Kronik

Alt er fortolkning

»Plads til kritik af Darwin«, udtalte Kristeligt Folkepartis nye formand Marianne Karlsmose. Det ville muslimerne sikkert skrive under på. Det hele er lige godt
9. november 2002

Kronikken
Når der i dagens Danmark er blevet sat spørgsmålstegn ved Darwinismen og fremsat krav om, at evolutionsteorien skal ligestilles med kreationismen, dvs. den opfattelse, at Gud skabte verden på seks dage, så er det et tegn på, at videnskaben er blevet sekulariseret. Det er et tegn på, at det Jean-Francois Lyotard i 1979 skrev om viden i det postmoderne samfund, er ved at blive virkelighed både i Vestjylland og på Nørrebro. Det betyder, at alt ligestilles. Det er det postmoderne som hverdag.
Postmodernismen kom til Danmark – endda i Information i 1985. Da begyndte dét, som vi nu ser folde sig ud. Det postmoderne betød ikke Guds, men frigørelsens død, skrev to stud.mag.er i Nordisk
Filologi, Poul Erik Tøjner og Frederik Stjernfelt.
De introducerede postmodernismen med overskriften ’Tiden er inde’. De ville forsvare det postmoderne mod især biologen Jesper Hoffmeyer, der forsvarede fornuften mod denne nye postmodernisme, som han mente var feminin. Hoffmeyer forsvarer stadig fornuft, videnskab og evolutionsteori.
Frigørelsesprojektet var knyttet til oplysningsprojektet og dermed til universalismen. Den person, som Tøjner og Stjernfelt især knyttede an til, var ovennævnte Jean-Francois Lyotard, der af Quebecs regering var blevet bedt om at skrive om videnskabens status og fremtid i en verden, hvor nationalstaterne var på retur.
Resultatet af dette bestillingsarbejde blev den bog (1979), der på dansk kom til at hedde Viden og det postmoderne samfund. Det var heri, at ideen om at de store fortællinger var døde, og at kun de små levede, blev fremsat. Og de store ideer var først og fremmest oplysningen, frigørelsen og det nationale.
Det var på det tidspunkt pro-gressivt at hylde denne postmoderne fornuftskritik og prise mangfoldighed, forskel og det partikulære. Især i universitetskredse. Konsekvenserne blev, at humaniora voksede, og naturvidenskaben krympede. Men så kom islam, og man begyndte igen at forsvare fornuften og oplysningsprojektet. Da var det for sent.
Hvad Lyotard forudsagde om viden, er altså ved at blive realiseret. Vi ved, at viden i dag er innovation og ikke noget, man søger og finder. Sandheder er performative, dvs. de skabes. Men både darwinister og evolutionsteoretikere er betonmodernister, der tror på, at diskurser repræsenterer verden eller virkeligheden. De tror, at sådan er det foregået.
Men det postmoderne er virkelighedsstab, dekonstruktion og institutionsteori, som Ulrich Menzel siger i bogen Globalisierung und Fragmentierung.

Dette er mulighedsbetingelsen for, at de i Vestjylland på det kristne gymnasium stiller de kritiske spørgsmål til evolutionsteorien. De religiøse kræver den ligestillet med Bibelens teori. Men det samme sker også i den modsatte ende af landet. Her kræver de anti-religiøse på Nørrebro, at kristendommen
ligestilles med islam i religionsundervisningen. Begge parter vil ligestille. Det viser, at der ikke findes noget fælles værdigrundlag, hverken hvad religion eller videnskab angår.
Det hjælper ikke at sige, at evolutionsteori er videnskab, for det overbeviser ikke nogen. Det hjælper ikke at sige, at dansk kultur bygger på kristendommen. Det hjælper ikke, at man
på modernistisk vis deler verden op i forskellige regioner eller sprog. Viden for sig og tro for sig. Eller at sige: Videnskaben taler et sprog; religionen et andet. Det hjælper ikke at forsøge at holde ’fagene’ rene. Biologi i biologitimen; religion i religionstimerne. Hybriderne breder sig. Fagene blandes. Tingene ligestilles.
Ligestillingen betyder, at noget ryger ned og andet ophøjes. Vi får derfor mere darwinisme, end vi havde, og mere fundamentalisme. Vi får flere biologiske forklaringer på sociale og kulturelle problemer, og vi får flere radikale konstruktivister.
Tor Nørretranders, der forklarer alt med sex, hører med her; det samme gør Stephen Pinker, som Thomas Hylland Eriksen advarede mod i denne avis den 5. november. Pinker forklarer alt med instinkter og biologi. Det kan ingen forhindre, for alle videnskabelige teorier og religioner er ligestillede. I udgangspunktet.
»Plads til kritik af Darwin«, som Kristeligt Folkepartis nye formand Marianne Karlsmose udtalte. Det ville muslimerne sikkert skrive under på. Det er ikke kun al musik, der er lige godt; det hele er lige godt. Mere plads til alt.
Det er opdelingen af verden i to rum – tro og viden – et symbolsk og et beskrivende sprog, som ikke kan opretholdes længere, eller rettere som længe kun har været en kulisse. Længe har vi vidst, at videnskaben er sekulariseret, men vi lader, som om vi tror på fornuft og oplysning, fordi vi ikke har et alternativ og frygter konsekvenserne.

Darwin først. Han er naturligvis ikke identisk med evolutionsteorien. Hvis vi skulle placere ham i et fag ville det være i engelskfaget. Dér hører han hjemme; der skal han læses, som det han først og fremmest var: En victoriansk forfatter der minder om Dickens. Darwin som litteratur eller fiktion.
Når de københavnske kulturradikale opruster og insisterer på troen på fornuften samt og al den talen for tiden om oplysningen, er det også tegn. Tegn på at oplysningsprojektet er slået fejl. Det samme er ’Åndernes magt’ og ’Den sjette sans’, alternativ medicin og folkeskolens dyrkelse af det
kreative.
Morten Thing skriver i et foredrag om kulturradikalismen, at fjenden i dag er netop den postmoderne ’bølge’. Han har ret. Han har opdaget, hvor usamtidig han er.
P.O. Enquists Livlægens besøg er en oplysningsroman vendt imod postmodernismen: Den handler om rationalisten Struensee, der bragte oplysningens smitte med til København. Dengang forsøgte de nationale og de kristelige med Ove Høegh-Guldberg i spidsen at få fornuften slået ihjel. Guldberg var datidens postmodernist. Helt bogstaveligt ved at henrette Struensee.
Bogens budskab er, at danskerne var blevet smittet af oplysningen, og at fornuften ikke kan slås ihjel. Enquist glemmer dog – delvist – at Struensee lige før han døde, begyndte at tro på Gud igen i stedet for fornuften. Oplysnings-tiden sluttede så med, at der blev en masse mennesker slået ihjel i Frankrig. Den endte med terror. Det gør troen på fornuften.
Vor tids Struensee er folk som Ralf Pittelkow og de kulturradikale. I fællig er de gået til kamp mod Høegh-Guldbergs nutidige arvtagere: Søren Krarups kritiske kristne og Sherin Khankans kritiske muslimer samt Kristeligt Folkepartis anti-darwinistiske formand, Marianne Karlsmose.
Lad mig indskyde at Dansk Folkeparti, som de brave modernister og fremskridtsfolk de er, støtter undervisning i evolutionsteori og torumstænkningen.

I Michael Hardts og Antonio Negris Empire er oplysningsfilosofien et af hovedeksemplerne på det modrevolutionære. Bogen er imod fornuft og dermed mod fascisme.
Fornuft er fascisme. Hvor kommer det fra? Fra postmoderne filosofi og konkret fra den franske filosof Michel Foucault. Han skrev i et forord til Gilles Deleuzes og Félix Guattaris bog Anti-Ødipus (1972), som Empire bygger på, at de to forfatteres modstand mod at arbejde ’inden for fornuften’ var et udtryk for en ’etisk’ bestræbelse på at ’undgå at blive fascister’. Fornuftsdyrkelse fører til fascisme. Oplysning skaber mørke.
Debatten for og imod darwinisme er et demokratisk og etisk sundhedstegn. Darwinismen førte direkte over i racismen. Det er Darwin uskyldig i, indvendes det måske. Nej, det er ’han’ ikke. Det er nemlig et fundamentalistisk argument, ganske som når muslimer siger, at Koranen findes ren, og derefter kommer nogen og fejlfortolker den.
Nu er det slut, ikke blot med at skelne mellem en tekst, som er originalen, og den senere fortolkning, som er skyld i fejlene. Nu hedder det med Nietzsche: Alt er fortolkning. Også videnskaben. Der findes ingen facts. Før kunne man skelne mellem videnskab, som det at finde sandheden, og kunst og religion som det at opfinde sandheder.
Den går ikke længere. Evolutionsteoriens tilhængere er i samme situation som kreationisterne. De kan ikke legitimere teorien ved at sige, at den er videnskab, dvs. ved at henvise til en myte. Den franske biolog, Jacques Monod, bygger f.eks. hele sin teori om forholdet mellem tilfældighed og nødvendighed på videnskabens basale præmis: At naturen er objektiv og ikke projektiv. Det er den slags, der ikke holder længere.
Det var videnskaben, der reducerede religion til myte, men nu står videnskaben selv uden myte. Den er også en fortolkning. Der er ikke tale om en kamp mellem tro og viden, men mellem to fortolkninger, og det er den bedste fortolkning, der vinder.
Hvad er naturvidenskab? »Consensible«, siger den engelske fysiker J. Ziman. Det vil sige, at evolutionsteorien er sand, hvis og kun hvis de, der ved noget om den, er enige om den konstruktion, som den er. Sandheden er bestemt af den institution, der har magt.
Hvis de bliver enige om evolu-tionsteoriens sandhed, bliver konsekvensen, at mennesket ikke er evolutionens afslutning. Efter os kommer maskinen.
En dag når vi er uddøde, vil de mest religiøse maskiner sige, at de tror, mennesket skabte maskinen. Da vil de progressive maskiner le af de underlige maskiner, der er med i Menneskeligt Folkeparti og sige, at maskinen er et tilfælde, der er opstået af sig selv.

*Hans Hauge Lektor i nordisk litteratur, Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu