Læsetid: 2 min.

Foghs sære tryllenummer

Information udsat for hokuspokus
Debat
9. november 2002

Sakajev
Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil så gerne dreje den nuværende Venstrestyrede regerings klodsede og klumsede håndtering af hele Sakajev-sagen hen på en debat om dansk udenrigs- og retspolitik. I Information tirsdag forsøger Fogh at foretage en Holbergsk ’morlil’- argumentation. Fogh vil få det til at se ud som om, Informations chefredaktør vil ophæve adskillelsen af magten i det danske samfund.
Statsministeren kender selvfølgelig svaret på forhånd. Det vil hverken Informations chefredaktør eller andre af dem, der kritiserer den Venstrestyrede regerings håndtering af denne sag.
Lige præcis sagen om anholdelsen af Sakajev og hele det forudgående forløb har afdækket en Venstrestyret regering uden blik for håndtering af sager af denne karakter, uden det fornødne styr på sine ministerier og en regering, der åbenbart ikke har sørget for at få implementeret det terrorberedskab, som den socialdemokratisk ledede regering iværksatte på baggrund af 11. september sidste år. Man har trods alt siddet næsten et år med regeringsansvaret og alligevel kikser politiberedskabet og informationerne i og mellem ministerierne om mulige terrorister i landet oven i købet samtidig med, at der foregår et gyseligt terroristgidseldrama i Moskva, som betyder et enormt fokus på eventuelle tjetjenske terrorister. Det er simpelthen ikke godt nok, Fogh.

Fogh antyder og antyder
Fogh har også påstået, at EU-formandsskabet har gjort Danmark til »en frontliniestat, der bliver konfronteret med alverdens problemer og konflikter«. Nu er det så jeg stiller mig selv det spørgsmål, om Danmark ikke også var blevet/bliver dette, når Danmark ikke har EU-formandsskabet? Vil Fogh påstå, at denne sag ikke var opstået, hvis Danmark ikke havde formandsskabet – selvfølgelig var den det. Sagen handler om handlinger begået i Danmark af den danske regering. Og i øvrigt: Var sagen opstået i et andet europæisk land, så forestiller statsministeren sig vel, at Danmark havde givet sin mening om situationen tilkende – og ikke bare stukket hovedet i busken.
Fogh antyder og antyder uden at blive konkret i sin kritik af chefredaktøren. Andet end på et eneste punkt, nemlig når det drejer sig om, hvornår Statsministeren blev orienteret. Men hvorfor undlader Fogh egentlig at fortælle den sande version om, hvornår han blev orienteret? Det var ikke, som Fogh har sagt på sit pressemøde, først om tirsdagen.
Allerede mandag blev Statsministeriet orienteret og senere samme dag Fogh selv af sin departementschef orienteret om udviklingen af sagen.
Den del undgår Fogh behændigt at forklare, også hvor detaljeret Fogh egentlig blev briefet. Når Fogh stadigvæk gerne vil efterlade et indtryk af, at han og VK-regeringen bare har fået det hele til efterretning, så viser det sig når man studerer detaljerne nærmere, at den nuværende regering og dens embedsmænd har haft langt mere viden og foretaget langt flere handlinger i denne sag, end hvad der først har været oplyst. Og som bekendt ligger djævelen i detaljen – også for Fogh, der ellers i alle sager helst vil holde sig til generelle påstande og vendinger. Også når han svarer på chefredaktørens leder. Det er derfor en mærkelig melodi, han nu forsøger at synge om sig selv og sin regerings forhold i denne sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her