Læsetid: 5 min.

Boomet er tilbage i Bangalore

Den trængte it-branche præsterer atter rekordstore vækstrater i Indiens svar på Silicon Valley
Debat
16. november 2002

International
Da en af mine venner mistede sit kreditkort under en ferietur i Thailand, ringede han selvfølgelig straks til det gratisnummer, kreditselskabet havde angivet til at anmelde stjålne kort. Kvinden han fik i røret lød kyndig og var beroligende effektiv. Imponeret over den hurtige og høflige servicevillighed – og sikker på, at hans kort omgående ville spærret og et nyt udstedt inden for få timer – spurgte han kvindestemmen: »Sig mig, for resten, hvor taler De fra?«
»Bangalore«, lød det på ulasteligt engelsk fra den internationale bankforbindelsesdame.
»Ja så. Men det kunne lige så vel have været fra New York eller London, ikke?
»Jovist, sir. Men kreditselskabet har foretrukket Bangalore,« var det beskedne svar.
Stemmen var en af flere lignende stemmer, der taler fra en stor central for telefondamer i Bangalore. Lignende centraler er skudt op som paddehatte mange steder i Indien. Der er flere job i telebranchen, end der er ledige hænder og stemmer, og arbejdspladserne i denne særlige sektor vokser med boomende hast. Foretagsomme kapitalister og forretningsmænd med investeringsvilje i de såkaldte business-proces outsourcing-projekter flokkes for at komme til.
Trods den afmatning, der har sat ind i den globale økonomi i løbet af de sidste to år, åbner multinationale high-techvirksomheder for øjeblikket hver måned en ny filial i Bangalore for at udnytte de lave omkostninger, som den indiske dygtige men prisbillige talentmasse koster. De it-selskaber, der slår sig ned i Bangalore, er ikke blot softwareudviklere. Med den ny informationsteknologis indtog er BPO også blevet en markant trend og en god forretning på andre felter, og her kan Bangalore byde på mange fordele i forhold til verdens øvrige infotech-mekkaer.
Efter den bratte nedtur i 2001, da boblen brast og it-firmaer og -formuer i stribevis forduftede op i den tynde luft, er den informationsteknologiske revolution tilbage i Bangalore med et boom. Endnu engang blomstrer optimismen i Indiens Silicon Valley, hvor alle verdens store i branchen har etableret sig eller reetableret sig og nu rekrutterer på livet løs.

Pengene fosser ind
For ti år siden havde de færreste i Vesten overhovedet hørt om Bangalore. I dag tænker mange unge it-nørder, hvis viden om geografi er omvendt proportional med deres it-færdigheder, at Bangalore må være Indiens hovedstad. Det er ikke overraskende, al den stund at Bangalore er det eneste af verdens it-centre, der har genvundet vækst og optimisme, efter den økonomiske nedsmeltning i en situation, hvor de fleste af verdens udviklede økonomier stadig lider under recessionen. Genopblomstringen er så meget desto mere betydningsfuld, fordi udviklingslandenes økonomier er blevet ramt endnu hårdere af det internationale konjunkturfald. Bangalore er i flere henseende en teknologisk førsteverdens-ø i et tredjeverdensøkonomisk hav, hvori de økonomiske reformer ikke har slået til som følge af bl. a. alt for lave investeringer i den offentlige sektor og mislykkede afreguleringer.
At it-industrien har genfundet pusten i Bangalore afspejler den ny modenhed, diversitet, styrke og selvtillid, som tilstrømningen af finansielle og menneskelige ressourcer har fået til at fremvokse. Pengene fosser bogstaveligt talt ind. Der tegnes ordrer og kontrakter for svimlende summer hos store lokale navne som N.R. Narayanamurthy’s Infosys eller Azim Premji’s Wipro, selskaber, der i har syvdoblet deres omsætning fra cirka 10 mio. dollar til 70 mio. dollar fra 2001 til 2002. Kontraktsummernes størrelsesorden afspejler den tillid, som den internationale kapital og branchefolk har til Bangalore. I en periode med international politisk ustabilitet og krigsrygter, hvor flere stærke økonomier er ramt af krisetegn, rager Bangalore op som et fyrtårn af glitrende håb.
Da nedturen satte ind i begyndelsen af 2001 og blev efterfulgt af en lang række depressionsskabende krak i både finanssektor og erhvervsliv og det rædselsfulde klimaks i terroren mod tvillingetårnene 11.9 og den efterfølgende Afghanistan-krig, begyndte sloganet ‘Tilbage til Bangalore’ så småt at summe i det kriseramte miljø. Det var først en impuls om forsigtigt at søge sig et refugium, men også et incitament for de dristige i generationen, der var på udkig efter nyt terræn, hvor de kunne genoptage deres velstandsskabende aktiviteter.

Løfterigt
Denne først forsigtige og tøvende trend har nu fået kritisk masse. Selskaber, der etablerede sig så sent som sidste år – såsom Dell, General Electric, IBM og Intel – har alle oplevet en kolossal fremgang ikke blot i indtjening, men også i udstedelse af nye patenter og anden intellektuel ejendom. America Online (AOL), der åbnede en afdeling i Bangalore for fem måneder siden og begyndte med en stab på seks, beskæftiger nu 1.000 mennesker i sine telefoncentraler, som betjener 35 millioner amerikanske kunder. Boomet i Bangalore ser ud til at fordoble Indiens andel af de globale it-ydelser i 2003, viser amerikanske prognoser. Vækstspringet er ikke mindst relateret til den udstrakte outsourcing, som amerikanske selskaber med mindre likvide midler, men fortsat høje kvalitetskrav, i stigende omfang har valgt at gøre brug af.
Bangalore er langt fra Indiens største by. Kulturelt, politisk og i indbyggerstørrelse rangerer den langt under New Delhi, Bombay og Calcutta. Den er blot en provinshovedstad i en af de mindre delstater i syd – Karnaka – der traditionelt hverken er blevet anset for politisk vigtig eller finansielt strategisk. Ikke desto mindre kommer 25 procent af Indiens softwareeksport fra Bangalore, og der er udsigt til at denne andel vil stige med 12-15 procent i løbet af 2003.
Den økonomiske vækst og øgede indtjening i telekom- og softwaresektoren kan naturligvis ikke andet end smitte af på den øvrige indiske indenrigsøkonomi. I Bangalore opslås der hver måned godt tusinde nye chefstillinger – en efterspørgsel, som er fem til seks gange større, end at udbuddet kan følge med.
Der er ikke mange positive udviklinger i indisk økonomi, men Bangalore udgør også snarere en enklave for sig selv, der er fuldt integreret i den internationale økonomi. I denne deprimerende skandaleombruste og krigshærgede tidsalder præget af terrorisme og etnisk udrensning og med spændinger i Gujarat og over for Pakistan, er Bangalore et af Indiens og verdens mest inspirerende steder lige nu og giver løfte om et væld af nye muligheder.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved Times of India

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her