Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

18. november 2002


Inkonsekvens
Hvorfor er det tilladt at omskære små drenge, men forbudt at klippe halen af en hundehvalp?

Jan Krag Jacobsen, Farum

Alt og intet
Den kollektive personlighedskrise, bedre kendt som postmodernismen, eksisterer i alles bevidsthed.
Oprigtighed fordamper i blitzlys. Det har man vel indset. Når man efter at have gjort sig denne erfaring partout forsøger at indfange en eller anden form for autencitet, skal den derfor iscenesættes (fx. i medielaboratoriets kontrollerede miljø). Vi elsker at iscenesætte virkeligheden. Mest selvfølgelig af hensyn til underholdningsværdien. Denne iscenesættelse fører ikke til blændværk af nogen art, tvært-imod er alle vi ’forbrugersegmenter’ uhyggeligt bevidste om oprindelsen af den ret, vi får serveret, uanset hvad den kaldes på menuen. Men man bliver forvirret, når der ingen pejlemærker er, for hvad der er og ikke er iscenesat og designet. Vi vil ’lyves for’, men vi vil heller ikke bedrages. Og i denne paradoksale proces glemmer vi os selv og vores egne værdier.
En mand skal engang have udtalt, at grunden til at vi elsker at opholde os i den frie natur er at den ikke ’siger’ noget til os. Vi kan færdes uforpligtet under trækronerne. Bare være.
I det såkaldte postmoderne samfund, taler hele verden derimod til os på samme tid. Oversættelsen bliver: Alt og Intet.
Min påstand: den eneste grund til at vi føler os håbløst fortabte og fragmenterede (i litteraturen, filosofien såvel som Serielørdag på TV 2), er at vi gir fortabt overfor den største fortælling af dem alle: Postmodernismen. For det er da en god historie!
’Djævelens største bedrag var at overbevise menneskeheden om, at han ikke eksisterer’. (Verbal; The Usual Suspects).

Rune Alm
Gl. Kalkbrænderivej 52, Kbh. Ø

Det lyder herligt!
Hvorfor protesterer I piger ikke over Catherine Millets seksuelle selvbiografi (Catherine M’s seksuelle liv) når I protesterer over pornoficeringen af det offentlige rum, spørger Jørgen Grimstrup i læsebrev den 9.-10. november.
Måske fordi vi piger – eller hvad med at kalde os kvinder – modsat J.G. har læst bogen og ikke som han kun anmeldelserne af den. Og derfor ved at bogen ikke, som J.G. hævder, er en »omgang pornoficering og objektgørelse at kvinden som sexdyr i højeste potens«. Men faktisk er en tekst »hvor det lykkes Millet at skrive sig gennem en kvindelig position, der handler om at være objekt, til en position, hvor hun virkelig bliver subjekt, hvor hun bliver det sted hvorfra verden sanses«, som Lilian Munk Rösing skrev i sin anmeldelse i denne avis. Og se – det er jo en helt anden historie, og er et projekt, der ligger milevidt fra en pornoficering af det offentlige rum.
Miller er ikke én, der siger nej til porno – men hun vil selv have lov til at bestemme tidspunkt, sted og i hvilken sammenhæng. Nok er hun promiskuøs, men hun sætter grænser.
I øvrigt: Hvorfor skulle vi kvinder (også de kedelige af os der med stor lyst deltager i Kvindelig Selskabs arrangementer) protestere imod, som J.G. opfordrer os til, »at safterne i årevis (er) sprunget ud og ind af Catherines underliv til fornøjelse for hende selv og hendes partnere« – det lyder da herligt!

Sabine Celeste Svendsen
Victor Bendix Gade 7, Kbh. Ø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu