Kronik

Biker-Jensen

For Johannes V. Jensen var motorcykelkørsel en kompensation for en voldsom udlængsel, som aldrig blev udlevet. John de Summer-Brason, forfatter til ’Motorcyklister – fra Johannes V. Jensen til Biker-Jens’, har fundet nyt stof om Jensen
Debat
6. november 2002

Kronikken
Nobelprisen i litteratur, et forskningscenter ved Århus Universitet og over en kvart million trykte eksemplarer af Kongens Fald. Historien om Johannes V. Jensen (1873-1950) er fortællingen om en usædvanlig succesrig forfatter. Skønt Gyldendal gav ham en Ford-bil på 60-års dagen, var det motor-cyklerne som havde hans lidenskab. Fru Else kom til at køre bilen!
Billedet som står tilbage i offentligheden af Jensen er ikke fra en oplæsning. De fotos og filmoptagelser som stadig finder vej i medierne, viser derimod kraftkarlen Johannes V. Jensen på sine motorcykler. Litteraturhistorikerne har imidlertid haft svært ved at rumme Nobelprismodtagerens dyrkelse af sport, motor og bevægelse. Derfor er der stadig muligt at finde nyt om det danske skrivegeni.
Kig engang på fotografiet af
Johannes V. til motorcykel med fru Else med armen rundt om protegeen Ditleff von Zeppelin. Sidstnævnte står sig godt i tidstypiske ridestøvler og ridetøj i tweed.
Trekløveret ser friske og glade ud. Stemningen er storartet. Problemet med den hidtidige tolkning af fotografiet er, at bl.a. Lars Handesten, der i 2000 udgav sin monumentale biografi, tidsfæster Johannes V.’s erhvervelse af sin første motorcykel til foråret 1916. Ifølge en støvet sygejournal, jeg har fundet i Rigsarkivet, døde Zeppelin (i familie med den berømte luftskibskonstruktør) imid-
lertid den 4.4. 1916 efter lang tids sygdom. Zeppelins journal viser, at han fra den 9.4. 1915 og frem til sin død – på grund af en helt ustyrlig tyktarmsbetændelse – enten er hospitaliseret eller stærk svagelig. De tiltagende udstødninger af slim og blod gør undervejs i sygdomsforløbet den ellers så sportstrænede Zeppelin så udmagret og afpillet, at han den 15.1. 1916 sender sit store forbillede, Johannes V. et foto af sig selv med bar overkrop fra før han blev syg: »Jeg sender Dem dette i og for sig dårlige Billede, for at De ikke skal huske mig som Svækling...«
Allerede den 14.8. 1915 har han betroet Johannes V.: »De ved ikke hvilket Vrag jeg er blevet, jeg duer ikke til noget mere, jeg tænker hvert Øjeblik over min Elendighed og er kun til Plage for andre... Jeg har endnu ikke vænnet mig til min nye motion. Krumme benene og strække dem igen i Sengen.«
Ud fra disse bulletiner må det vinterlige fotografi af de glade mennesker omkring Johannes V. Jensens Invicta V-2 på Holmegårdsvej i Hillerød derfor være taget vinteren 1913-14 eller 1914-15. Villaen er opført samme år som Invicta V-2-motorcyklen kom på markedet: 1913.
Det gode spørgsmål efter denne afprøvning af kildematerialet er naturligvis, om det har nogen som helst litterær betydning at Danmarks store digter har haft et år ekstra eller to med sine motorcykler? Det mener jeg, det har! Forklaringen findes andetsteds i Johannes V. Jensen-forskningen. Dr.phil. Leif Nedergaard skriver i Johannes V. Jensen – Liv og forfatterskab fra 1993 omkring en længere mc-rejse, Johannes V. gennemfører med fru Else sommeren 1917: »Han fryder sig over teknikken, vejret og farten, men oplever ikke noget...«

Her vil ikke blot enhver motorcyklist protestere. Enhver med fornemmelse for entusiasme og glæde, vil kunne forstå, at Johannes V. er himmelhenrykt over sin motorcykel, sin Invicta V-2 og den opdagelse af landskabet i fart, som denne fremtidsmaskine giver den moderne mand. I et essay De danske Øer hedder det: »En moderne Motorcykle er et Vidunder af Fart og Præcision, meget morsommere end Avtomobilet, fordi man sidder friere, er i Luften overladt sin Balance...det er en Art Fuldblod i Metal og Konstruktion, den mest fuldendte Forening af Styrke og Finhed, man kan tænke sig.«
Allerede i sin Den gotiske Renaissance fra 1901 havde Johannes V. foregrebet en hel kunstretning – futurismen – med proklamationer om, at maskinerne i højere grad repræsenterer sandheden end religiøse overleveringer. For Johannes V. Jensen var motorcykelkørsel på kanten af naturlovene, det vil sige udforskende naturlovene, i højere grad religiøs praksis end at stå og fremmumle »virkningsløse« bønner i kirken. Allerede i Den gotiske Renaissance skriver han: »Maskinernes Kraft er ufattelig, som Gudernes Kraft var ufattelig«. At han så brugte motorcyklen til at udforske hedenske helligsteder landet over – stendysser og jættestuer – matcher hans optagethed af rødderne. Meget symptomatisk, at en automobilforretning i romanen Gertrud fra 1936 beskrives med følgende ord: »Midt i kultpladsen, på et udstrakt mosaikgulv i lyse terracottafarver står guden.« Guden er i dette tilfælde den dyreste af husets biler. Eller som mag.art. Peter Q. Rannes skriver i Politiken den 2.8. 2001: »En række fine motorcykelbeskrivelser slår tonen an til en motorcykeloplevelsesæstetik, som man vil lede forgæves efter andetsteds...«

Derfor er det at springe over gærdet, hvor det er lavest, når Leif Nedergaard og en hel efterslægt af litterater, eller »Stillesidere« som Jensen selv kaldte dem, glider af på mandens eksalterede optagethed af motorcykler. Tag for eksempel dr.phil. Henrik Wivels Den titaniske eros fra 1982, hvor forfatterskabet i tidens ideologikritiske sprogdragt karakteriseres som »et grandiost udtryk for den moderne hvide kulturs larmende sexfrustrationer.« Wivel betoner Johannes
V’s fremtoning som en maskeret person. Det blev en besættelse
og en dæmon for ham hele tiden
at skulle være kraftkarlen Johannes V. Wivel finder maskeringen bekræftet ved, at der findes »siger og skriver, kun ét eller to billeder af den mand, hvor han smiler!« Her er vi tilbage ved fotografiet af den storsmilende trekløver omkring Invicta’en. Når man tænker på de mange fotos, der findes af en mut Johannes V., er det påfaldende, at Wivel i sin analyse ikke spørger ind til, hvorfor den litterære mester nærmest kun smiler, når han sidder på sin motorcykel!

Det eksemplariske øjeblik med motorcyklen falder ikke blot i skæringspunktet mellem forfatterens anmassende proklameringsfase og efterfølgende i tiltagende grad udglattende bodsfase. Johannes V. Jensen ender faktisk som socialdemokrat! Det storartede øjeblik, hvor Jensen, helt usædvanligt for ham, flækker i et grin, får mig til at konkludere, at hans optagethed af motorcykler, hans optagethed af at udforske dejlige Danmark på motorcykel, hans optagethed af at køre sammen med andre motorcyklister – som den kommer til udtryk i Aage Marcus erindringsbog Den lange vej fra 1969 og Villum Jensens Min fars hus fra 1976 – har bidraget til at udvide hans horisont i det nære, bidraget til, at han med den voldsomme udlængsel og verdenserobrermine, som oprindeligt karakteriserede ham, ikke endte som en bitter mand, men tværtimod forligedes med sin hjemstavn.
Det er slående, så forandret Johannes V. Jensen bliver efter de mange år i biker-miljøet. Før han kastede sig over motorcyklerne, kendes han bedst som den unge, oprørske himmelstormer, der havde så meget imod sine egne, at det isnede ham koldt ned ad ryggen, bare det, at nogen talte dansk, når han gik en tur på gaden i udlandet!
Johannes V. Jensens rejselyst er legendarisk. Selv i sine 70’ere skulle der rejses. Som Lars Handesten skriver: »Rigtig udrejst blev han aldrig, og det var ikke nok for ham at gå til vejrs på bakken i Tibirke og skue ud over verden...« Jensen, der i Den gotiske Renaissance mener, at nordeuropæernes generelle rastløshed, rejselyst og erobringstrang bunder i folkevandringstidens kroniske omstrejfen og længsel efter det varme urhjem, rykkede aldrig selv. Heller ikke til New York, som havde hans betagelse.
Når han ikke fulgte sin impuls, ikke meldte sig til datidens larmende flokke af brovtende kolonialister, men blev hjemme i Dannevang med fru Else og børnene, skyldes det sandsynligvis, at angsten holdt ham tilbage. Angsten for at starte på en frisk. Spændingen mellem, hvad livet burde være, og hvad han selv kunne rumme, blev på et tidspunkt så stor, at han måtte foretage et valg. Hvor de modige, bare springer ud i det, valgte Johannes V. til sidst det, han kunne rumme. For at bruge et udtryk hentet fra psykologien, så er det kompensatorisk, når han efterfølgende med brask og bram begynder at skabe noget positivt omkring det, han kan rumme. I denne modningsproces har motorcyklerne og biker-livet haft stor betydning. Noget han har givet i arv til sine sønner. Således fik læge Villum Jensen sin sidste motorcykel, en Moto Guzzi V 50, som 77-årig! Derfor fotografierne af den storsmilende Johannes V. på sine fantastiske maskiner!! Derfor i de modne år en øm accept af fødelandet. Tænk blot på Danmarkssangen eller Hvor smiler fager den danske kyst, som den hedder i Højskolesangbogen.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her