Læsetid: 4 min.

At klappe med en hånd

Biologiske årsagsforklaringer på ’den menneskelige natur’ er igen kommet i høj kurs
5. november 2002

Biologiske årsagsforklaringer på ’den menneskelige natur’ er igen kommet
i høj kurs

International
Biologien er til stede på en ganske anden måde i offentligheden i dag end for bare et tiår siden, og ingen steder kommer dette så markant til udtryk som i debatterne om den menneskelige natur. På samme måde som mange omkring 1980 gik ud fra, at thatcherisme og reagonomics blot ville være et kortvarigt og forbigående lune, var det sikkert en udbredt opfattelse på samme tid blandt de intellektuelle, at den biologiske forståelse af mennesket aldrig ville blive toneangivende igen.
De tog fejl. Nyliberalismen er stadig tidens dominerende ideologi, og biologiske årsagsforklaringer på ’menneskets natur’ er igen i vælten. Det sidste tiårs største forskningsprojekt var The Human Genome Project, og engelsksprogede populærvidenskabelige bøger om menneskets biologiske natur sælger i store oplag. De er velskrevne, friske i tonen og får akademiske bøger til at fremstå som livstrætte og agterudsejlede.
Længe var det vanskeligt for talsmændene for et biologisk menneskesyn at blive taget alvorligt. De var optaget af revirinstinkter, vold og sex og havde kun lidt eller intet at sige om f. eks. sprog, kunst og teknologi. Dette har ændret sig. Den nye generation af forfattere, som kalder sig evolutionspsykologer i stedet for sociobiologer, koncentrerer sig nemlig om at forstå, hvordan bevidstheden virker.

Mangelfuldt kendskab
Årets store stjerne er psykologen Steven Pinker, som dette efterår har udgivet bogen The Blank Slate (= den blanke tavle eller ’tabula rasa’). Siden den udkom, er bogen blevet genstand for begejstrede omtaler i især USA, mens modtagelsen i Storbritannien har været mere blandet.
Videnskabsjournalisten Matt Ridley citeres på smudsomslaget for, at »dette er den bedste bog om menneskets natur, som jeg og enhver anden nogensinde vil få at læse.« Rent bortset fra at vi må misunde Ridley hans profetiske gaver, tyder superlativerne på, at vi er vidner til en vækkelsesbevægelse. Det kan være god nok grund til at Pinker en smule efter i sømmene.
Selv om Pinker er en mere sofistikeret tænker en mange af sine åndsfæller, så skinner det hurtigt igennem, at hans bog lider under mange af de samme svagheder, som er så typiske for denne slags litteratur: Bogen afslører et dybt mangelfuldt kendskab til, hvad samfunds- og kulturforskere faktisk gør, og den bygger på en idiotisk præmis: Nemlig forestillingen om, at menneskets bevidsthed grundlæggende må være enten medført eller tillært. Udlægningen af hans meningsmodstanderes synspunkter udarter dermed til det parodiske, og Pinkers egen position bliver fundamentalistisk og langt mere vidtrækkende, end han har nøgtern dækning for.
Hans bærende tese er, at menneskets bevidsthed er udviklet gennem en form for naturlig selektion, som må anskues som individuel konkurrence om at føre sit arvemateriale videre. Pinker ønsker desuden at vise, at et bredt spektrum af vore aktiviteter i sidste instans er biologisk funderede og hænger sammen med vores overlevelsesduelighed i ’urtilstanden’. Her er der mange ting at diskutere, ikke mindst om forholdet mellem gruppe, individ og økosystem i evolutionsprocessen. Et andet centralt spørgsmål vedrører forholdet mellem de tre størrelser biologi, kultur og frihed. Dette er et tema af stor betydning, og Pinker har ret i, at humanister og samfundsforskere bør tage det alvorligt. Problemet er blot, han aldrig selv har blik for det komplekse samspil mellem hverken individ og kollektiv eller mellem biologi, kultur og individualitet. Han tilbyder konsekvent de enklest tænkelige svar på nogle af verdens mest komplicerede spørgsmål.
Hans mangel på nuancer er forbløffende. En påstand er, at forældre og andre miljøfaktorer ikke har nævneværdig indflydelse på et barns personlighedsudvikling. Denne position er lige så absurd som dens modsætning – nemlig behaviourismen, dvs. læren om, at miljøet er alt og medfødte egenskaber intet. For der er vel ingen, som i fuldt alvor tror på, at det ikke spiller nogen rolle, om man vokser op i Bronx eller i Beverly Hills?

Pinagtigt
Pinker lader ikke modstandernes bedste argumenter komme til. Mest pinagtigt er dette, når han klichéagtigt og helt uden præcis kilde afviser ’venstrefløjen’ for dens patetiske vanetænkning (f. eks. med hensyn til kønsroller), men han er heller ikke videre godt funderet i forhold til den filosofiske tradition. Et sted opremser han f. eks. nogle af de tænkere, som angiveligt ikke tror på, at mennesket har en medfødt natur, og medtager heriblandt med urette Platon og Lévi-Strauss, åbenbart uvidende om, at strukturalisten Lévi-Strauss har viet hele sit liv til at dokumentere bevidsthedens ‘medfødte strukturer’.
Forfattere af Pinkers type løber altid ind i problemer, når de skal forholde sig til spørgsmålet om den frie vilje. Hvis man accepterer samspillet mellem arv, miljø og frihed, bliver læren om bevidsthedens genetiske program en relativ og udvandet sandhed. Alligevel indrømmer Pinker, at hvis han ikke bryder sig om det, som hans gener »beder ham om at gøre«, så vil han »bede dem hoppe i havet«. Han tror altså på den frie vilje, når han taler om sig selv, men ikke, når han taler om mennesket som art.
Grundlæggende svagheder af denne type gør det så meget desto mere forbløffende, at bogen er blevet så tiljublet. Den udbredte begejstring skyldes næppe, at Pinker siger nye ting. Hans bog og andre som den har sit store fortrin i, at den tilbyder enkle svar i en verden, som ellers er underkastet uhåndterlig kompleksitet. Svarene stemmer på samme måde som ugebladenes horoskoper, som også kan virke tilforladelige, indtil man har tænkt sig om. At denne tilgang til den menneskelige bevidsthed også kan tjene som legitimation for nyliberalismen er næppe heller nogen ulempe. Problemet er blot, at terrænet er mere kompliceret, end denne type kortlægning overhovedet er i stand til at tage højde for. Der er nemlig flere både-og-relationer i verden end enten-eller-relationer. Det biologiske bidrag er nødvendigt til vor arts selvforståelse, men hvis det får lov at stå alene, hører vi til sidst ikke andet end, hvad Gregory Bateson kaldte the sound from one hand clapping.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu