Læsetid: 3 min.

Høg mod høg

Præsident Bush har god grund til endnu en gang at overveje, hvad det egentlig er, han vil med opnå med en krig i Irak
Debat
12. november 2002

Kommentar
Præsident Bush har skabt en vis forvirring omkring formålet med at føre krig imod Irak. Er formålet at afvæbne Irak eller er det at afsætte Saddam Hussein? Og hvis vi taler om systemskifte i Irak, hvad menes der så egentlig med det?
Forvirringen afspejler splittelsen i kredsen af Bush’s nærmeste rådgivere. Man kan roligt sige, at de er alle såkaldte høge, men de er groft sagt to grupper af høge. Skillelinjen går mellem, hvad man i Washington Post for nyligt betegnede som ’demokratiske imperialister’ og ’kategoriske nationalister’.
Demokratiske imperialister forener Bismarcks realpolitik med Woodrow Wilsons moralitet. De mener, at USA skal bruge sin overvældende militære, økonomiske og politiske magt til at genskabe verden i sit eget billede. Dette vil tjene ikke blot USA’s egne interesser, men også resten af verdens. En af de førende demokratiske imperialister er viceforsvarsminister Paul Wolfovitz.
For demokratiske imperialister vil Saddams fald skabe en enestående mulighed for at bringe demokrati til såvel Irak som til hele Mellemøsten. Saddams fremtvungne fald efterfulgt af en amerikansk-sponsoreret genopbygning af Irak vil sætte landet på kurs mod ægte demokrati og have positiv effekt i resten af den arabiske verden. En sådan indsats vil kræve et enormt forpligtende ansvar, et ansvar som de demokratiske imperialister er sig bevidste og parate til at tage på sig.
Det er præcist her de kategoriske nationalister, blandt andre vicepræsident Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, er uenige. Deres politik går alene ud på at sikre USA’s nationale interesser og udslette eventuelle trusler mod samme. De kan godt finde på at bruge moralske hensigtserklæringer, hvis det sætter lidt ekstra fart på den politiske proces, men de er dybt skeptiske over for udtryk som nation-building og overbeviste om, at god politik er politik, der tjener egne interesser. At være ansvarlig for opbygning af nye demokratier ligger ifølge denne gruppe langt uden for USA’s forpligtelser. Med andre ord: når Saddam er væltet, er det op til irakerne selv at skabe deres fremtid.

Indtil videre har de to grupper kunnet stå sammen om deres fælles mål: at vælte Saddam Hussein. Men kommer krigen, vil det være afgørende, hvilken af de to grupper præsident Bush vælger at læne sig op ad. Det vil få betydning for størrelsen af den militære indsats og længden af den amerikanske indsats efter Saddams fald.
De kategoriske nationalister vil begrænse indsatsen mest muligt og ikke stille mange andre krav til en ny regering end at den forpligter sig til at forblive afvæbnet og respekterer internationale grænser. En sådan løsning vil næppe tilfredsstille de demokratiske imperialisters ambitioner om at genskabe Irak efter den model, som efter Anden Verdenskrig blev brugt i Tyskland og Japan. Dette ville kræve, at USA indsatte en type i stil med general Douglas MacArthur, ikke en anonym udsending, som det er sket i Afghanistan.
Præsident Bush har vist et vist åndsslægtskab med de demokratiske imperialister, men er samtidig gået imod at bruge amerikanske tropper til at genopbygge stater. Der er derfor god grund til at formode, at USA’s løfter
om at skabe et åbent og frit samfund ikke vil blive fulgt op med handling. Men andre ord, en gentagelse af krigen i Afghanistan. Denne gang er der dog mere på spil. Hvis USA efterlader Irak med et styre, der kun kan byde på ’stabilitet’, men ikke demokrati og lov og orden, risikerer USA at gøde jorden yderligere for den vrede og foragt, som har fået så mange unge mænd til at melde sig under Osama bin Ladens faner.
Så der er god grund for præsident Bush til endnu en gang at overveje, hvad det egentlig er, han vil med opnå med en krig i Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her