Kronik

Identitet og Kinderæg

Hele livet venter vi på overraskelsen – på det der er ’inde i’ det, vi ønsker os. Også når vi kastes ud i kriser som efter den 11. september
Debat
27. november 2002

Kronikken
Et af de mest populære chokoladeprodukter på det europæiske marked er en slags hule chokoladeæg indpakket i kulørt papir – de såkaldte Kinder Overraskelse.
Når man pakker sit chokoladeæg ud og bryder igennem dets chokoladeskal, finder man i det hule indre et lille stykke plastic-legetøj. Jeg har bemærket, at børn, der får et Kinderæg, som oftest er mest ivrige efter at finde ind til overraskelsen. De er mest af alt optaget af legetøjet og ret ligeglade med at spise chokoladen bagefter. Er dette ikke en eksemplarisk illustration af den franske psykoanalytiker, Jacques Lacans motto »Jeg elsker dig, men af uforklarlige grunde elsker jeg noget i dig endnu mere end dig selv, og derfor ødelægger jeg dig«?
Er det lille stykke plasticlegetøj i Kinder-ægget ikke den smukkest tænkelige anskueliggørelse af det, som Jacques Lacan kalder ’objekt lille a’? Det lille objekt, der udfylder hullet i centrum – den skjulte skat, agalma, som vi tænker os gemmer sig et eller andet sted inde i de ting, vi begærer.
Det materielle tomrum inden i chokoladeægget står for den strukturelle afgrund, der gør at ingen overraskelse er »lige præcis det«, – som gør, at intet produkt helt kan leve op til den forventning, ægget havde vakt i os.
Kinder-ægget er dermed formlen for alle de produkter, der giver løfte om ’mere’ (»Køb en dvd-afspiller og få fem gratis dvd’er« eller, i en mere direkte form, mere af det samme: »Køb to tuber af denne tandpasta og få den tredje med gratis.«). For slet ikke at tale om Coca Colas standardtrick: »Se bag på kapslen. Måske har du vundet en af vores mange fantastiske præmier: lige fra en ekstra gratis cola til en flunkende ny bil«.
Dette ’mere’ eller ’ekstra’ har den funktion at udfylde en mangel, et ’mindre’, dvs. at kompensere for den kendsgerning, at ingen vare nogensinde virkeliggør sit fantasmatiske løfte. Med andre ord ville den ultimativt ’sande’
vare være den vare, der aldrig behøvede noget supplement – den vare, er simpelt hen fuldt ud levede op til sit løfte: »Du fik præcis, hvad du betalte for, hverken mere eller mindre.«
Er der ikke et klart struktur-sammenfald mellem denne varestruktur og det moderne universelle subjekts struktur. Fungerer subjekter – i præcis det omfang at de anerkendes som subjekter i de universelle menneskerettigheder – ikke netop som Kinderchokoladeæg?

I Frankrig kan man stadig købe en dessert med det racistisk klingende navn tête du nègre (= ’niggerhoved’) – en kuglerund chokoladekage med et tomt indre (»ligesom dumme niggeres hoveder«).
Vil den universalistiske humanists svar på tête du nègre ikke præcis være noget i retning af
Kinder-ægget? Eller som de humanistiske ideologer ville have formuleret det: Vi kan være så uendeligt forskellige vi være vil – nogle af os er sorte, andre hvide, andre høje, nogle små, nogle kvinder, nogle mænd, nogle rige, andre fattige osv. osv. – og dog er der inden i os alle den samme moralske ækvivalent, svarende til det lille plasticlegetøj, det samme je ne sais quoi, denne mystiske faktor X, som på en eller anden måde betegner den værdighed, som vi alle deler som mennesker. For at citere fra Francis Fukuyamas Our posthuman future:
»Hvad kravet om lighed i anerkendelse indebærer, er, at når vi borttænker alle udvendige og tilfældige kendetræk ved individerne, så forbliver der en eller anden bagvedliggende essentiel menneskelig kvalitet, der gør krav på et vist minimum af respekt. Vi kan kalde den faktor X. Hudfarve, kropsholdning, udseende, socialklasse, køn, kulturel baggrund og selv ens
særlige medfødte talenter er alle biologiske tilfældigheder, der må opfattes som ikke-essentielle kendetræk (…). Men inden for det politiske domæne er det et kollektivt krav til os alle, at vi respekterer alle mennesker ligeligt som mennesker på grundlag af, at de alle besidder faktor X.«
Som med mennesker kan det forholde sig med hvid chokolade, mælkechokolade, bitter mørk chokolade, med eller uden nødder og rosiner... indeni chokoladen er der altid den samme slags plasticlegetøj.
Dette står selvfølgelig i kontrast til Kinderæggene, der omvendt altid er de samme udadtil, men hver især har et forskelligt stykke legetøj i sig.

For at gøre en lang historie kort: Det, som Fukyama er så bange for, er, at hvis vi blander os alt for meget i produktionen af chokoladeægget, så kan vi komme til at lave et æg uden plasticlegetøjet indeni. Hvordan det? Jo, Fukyama har helt ret, når han understreger, at det er fundamentalt afgørende, at vi oplever vores ’naturlige’ egenskaber som beroende på tilfældigheder og held. Hvis min nabo er smukkere og mere intelligent end jeg, så er det, fordi han var så heldig at blive født sådan. Hans forældre kunne umuligt have planlagt det sådan.
Det filosofiske paradoks er nu, at hvis vi fjerner dette element af chancebetonet held, og hvis vores ’naturlige’ egenskaber bliver kontrolleret og reguleret af biogenetiske og andre videnskabelige manipulationer, så mister vi faktor X.
Selvfølgelig kan man give det skjulte plasticlegetøj en ideologisk drejning som f. eks. i forestillingen om, at bag alle chokoladens etniske variationer »vil man altid møde en amerikaner« (selv om plasticlegetøjet efter alt at dømme er fremstillet i Kina). Dette mystiske X, vores væsens inderste skat, kan også manifestere sig selv om en fremmed indtrænger, ja endog som ekskremental monstrøsitet.
Den anale association er her fuldt ud retfærdiggjort: det Indres umiddelbare måde at vise sig på er som amorft lort. Det lille barn, som giver sin afføring som gave, giver for så vidt den umiddelbare ækvivalent til sin faktor X. Freuds velkendte bestemmelse af ekskrementet som gavens oprindeligste form – som det inderste objekt, som det lille barn giver til sine
forældre – er således ikke så naiv, som den kan se ud: Den ofte oversete pointe er, at dette lille stykke af mig selv, som tilbydes den Anden, radikalt svinger imellem det Sublime og – ikke det Latterlige, men netop det ekskrementale.
Dette er for Lacan grunden til, at et af de træk, som kendetegner mennesket frem for dyret, er, at for mennesket bliver det et problem, hvordan vi skal skaffe os af med vores lort. Ikke på grund af dets ildelugt, men fordi det kommer fra vores inderste intimitet.

Dyr har ingen problemer med deres fækalier, for de har i modsætning til mennesker ikke noget ’indre’. Man ihukommer her Otto Weiniger, som betegnede vulkansk lava som »der Dreck der Erde« (jordens lort). Det kommer inde fra kroppen, og dette indre er ondt og forbryderisk – »das Innere des Körpers ist sehr verbrecherisch«.
Her møder vi igen den samme spekulative tvetydighed som penis er genstand for: et organ, der både bruges til at urinere og undfange med. Når vores inderste bliver direkte yderliggjort, er resultatet afskyvækkende. Yderliggjort lort er netop ækvivalenten til det ekstraterrestriale monster, som koloniserer den menneskelige krop, trænger ind i den og dominerer den indefra, og som i sciencefiction-horrorfilmen Aliens klimaksscene bryder gennem kroppen, igennem munden eller direkte gennem brystet.
Her er Jack Sholders Hidden måske endnu mere eksemplarisk end Ridley Scotts Alien. I Hidden bliver det ormelignende fremmede væsen tvunget ud af kroppen ved filmens slutning på en måde, så det direkte fremmaner anale
associationer: et gigantisk stykke lort, som tvinger de mennesker, der er gennemtrængt af det, til at blive ved med at fortære det grådigt og kaste op igen i på ydmygende og afskyvækkende vis.
Faktor X garanterer ikke blot de forskellige subjekters underliggende identitet, men også det samme subjekts fortsatte identitet over tid. For 20 år siden offentliggjorde National Geographic det berømte foto af en ung afghansk kvinde med et uhyggeligt klart og forskræmt blik i sine grøngule øjne.
I 2001 blev den samme kvinde identificeret i Afghanistan. Selv om hendes ansigt havde forandret sig og var blevet mere hærget og slappere og huden rynket som følge af et hårdt og trælsomt liv, var hendes intense øjne straks til at genkende som en kontinuitetens faktor.
Imidlertid er der et problem med denne faktor X, som gør os lige trods vore forskelle. Bag den dybe humanistiske indsigt i, at »vi inderst inde alle er de samme sårbare mennesker«, lurer en kynisk følgeslutning: »Hvorfor bryde sig om at kæmpe imod overfladiske forskelle, når vi inderst inde allerede er lige?« – lidt som ordsprogets millionær, som rørstrømsk opdager, at han deler samme slags lidenskaber, frygt og kærlighed med en ludfattig tigger.
Heri ligger fokus for mit aktuelle arbejde. Ikke den 11. september som sådan, med denne begivenheds spektakulære og blændende tilstedeværelse, men den ideologiske baggrund, som har været bestemmende for, hvordan vi har oplevet dette forløb – den baggrund, som udgøres af vores diskurs om frihed og menneskerettigheder.
Den endelige lære er således, at vi alle har ’niggerhoveder'’ som er hule indeni, og at det, som vi henviser til som vores identitets faste kerne, netop er bare endnu et stykke plasticlegetøj.

*Den bog som Slavoj Zizek henviser til i kronikken, er hans bog om verden efter den 11. september 2001: Slavoj Zizek: Velkommen til virkelighedens ørken som udkom i september i år på Informations Forlag. Den er på 174 sider og koster 198 kroner

*© introite! publishers

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Slavoj Zizek er forfatter og filosof, ’Slovenerskolen’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her