Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

26. november 2002


S må ikke svigte Tyrkiet
EU kan med fordel søge tilbage i historien for at finde løsningen på sin tyrkiske hovedpine. EU bør nemlig anlægge samme principielle syn på Tyrkiet, som på den tidligere fjende Vesttyskland ved etableringen af Kul- og Stålunionen i 1951. Som man igen med succes brugte ved optagelsen af de tidligere militærdiktaturer Spanien, Portugal og Grækenland i 1980’erne. Og som man i den aktuelle udvidelsesrunde har anlagt overfor Letland, der i de første år efter Sovjets opløsning agerede som et rendyrket apartheid-regime overfor det store russiske mindretal, men som nu bl.a. ved forpligtende EU-forhandlinger er blevet sporet ind på en konstruktiv bane.
S-holdningen til NATO-partneren og EU-kandidatlandet bør derfor være imødekommende. Der er kræfter nok, som prøver at så splid i Verden. Nu er det på tide, at nogle viser politisk lederskab og samler i stedet for at sprede.
Derfor er det også vigtigt, at offentligheden får kendskab til nuanceforskellene i S om, hvad vi mener i denne sag. I landets hovedstad er vi ikke begejstrede for den kolde afvaskning af tyrkerne, som partiet foreløbig har lagt op til i sine officielle erklæringer.
Om Tyrkiets målstreg så skal være at finde i 2010 – eller måske endnu senere – er knapt så afgørende, og afhænger i høj grad også af landets økonomiske formåen. For så vidt kan Tyrkiet endda godt klare sig uden EU. Men de kræfter i Europa, som ønsker at bygge bro mellem Vesten og de 98 procent af den muslimske verden, som ikke er religiøse fanatikere, kan ikke forsvare at parkere Tyrkiet i EU’s kolde ventesal på ubestemt tid.

Bo Sandberg
Sionsgade 5 C, Kbh. Ø

Al-Jazeeras troværdighed
Dorrit Saietz refererer (11. november) til et møde i Nyborg for journalister, hvor Al Jazeeras kvindelige nyhedschef Dana Suyyagh fortalte om den arabiske tv-station.
Jeg var selv tilstede ved mødet i Nyborg den 10. november, og synes, der kan være behov for supplerende oplysninger. Såsom, at Al-Jazeera ikke opfatter Hizbollah som en terroristorganisation. At Al Jazeera anvender betegnelsen »martyr« om enhver, der dræbes af det israelske militær under daglig livsførelse. Nyhedschefen har i anden forbindelse forsvaret de palæstinensiske selvmordsterrorister.
Dana Suyyagh påstod også, at Saudi-Arabien er det eneste arabiske land, hvor der er indført sharia! Dana Suyyagh sagde desuden, at »såvidt jeg ved, har kristne arabere aldrig været udsat for synderlig diskrimination«.
Historien siger noget andet. Dana Suyyagh er i øvrigt selv kristen araber! Efter Dana Suyyaghs påstand om manglende diskrimination, bemærkede ordstyreren, tv-reporteren Ulla Terkelsen: »Det er dejligt at høre, at der er denne generøsitet mod kristne i den arabiske kultur. Det kunne vi måske lære noget af her i landet«. Og sådan gik mødet sin forvrøvlede gang i Nyborg.

Helle Merete Brix
Svendborggade 4, Kbh. Ø

Haiku – gammeldags
*Kamal og Novo
Tag parti – vær moderne
Din samvittighed

Verner Budde Jensen
Gl. Kirkevej 76, Hjortshøj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu