Læsetid: 4 min.

Glidebane mod borgerkrig

For få måneder siden mislykkedes et kup imod den folkevalgte præsident, Hugo Chavez. Nu er det venezuelanske demokrati igen under belejring
Debat
7. november 2002

International
For 12 år siden blev en venstrepopulistisk præst ved navne Jean-Bertrand Aristide valgt til præsident i Haiti ved landets første demokratiske valg. En lokal forretningsmand opsummerede holdningen i Haitis lille, men egenrådige elite: »Alle, som er noget, er imod Aristide – undtagen folket.«
Overklassen i Venezuela indtager en lignende holdning og er opsat på at få væltet deres egen venstrepopulistiske præsident, Hugo Chavez. De nægter at respektere resultaterne af en demokratisk valghandling og har ikke meget til overs for flertallet af deres (overvejende fattige) landsmænd. I sidste måned forsøgte landets største erhvervsorganisation med tilslutning fra enkelte fagforeningsledere at iværksætte en generalstrejke med det formål at tvinge præsidenten til at gå af. Mandag var der voldelige optøjer i hovedstaden Caracas, hvorunder adskillige demonstranter blev såret og bombarderet med tåregas af sikkerhedsstyrker. Demonstranterne var Chavez-tilhængere, der forsøgte at hindre en oppositionsdelegation i at aflevere mere end to million underskrifter i den nationale valgkommission for udskrivelse af en folkeafstemning om Chavez’ afgang.
Aristide blev væltet ved et militærkup anført af officerer, der – som det senere viste sig – var på CIA’s lønningsliste. Chavez overlevede et lignende kupforsøg for syv måneder siden, da en militærjunta satte ham fra magten i to dage. Hans præsidentpost – og Venezuelas demokrati – blev reddet ikke blot af et internt oprør i de væbnede styrker, men også af tusindvis af almindelige mennesker, der satte deres liv på spil ved at gå på gaden og forsvare deres regering.

Bush har intet lært
Venezuela kommer længere og længere ud af en glidebane mod borgerkrig, og endnu engang er Washington en del af problemet. Bush-regeringen hilste i første omgang kupforsøget den 11. april velkomment, men måtte hurtigt trække i land og sluge en international ydmygelse, da det så alligevel blev afværget. Flere indicier – heriblandt en række møder mellem amerikanske regeringsembedsmænd og kuplederne – antyder, at den amerikanske regerings støtte til kuppet bestod i mere end velvillige nik.
Hvad har Bush-regeringen lært i de syv måneder, der er gået siden det mislykkede kup i Venezuela. Ikke meget, ser det ud til. Det amerikanske udenrigsministerium undersøgte sig selv og fandt ikke overraskende ingen tegn på uretmæssig amerikansk indblanding – selv om rapporten konkluderede, at de amerikanske diplomati ikke havde formået at kommunikere tilstrækkeligt klart, at USA var imod kuppet.
I de igangværende forberedelser til et sandsynligt nyt kupforsøg, har Washington forholdt sig ejendommeligt tavs. Den venezuelanske opposition har i al fald ikke fået grund til at tro, at en kup-regering ville blive ramt af diplomatiske eller handelspolitiske sanktioner fra USA’s side.
Selv om de ikke når samme ensidighed som den borgerlige venezuelanske presse, har de amerikanske medier fremstillet et forvrænget billede af den aktuelle situation i Venezuela. Chavez er som oftest blevet skildret som en diktatortype, mens realiteten snarere er, at hans regering er den mindst undertrykkende i Latinamerika.

Dyb recession
Her i USA gentager pressen uafladeligt beskyldningerne om, at Chavez forsøge at indføre socialisme »efter den cubanske model«. Påstanden er latterlig. Venezuela er et lige så kapitalistisk land, som det altid har været, og der har ikke været nogen som helst skridt imod statslig overtagelse af produktionsmidlerne eller planøkonomisk styring, siden Chavez blev valgt i 1998.
Den venezuelanske økonomi er for tiden havnet i en dyb recession, der forværres af en kapitalflugt på milliarder af dollar og et fald i investeringerne udløst af den politiske ustabilitet. Den har desuden lidt under langsigtede dårligere konjunkturer end de fleste andre latinamerikanske lande. Således er den gennemsnitlige realindkomst per indbygger faldet med mere end 18 procent siden 1980.
Selv om Chavez-regeringen kan notere sig flere markante succeser i henseende til at skaffe landets fattige bedre uddannelsesmuligheder og et bedre offentligt hospitalsvæsen, står den fortsat over for store problemer både i henseende til den økonomiske akutte krise og det længerevarende tilbageslag. Men Venezuela er ikke unik på dette punkt. Realindkomsten er stort set ikke vokset
i noget latinamerikansk land i 20 år, og alt tyder på, at den vil falde i indeværende år.
Fremgangen for populistiske og venstreorienterede partier såsom Brasiliens Arbejderparti PT – hvis kandidat Lula sejrede stort ved valget for nylig – ser på den baggrund ud til at fortsætte. Det er den logiske reaktion på det mislykkede økonomiske eksperiment, der kendes som The Washington Consensus, og som har påført Latinamerika så store omkostninger i de sidste 20 år. Reaktionen vil ikke kunne stoppes, som det er sket så mange gange før i historien med Washingtons støtte ved hjælp af kup, vold og økonomisk pression. Den amerikanske regering – såvel som Venezuelas – er ganske enkelt nødsaget til at acceptere demokratiets princip om, at et lands regeringssammensætning og økonomiske politik bliver afgjort ved folkeflertallets valg.

*Mark Weisbrot er leder af Center for Economic and Political Research i Washington

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her