timingen virker i hvert besynderlig – næsten lige så besynderlig som argumenterne. Det er rigtigt, at en stor del af Tyrkiet ligger uden for Europa, hvis man anvender de konventionelle, geografiske kriterier. Men der ligger også noget af Tyrkiet inden for Europa – så Tyrkiet er både et europæisk og et asiatisk land.
Allerede i 1963 besluttede EF at gøre Tyrkiet til associeret medlemsland. På EU’s Helsinki-topmødet i 1999 blev fortolkningen af, at Tyrkiet også er et europæisk land, selv om det ikke udelukkende er det, yderligere klargjort. At Tyrkiet fik status som kandidatland indebar, at Tyrkiet principielt anses for at være et europæisk land i geografisk betydning. Giscard d’Estaing burde kende EU’s tidligere beslutninger. Grækenland blev medlem af EF umiddelbart efter landets farvel til militærjuntaen. Portugal og Spanien blev medlemmer efter lang tid med diktatur i perioden efter Anden Verdenskrig – med det argument, at EF kunne støtte deres demokratisering i lyset af deres begrænsede demokratiske tradition. De baltiske lande, der i denne optagelsesrunde er stillet en optagelse i udsigt, havde autoritære regimer i størstedelen af deres første tid som selvstændige stater (i mellemkrigstiden), og siden var blev de annekteret af Sovjetunionen. Mogens Lykketoft har dermed ret i, at der er tale om betydelige forskelle i demokratisk tradition inden for EU, ansøgerlandene og Tyrkiet. Men ikke i, at forskellene i sig selv kan eller bør afgøre medlemskabsmuligheder.
Tyrkiet har bevæget sig fra Osmannerrigets kalifat over autoritær kemalisme til at være et temmelig demokratisk land. Ikke endnu i fuld overensstemmelse med EU’s Københavns-kriterier (for gode demokratiske standarder, der berettiger til optagelse), men med en noget længere demokratisk tradition end mange EU-lande. Militærets rolle er dog stadig for stor, og der er problemer på menneskerettighedsområdet.

Uheldige signaler
Man kan med fuldt ret hævde, at Tyrkiet ikke på nuværende tidspunkt lever op til EU’s standarder. Det er til gengæld betænkeligt at bruge argumentet om ’forskelle i demokratisk tradition’, og det er også betænkeligt ikke at ’kunne forestille sig’ Tyrkiet som medlemsland – i hvert fald af denne grund.
For det første er der en reformproces i gang i Tyrkiet, hvor parlamentet i august 2002 vedtog en reformpakke med blandt andet rettigheder til kurderne og afskaffelse af dødsstraf. Hvad nu, hvis reformprocessen fortsætter, og det lykkes at få reformerne til at virke i praksis? For det andet er der meget, der tyder på, at udsigten til et EU-medlemskab gennem tiden har bidraget til at presse reformer igennem i Tyrkiet og støtte reformvenlige kræfters arbejde.
Ved at udsende signaler om, at man ikke kan ’forestille sig’ Tyrkiet som medlemsland, ødelægger man gulerodseffekten og svækker reformvenlige kræfter i Tyrkiet. Tyrkiske politikere har naturligvis brugt dette argument i forhandlinger med EU – f.eks. Tancu Çiller i forhandlingerne op til vedtagelsen af toldunionen med Tyrkiet i 1995. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er reformvenlige kræfter i Tyrkiet, der har brug for et mål i deres daglige arbejde og nogle gode argumenter i debatten.
Den nye regering i Tyrkiet skal vise, om den vil føre en moderat, sekulær politik, og det tyrkiske militær skal vise, om det i givet fald vil lade demokratiet udfolde sig. I EU’s ’bedre kredse’ skal man vise, om man vil forpligte sig på de aftaler, man har indgået – og på, hvordan man vil skabe et mere udbygget forhold til Tyrkiet. Uanset EU-medlemskab eller ej, er Tyrkiet (også) en del af Europa.