Kronikken
Der lægges nu op til ændringer i folkeskolen og gymnasiet. Mange kokke står om bordet med hver deres ønsketænkning. Men hvad med i stedet at se på de nøgne facts?
Det er et faktum at gennemsnitsalderen for gymnasielærere er langt over 50 år. Samt at der er en alt for lav tilgang af nye gymnasielærere inden for hårde fag som matematik og naturvidenskab, bl.a. fordi der er en alt for lav tilgang til matematikbaserede uddannelser inden for naturvidenskab og teknologi. Disse to fakta vil bevirke at gymnasiet bryder sammen inden for det næste tiår på grund af lærermangel inden for de hårde fag.
Og det er et faktum, at ungdommen mangler sin egen skole. Først to-tre år på en barneskole, folkeskolen, så to-tre år på en universitetsforskole, gymnasiet.
Gymnasiet vedkender sig at være studieforberedende. Men navnet folkeskole slører for dens umulige opgave, at uddanne både børn og unge med én og samme læreruddannelse. I et forsøg på at tjene to herrer på samme tid har folkeskolen sat sig mellem to stole, hvor den er mere barneskole end ungdomsskole.
At børn og unge lærer forskelligt kan ses ved at besøge skolen på et tidspunkt, hvor eleverne sætter deres egne læringsdagsorden, nemlig i frikvarteret. Tredje klasse løber rundt på skolen, råber og skubber til hinanden. For som andre pattedyrunger lærer også menneskebørn ved at mærke verden.
Ottende klasse derimod sidder stille og roligt i klasseværelset og udveksler fortællinger med hinanden og med mobiltelefonen. De kom ud af puberteten og mødte op i skolen spændte på hvilke nye fortællere og nye fortællinger den havde om deres nyopdagende verden.
Men skolen kan kun tilbyde genbrug af barneskolens fortællere, og disse kan kun bede de unge have tålmodighed i to-tre år endnu før de kan påbegynde en ungdomsuddannelse. Men i mellemtiden kan de jo passende forberede sig på den kommende afslutningseksamen fra folkeskolen.
Senere møder de unge spændte op i gymnasiet, men modtages her af universitetsuddannede forskere, der kun kan fortælle om deres eget fag, og som hele tiden bruger fremmedord. Så efter i tre år at have hørt på hvordan »bublibub« er et eksempel på »bablibab« er det vel intet under, at det sidste, de unge ønsker at blive er gymnasielærer.
Kort sagt, de to største problemer i folkeskolen og gymnasiet er, at ungdommen mangler sin egen skole, og at gymnasiet snart forsvinder på grund af lærermangel.
Løsningen er til gengæld snublende nær. Vi kunne jo skele til udlandet og indrette to skoler og to læreruddannelser, én for børn og én for de unge.
Vi kunne lade den nuværende folkeskole stoppe efter 7. klasse, og ændre navnet til
grundskole. Ordet folkeskole havde en dyb mening for hundrede år siden, da det var vigtigt at signalere, at nu blev byens borgerdydsskoler og landets almueskoler samlet til én skole, folkets skole. Men i dag er ordet direkte misvisende, eftersom det jo ikke er folket, der går i folkeskolen.
I udlandet undrer man sig da også når man hører at danske børn går i »the peoples school«, at lærerne er udannet på et »seminarium«, og at skolen slutter med tre år på et »gymnasium«.
Ordet »people« leder tanken hen på en socialistisk étpartistat. Og på engelsk
betyder seminarium præsteskole, og gymnasium betyder gymnastiksal. Det er derfor ikke underligt at udenlandske tilhørere bliver forvandlet til store spørgsmålstegn når de for deres indre blik ser det danske uddannelsessystem fremstå som geledder af glade børn der først marcherer ti år i takt under kommando af præster, og siden slapper af med tre års gymnastik. Så hvad med at opfinde nogle tidssvarende globaliseringsvenlige betegnelser?
Ungdommen kan få sin egen ungdomsskole ved at samle 8., 9., 1.g og 2.g til en fireårig dansk »hej-skole« efter amerikansk mønster. 3.g kan overføres til universitetsniveauet og blive til et fireårigt college, eller til et toårigt lokalt
junior-college, der også omfatter i teknisk og merkantil erhvervsuddannelse.
Det vil være klogt at gå i gang nu, mens de aldrende gymnasielærere endnu er til rådighed som lærere i hejskolen, som uddannere af lærere til ungdomsskolen, og som lektorer på junior college. For om ti år er det for sent.
Fordelene ved at omorganisere folkeskolen og gymnasiet til en grundskole og en ungdomsskole er mange.
Opdelingen respekterer at børn og unge lærer forskelligt, og derfor også skal undervises forskelligt.
Ungdomsskolen kan nemt tiltrække nye lærere. Især hvis man dropper den nuværende dille med projektarbejde. Projektarbejde var yderst relevant for 30 år siden i industrisamfundets sidste fase. Men i dag er informationssamfundet godt i gang, og her er det »storytelling«, der tæller. Vi har huller i hovedet for at få mad til kroppen og fortællinger til hjernen. Og veltillavet mad og spændende fortællinger glider automatisk ned, så både kroppen og forstanden undgår at blive forkrøblet.
Udfordringen til informationssamfundets lærere hedder »storytelling«, dvs. at kunne oversætte deres fag til fortællinger der er spiselige for en ungdom, der lærer gennem sladderlæring: »Fortæl mig noget jeg ikke ved, om noget jeg ved«.
Endvidere undgår skolen at udvikle skoletræthed, for de unge får nye lærere og nye fortællinger fra første dag i ungdomsskolen. Og allerede som 18-årige kan de unge gå videre med det der interesserer dem, det kan være praktiske erhverv på et lokalt college, eller en profession på et lokalt eller et regionalt college, f.eks. en uddannelse til lærere for børn eller for unge.
Eller til ingeniør. For storytelling løser også problemet med flugten fra naturvidenskab. Naturvidenskab har gemmen århundreder udviklet sig gennem lag på lag af abstraktioner.
Men i dag fortælles naturvidenskaben i omvendt historisk rækkefølge, så et abstrakt begreb forklares som eksempel på et endnu mere abstrakt begreb, der historisk blev opfundet senere. Således fremstiller matematikfaget en funktion som et eksempel på en mængderelation, til trods for at funktionen stammer fra omkring 1750, og mængden fra omkring 1900. Intet under at publikum udvandrer, når filmen vises bagfra.
Men matematikfaget kunne anmodes om at respektere den historiske rækkefølge og praktisere storytelling. Matematikken kunne forklare det abstrakte ud fra det konkrete, f.eks. ved at genbruge de oprindelige talemåder og sige, at en funktion er et navn for et regnestykke med et ukendte tal, som f.eks. 3+x.
Hvis bublibub-matematik erstattes med regne-matematik vender eleverne glade tilbage til faget. For som de siger: »Det er sjovt når man kan forstå det og finde ud af det!«.
Vi kunne naturligvis også forsøge at reformere de nuværende skoleformer: Hvis vi laver gymnasiet om i 2005 og indfører projektarbejde, så bliver eleverne så glade for gymnasiet at de alle vil være gymnasielærere, især i de hårde fag. Nuvel, lad os et øjeblik tro på det. Så er den første nye begejstrede årgang færdig i 2008, og efter et par fjumreår rundt i verden og i uddannelses-systemet påbegynder de en gymnasielæreruddannelse i 2012 og bliver måske færdig i 2018, hvorefter de er klar på markedet i 2020.
I mellemtiden har det været 2010, og lad os lige prøve at være lidt optimistiske mht. hvordan verden ser ud i 2010. I 2005 indføres projektgymnasiet, der vil får en stor del af de nuværende gymnasielærere til at fremskynde deres pension så de forlader skolen samtidig med det gode gamle gymnasium i 2008.
I 2010 står tre fjerdedele af matematiklærerjob ubesat. Halvdelen af matematiklærerne er gået på pension, og halvdelen af resten er søgt over i de private gymnasier, der skyder op som paddehatte i de store byer, og hvor matematiklærerens løn er blevet tredoblet.
Nogle gymnasier forsøger at holde på deres lærere og tilbyder tredobbelt løn ved at tvinge de øvrige lærere til at øge deres undervisningsbyrde med 50 pro-
cent, hvilket bevirker massive strejker overalt på de offentlige gymnasier.
Tilgangen til ingeniørstuderende falder drastisk, da hovedleverandørerne til disse, provinsgymnasierne, nu ikke længere kan levere studerende.
Desperat iværksættes efteruddannelseskurser i matematik for folkeskolelærer og humanister, men stort set alle dumper til eksamen. Så forældrene opgiver efterhånden det offentlige gymnasium, og tager et stort lån i parcelhuset for at kunne sende børnene på
privat kostskole i København, det eneste sted de kan modtage undervisning i matematik. Men lærerne her underviser stadig i bublibub-matematik, så ingen
studenter ønsker at gå videre af den vej.
Så i 2014 må Danmark atter erklæres fallit. I 1814 var det valutaen, nu er det uddannelsessystemet. Vi må så anmode om at blive sat under administration af svenskerne. Og i løbet af de 20 år det tager svenskerne at opbygge et nyt uddannelsessystem, synker Danmark længere og længere ned mod U-landsstatus.
Nå så slemt går det vel ikke. Nej sikkert ikke, men tør vi løbe risikoen? Er det ikke bedre at forebygge end at helbrede? Så kære politikere, hvad med at fejre folkeskolen og gymnasiets 100 års jubilæer ved at takke for en god tid og sende dem på museum. Og lad så ungdommen få den skole, den har ventet så længe på. På forhånd tak.
*Allan Tarp matematiklærer ved Grenaa Gymnasium
