Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

18. november 2002


Filmhuset er dødt!
*Henning Camre, direktør i Filmhuset kan sige hvad han vil. Filmhuser er dødt!
»Der er blevet mere liv i huset efter, at vi har åbnet op, så vi har biograf, cafe og boghandel,« siger han jvf. Martin Heins artikel den 6. november. Åbnet op?. Nej, lukket i !
Boghandelen er indskrænket til døgnkiosk-størrelse og belysningen er som i en biografsal. Den store velbesøgte cafe m. udsigt til Kongens Have er væk. Hvorfor?
Den er nu blevet til et lille hjørne af den store fine restaurant til det velbeslåede publikum. Der, hvor cafeen lå er der tomt! Ovenikøbet er der to store glasdøre ud mod Gothersgade med »ingen adgang«! (henvisning til en anden dør). Hvor er det dog bedrøveligt med en så publikumsuvenlig ramme om et så flot filmudbud.

Steen Vraasø
Møllekrogen 12, Lyngby

Atomvåben til Grønland
*Når USA har behov for noget, så tager de det blot, hvor det end måtte befinde sig – deres ’klyng dem op’-mentalitet fornægter sig ikke. Vi har set hvordan USA har udnævnt visse lande til ’slyngelstater’ og vi har hørt om ’ondskabens akse’, »hvis I ikke er med os, så er I imod os« og alt det sludder. Det eneste det drejer sig om, er at få den internationale verden til at tro på det – eller med andre ord at finde et par nyttige idioter – så de blot kan erklære en krig og rage det til sig de har brug for. Lige nu er det selvfølgelig olie det hele drejer sig om. Hvad ville Sadam Hussein rage USA hvis ikke han havde olie?
Da vi i Danmark ikke har noget USA kan bruge, kan vi være helt rolige, de vil næppe spilde en bombe på os (og derfor skal minister – folkets tjener – Rasmussen lade være med at agere logrende nyttig idiot). Den ellers så talkreative Rasmussen skulle hellere behandle Grønland pænt, det ville så at sige være penge i banken. Om 10-20 år vil mange lande have brugt deres rene vandreserver, og hvis stilen med bare at rage til sig hvad man mangler breder sig, så vil Grønland få et problem, da de har bunker af rent vand. Derfor skal Grønland selvfølgelig hurtigst muligt anskaffe sig et par atomvåben, lave lidt prøvesprængninger osv, samt undlade at privatisere indlandsisen, så vil USA helt automatisk forholde sig roligt. De vil selvfølgelig føre sig brovtende og verbalt meget voldsomt frem, men ellers ville der ikke ske noget.

Michael Knudsen
Lauggårdsalle 4, Søborg

Rettelse til Beyer
*Anders Beyer anfører fejlagtigt i artiklen om Musikhøst (den 12. november) at ensemblet Hotel Deutsches Haus spillede Juliana Hodkinsons musik. Ensemblets rigtige navn er Trio event, mens Hotel Deutsches Haus var koncertens åbningsnummer, komponeret af Peter Ablinger.

Jakob Soelberg og
Toke Brorson Odin
Tagensvej 126, lejl. 113
2200 København N

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu