Kronik

’Man kan jo altid blive kriminel’

Amerikanske indvandrere arbejder hårdt og tjener meget lidt. For de fleste er den amerikanske drøm en illusion. Er det sådan, vi vil ha’ det?
Debat
5. november 2002

Kronikken
I få lande er arbejdsløsheden blandt indvandrere så stor som i Danmark målt i forhold til den indfødte befolkning. Mens den i USA kun er ca. 15 procent end højere end den indfødte befolknings, er ledigheden i Danmark tre gange så høj for indvandrere.
De mange arbejdsløse indvandrere er en økonomisk belastning for samfundet, især hvis det udvikler sig til en kulturel norm i visse etniske miljøer at være uden for arbejdsmarkedet, og hvis fertiliteten i disse miljøer er to til tre gange højere end blandt etniske danskere.
Tænketanken, som blev nedsat under fhv. indenrigsminister Karen Jespersen, er netop nedkommet med en ny rapport, som anslår samfundets årlige udgift i 2005 på 23. mia kr., alene til indvandrere.
Man må spørge om årsager til og løsninger på dette problem.
Ann Belinda S. Preis søgte i 1996 i bogen Flygtninge, sandheden og andre gåder at påvise, at det danske socialsystem fastholder tamiler i arbejdsløshed, mens de i London bliver tvunget ud i beskæftigelse. Den mediekendte Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet har ved flere lejligheder givet udtryk for, at det danske socialsystem fastholder indvandrere i passiv forsørgelse.
Necef mener, at velfærdsstaten generelt står for skud, og selv går han ind for afskaffelse af mindstelønnen.
Det er sandt, at en bistandsklient med mange børn kan være i en situation, hvor det dårligt kan betale sig at tage arbejde. Det gælder hvad enten bistandsklienten er etnisk dansker eller nydansker, men ofte har mennesker fra traditionsbundne samfund som f.eks. Afghanistan have flere børn end danskere.

Men spørgsmålet er om den amerikanske model er bedre end den danske velfærdsmodel.
Jeg har netop været på besøg i San Francisco, hvor jeg bl.a. besøgte en skole hvor stort set alle børnene var første- eller anden-generationsindvandrere. Skole-
lederen bekræftede at de fleste forældre havde arbejde: »Mange af dem har to-tre jobs, for ellers kan de ikke klare sig økonomisk, og de har al for lidt tid til deres børn«, fortalte lederen.
Da jeg var på indkøb med en amerikansk bekendt og spurgte efter en vare i en butik og fik at vide, at de ikke havde varen, sag-de min bekendt: »Lad os selv se
efter, ekspedienten ved ingenting og er også ligeglad – her får de kun omkring fem dollars i timen, og med den løn er der ikke megen motivation«. Og ganske rigtigt: Varen var der!
USA er ved at opbygge et kæmpe-proletariat bestående af spansktalende indvandrere fra Sydamerika. Fra 1980 til 1994 kom mere end 1,5 million mexicanere i kommet ind i USA – legalt eller illegalt, og i 1994 befandt 43 procent af dem sig under fattigdomsgrænsen. Der er nu i alt 12 mio. amerikanere, som er født i et spansktalende land, og de såkaldte hispanics får tre gange så mange børn som de indfødte amerikanere.
Kun 62 procent af de 17-årige hispanics gik i skole i 90’erne. Den ældre generation, som kom til USA, var glade for den smule de kunne få, men de unge er frustrerede over at de har så dårlige forhold sammenlignet med amerikanere, at mange af dem bliver kriminelle og asociale. De unge lærer, at forbrug og penge er det som tæller, men de lærer også, at de aldrig får en chance for at slippe op fra samfundets bund – for dem er den amerikanske drøm en illusion.
Integrationen af forskellige spansktalende grupper har været helt forskellig. Cubanerne blev taget imod med åbne arme (de var jo flygtet fra stygge Castro), og det er nok én af årsagerne til at de generelt har klaret sig særdeles godt.
Derimod er arbejdsløsheden blandt folk fra Puerto Rico oppe på 25 procent. Den positive holdning til cubanerne betød, at staten ofrede 1,5 mia. dollars på at få lidt under en halv mio. cubanere integreret – et fantastisk højt beløb sammenlignet med, hvad USA ellers ofrer på integration. Og allerede efter et år kunne en illegal indvandrer fra Cuba få permanent opholdstilladelse.
Mens de cubanske flygtninge primært kom fra middel- og overklassen, var det fattige mexicanere, der i 80’erne og 90’erne søgte mod nord. Der er altså både tale om forskellig social baggrund hos indvandrerne og om forskellig holdning til indvandrerne i modtagerlandet USA – begge faktorer må formodes at have en indflydelse.
Det bekymrende i USA er, at integrationen af indvandrere synes at gå dårligere og dårligere. I 1960 tjente en nyankommen Puerto Ricaner i New York 67 procent af gennemsnitslønnen, og det var normalt for en nyankommen. Nu udgør lønnen kun 50 procent.
Et af problemerne er, at den produktion, som kræver ufaglært arbejdskraft, flytter til udlandet. Da ny-amerikanerne bestod af europæere, regnede man med at det tog tre generationer at blive ligestillet med de indfødte amerikanere. Nu synes det at gå værre med de efterfølgende generationer.
Den manglende integration har fået nogle etniske grupper til at satse på narkokriminalitet. I perioden 1985 til 1990 steg antallet af mord med 63 procent i New York, men med 115 procent blandt dominicanere. Det skyldtes et forrået narkomiljø.

I Danmark har det været alfa og omega for den ny regering og integrationsminister Bertel Haarder at få nydanskerne i arbejde. Det er positivt, men det er også betydeligt nemmere at have det mål end for ti år siden, hvor der var overskud af arbejdskraft – nu er der mangel.
Hvis regeringen tror at sociale forringelser, nedskæringer på sprogcentre og en fjendtlig holdning til indvandrere f.eks. i form af afskaffelse af modersmålsundervisning fører til en mere vellykket integration, var det nok en idé at kaste et blik over på USA.
En sammenligning mellem USA og Danmark vil vise, at de sociale problemer er meget større i USA end i Danmark; at der i begge lande er mange frustrationer og hø-jere kriminalitet blandt anden-generations-indvandrere end blandt andre; og at der er forskel på forskellige etniske grupper.
En sammenligning vil også vise at antallet af jobs for kortuddannede er betydeligt lavere end for 10-20 år siden, men tilsyneladende har Danmark været hurtigere til at automatisere – da vi f.eks. havde indført brug af dankort på næsten alle tankstationer, fortsatte man i USA med billige indvandrere som arbejdskraft.
Beskæftigelsen er generelt højere i USA – men det har altså ikke løst de sociale problemer.
Problemerne i begge lande tyder på at der er behov for videnskabelige og grundige undersøgelser over, hvilke processer der fremmer og hæmmer vellykket integration på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt.
Det er vigtigt at disse undersøgelser ikke bunder i forudfattede socialistiske eller liberale værdinormer. Indvandrerne skal ikke bruges af liberale som argument for at fjerne velfærdssamfundet! Samtidig må socialister være villige til at ændre de sociale regler, så det altid kan betale sig at arbejde.
Og det er vigtigt at man satser på børnene og de unge og tager det afslappet om en 45-årig indvandrer-kvinde kommer ind på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk vil det betydeligt uendeligt lidt at få hende i arbejde. Men hendes ti-årige søn skal derimod integreres i samfundet og dermed på arbejdsmarkedet.
I 1999 var ni procent af indvandrerne (over 13 år) fra Jugoslavien, Iran, Libanon, Polen, Pakistan, Somalia, Tyrkiet og Vietnam uden skolegang, og 54 procent havde ikke afsluttet en uddannelse. Disse indvandrere har ikke forudsætninger for at klare sig på et højeffektivt arbejdsmarked – det problem løses ikke ved at forringe løn- og levevilkår.
Hvis vi i Danmark fastholder, at uddannelse er vejen frem til kvalificeret arbejdskraft, at der ikke må diskrimineres på arbejdsmarkedet, og at det skal kunne betale sig økonomisk at tage et arbejde – mon vi så ikke kan styrke beskæftigelsen blandt indvandrere… uden at bruge den amerikanske model?
Med stigende aldring af den danske befolkning har vi valget mellem at forhøje pensionsalderen eller få flere indvandrere til Danmark /flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.
Hvis processen kan lykkes, vil vi kunne se på de første udgifter som en investering – på samme måde som samfundet investerer i børnehaver og skoler til danske børn.
Hvis processen mislykkes – ja, så er det noget af en katastrofe.
En uvidenskabelig slutbemærkning: Jeg har i godt et år arbejdet med indvandrere, og det er mit absolutte indtryk at de fleste ønsker at komme ud på arbejdsmarkedet.

Frede Hansen, lærer i en modtageklasse på Dronninglund skole, foredragsholder. Har en diplom-uddannelse fra Syddansk Universitet i ’Indvandrerstudier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her