Kronik

Kunsten at blive rockstjerne

Danmark udvikler for få musiksucceser. Supertalenterne falder typisk udenfor ’talentudviklings-maskinen’...
4. november 2002

Kronikken
Hvordan bliver du rockstjerne?
Start med at gå på musikskole, derefter MGK (Musikalsk GrundKursus), søg så ind på konservatoriet. Herefter får du en pladekontrakt, går i studiet og ender med at optræde på landets spillesteder og festivaler.
Idealvejen til succesen kaldes i det organiserede musikmiljø for ’den rytmiske fødekæde’, som beskriver de forskellige led i udviklingen fra amatør til professionel, vejen til succes.
Men noget er det galt med billedet. For eksempel kan man spørge sig selv, hvor mange fra D:A:D, Aqua, Saybia, Junior Senior, Sort Sol og Mew, der har fulgt fødekæden fra A til Z.
Fødekæde-billedet har én fordel: Det deler musikmiljøet op i kasser, som gør miljøet mere overskueligt, hvilket igen gør det lettere at fordele musikmidlerne: En pose penge pr. kasse.
Problemet er bare, at kasserne kun indeholder uddannelsesinstitutionerne, mens størstedelen af musikerne faktisk står uden for kasserne.
Musikere der bliver overset, fordi der arbejdes ud fra en model, som kun favner en lille del af miljøet: Sidste år blev 682 musikere optaget på landets fem rytmiske konservatorier. Der er mindst 290.000 danskere i alderen over 16, der spiller musik. Størstedelen af disse musikere findes ude i landets øvelokaler og det er her vi finder de orkestre, der ender med at sælge billetter og cd’er.
Det billede, der tegner sig udenfor fødekædens kasser, er en mosaik af musikere, foreninger og organisationer. Det lyder komplekst og musikmiljøet er da også langt mere nuanceret end det billede, fødekæden forsøger at give.
Det institutionaliserede musikliv er tilsyneladende bekendt med denne skævvridning. Eksempelvis udtalte rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, Peter Danstrup, i foråret til magasinet LineOut, at prioriteringerne mellem »...statsunderstøttet kulturliv og et mere freelancebaseret udbud er skæve og ude af proportion med interessen og engagementet ude omkring.«
Men trods bevidstheden om skævheden gøres der ikke meget for at rette op på den.
Der eksisterer en udviklingskæde alternativt til den statsanerkendte. Alternativet består af de mange freelance-musikere ude omkring i landets øvelokaler, der falder udenfor fødekædens kasser. Det er denne brede talentmasse, der skal styrkes, hvis vi vil rykke afgørende og positivt ved udviklingen af den rytmiske musiks talenter og på længere sigt forbedre udbudet af gode og danske musikalske oplevelser. Og det må jo være det, der er formålet med et offentligt støttet musikmiljø. Hvis de offentlige midler oven i købet kan være med til at udvikle eksportsucceser, er der oven i købet et økonomisk argument for at støtte udviklingen.

For den klassiske musik fungerer fødekædetanken. Her studerer musikere og dirigenter teknik, harmonisering, fortolkning, udtryk og nodelæsning, som de senere gør brug af i symfoniorkestre o.l.
Problemet ved at overføre billedet til det rytmiske område er, at rytmiske musikere arbejder væsentlig anderledes: Her er der ingen dirigenter, der sidder hjemme med nodebladet og indstuderer fortolkninger af et færdigt værk, som senere præsenteres for resten af orkestret, der så bliver instrueret i den nye fortolkning.
Rytmisk musik opstår som regel i øvelokalet i sammenspil mellem bandmedlemmerne. Der er ingen dirigent, som står på sidelinjen og guider bandet gennem deres sange. Det er et samarbejde.
Forskellen er, at for en professionel klassisk musiker er håndværket afgørende, og en uddannelse, hvor man kan lære dét, er alfa og omega. Uden håndværket er man ikke i stand til at læse noder og gengive det udtryk, komponisten søger.
For en professionel rytmisk musiker er håndværket ikke altafgørende. Mange af de rock- og popbands, der sælger (koncertbilletter eller plader), er rent håndværksmæssigt ikke nødvendigvis sublime – men det er underordnet, så længe de kommer ud over scenekanten, skriver et omkvæd der fænger og folk får en god musikalsk oplevelse. Dét er kunsten for den rytmiske musik .
Danmark er ét af de lande i verden, der har det højst udviklede musikalske uddannelsessystem, og det er dét forløb, fødekæden gengiver.
Den nuværende fødekædepraksis skal ikke forkastes, man må blot gøre sig bevidst, hvad det er, den beskriver. Den viser fortrinsvis, hvordan man uddanner håndværkere og undervisere. 66 procent af de færdiguddannede på de rytmiske konservatorier ansættes efterfølgende som undervisere.
Det, jeg plæderer for, er en alternativ praksis, der kun fokuserer på udviklingen af talenter, men så må man begynde et helt andet sted.

En rytmisk musiker behøver ikke en længerevarende uddannelse for at skabe et vedkommende stykke musik. Det handler om at integrere og styrke den måde, freelancemusikerne allerede arbejder på. Om at styrke musikernes behov med udgangspunkt i deres eget materiale, for indenfor den rytmiske musik betyder det personlige udtryk alt. Det er i øvelokalerne, talenterne udklækkes, og det er her, talentudviklingen må starte.
I stedet for en udviklingskæde skal der indføres udviklingsklodser, som musikerne selv kan sammensætte, og som kan omfatte ekspertrådgivning indenfor felter som band-udvikling, gruppedynamik og rollefordeling, kompositioner og arrangementer, tekster, markedsføring, branchekendskab og performance.
Fordelen ved denne form for musikudvikling er, at man tager udgangspunkt i musikernes egne sange, behov, ønsker og initiativ. Det eksisterer – men i alt for ringe grad – allerede under betegnelsen ’banddoktor’-ordningen.
Det ville desuden være en god idé at forsøge at skabe et uformelt miljø for de mange spirende talenter. Det kunne man f.eks. gøre med hel- eller halvårlige fagfestivaler, som var rettet mod de enkelte musikere og ikke mod det almindelige musikpublikum.
Fagfestivalerne kunne indeholde workshops, show cases, demo-bedømmelser og koncerter med professionelle navne. Workshoppene kunne indeholde alt fra live-lyd, sammenspil, effektiv øvning, brug af computer som værktøj/medspiller til markedsføring, bandjura, økonomi m.m. Til showcasene kunne forskellige upcoming-bands spille en koncert, hvorefter de evalueres af professionelle navne, pladesselskabs-folk og andre.

Sporten har sit Team Danmark for de virkelige talentfulde sportsudøvere. Musikere, der har vist sig holdbare til en karrieremæssig fremtid, bør få et lignende tilbud: Man kunne udvælge en håndfuld bands, der får række eksperter og sagkyndige stillet til rådighed og følges intensivt i en årrække.
Fajabefa har taget det første spadestik med Upcomingdk. Men dette initiativ drives i øjeblikket for meget få midler af frivillige kræfter. Hvis musikkens Team Danmark skal op og køre, kræver det flere midler og at alle relevante aktører kommer på banen.
Udviklingsklodserne skal støtte bredden i det musikalske freelancemiljø,. Tilbyd freelancemusikerne en stabel musikalske Legoklodser, og lad dem selv om, hvilke klodser de bruger og hvad de bygger.
De alternative udviklingsklodser burde sidestilles med det nuværende musikalske uddannelsessystem som en alternativ musikalsk uddannelsesretning. Sammen kunne de to uddannelsesveje udgøre en glimrende overordnet og samlende plan for talentudviklingen, som musikmiljøet længe har savnet.
Men et initiativ af et sådant format kan ikke løftes af én enkelt part. Det må ske i samarbejde mellem alle aktører på området: Musikorganisationer, festivaler, spillesteder, pladeselskaber, kommuner, amter og stat.

*Barnaby Stig Swann Pedersen bestyrelsesmedlem hos Fajabefa, landsforeningen for rytmisk musik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu