Kronik

Livstykker

Om lidt er vi borte, men hvis vi genopstår, så åh: Lad det være i den røde kjole af Yves Saint Laurent!
Debat
8. november 2002

Kronikken
Om lidt er vi borte. Derfor er vi nødt til at gøre en god eller – hvorfor ikke ? – dårlig figur. Cut a figure, som at skære en ridse i det hvide lærred eller i træets bark – at være den isstrøm, flyet efterlader sig i luften. Vi er nødt til at være den streg i sandet, der gør en forskel, livet kræver det af os. Men rædslen for at ’falde sammen med tapetet’, altså slet
ikke at sætte sig spor, er overhængende. ’Wallpaper’ er netop navnet på et såkaldt trendsættende stilblad i 90’erne.
Skrækken for ikke at eksistere – ikke at være virkelig – er ny og desorienterede: At drukne i omverdenens billeder, blive kvalt af tegn. Moden skal projicere vores indre ud i det udvortes for at signalere, at vi er her. Men hvad nu, hvis det indre er ved at forsvinde ? Aldrig før har identitet været så flimrende, molekylær, hvad er der sket ?
Moden er ikke kun nyhed, men også erindring. For at være med på det ny, er man nødt til at huske det gamle. Jeg husker de kvinder, jeg har kendt og set op til som lille, fx damen ved søerne, i slutningen af 1940’rne, som kom sejlende, klædt i New Look med høje hæle, røde læber, et dollargrin af en barnevogn og den ’gordiske’ knude i nakken, den der ikke kan løses op og som findes på alle klassiske mannequin-tegninger – og på alle karikaturer af gamle kællinger.
Og jeg husker min første beklædningsgenstand: Et livstykke.
Det havde en masse knapper på ryggen, der egentlig krævede en barnepige, som vi ikke havde. Intet barn ville nogensinde kunne lukke eller åbne det livstykke selv. Men gennem den hjælpeløshed i forbindelse med denne baksen med en beklædningsgenstand, som sad udenpå ’uldtrøjen’ og passede stramt til kroppens form, var man næsten sikker på, at man på en eller anden måde – fandtes. Livstykket var modsætningen til senere tiders jogging-dragter og al den komfort, som tilsyneladende, i første omgang, vandt over modens ubehag.
Moden interesserer sig ikke specielt for det kvindelige, men i høj grad for det feminine, det kvindeliges mimicry, som er en særlig charmerende/chokerende måde for menneskelige hunkønsvæsener at være udsat på. I moden sætter vi eksistensen på spil ved ikke at kunne trække vejret (korsettet), ikke at kunne gå (snørede fødder) ikke at kunne løbe (stilethæle) eller spise (skelet-mode). At se på moden er derfor at opleve, på hvilke måder vi – og navnlig kvinder – har udsat os.

Min bedstemor, født år 1900, forærede mig i 70’erne sine gamle tenniskjoler i elfenbensfarvet ballonsilke i Charleston-længde. For så vidt, som jeg har gået i min bedstemors kjoler i det meste af mit voksne liv, har det været præget af vintage.
Min bedstemor var indbegrebet af elegance, uden yderligheder, en såkaldt velklædt dame, der i hele sin ungdomstid indtil anden verdenskrig ikke var beskæftiget med ret meget andet end at være – elegant – dame. Og en elegant dame gik i formiddagskjole, skiftede til eftermiddagskjole, cocktailkjole, og hun klædte sig om til middag. Vinter betød gråværkspels, persianer eller tweedfrakke med turban. Forår – spadseredragter. Sommer – bomulds- og silkekjoler i printede mønstre og blomster, store stråhatte. Efterår – højhælede spadseresko med smadsker og hatte med slør. Sorte Chanel-kjoler til aftenbrug med lidt brillianter, mørkerøde læber og negle.
Der var ikke tvivl om identiteten. Hvem man var. For det gik efter et bestemt mønster. Man var selvfølgelig neurotisk, for det hørte med til det feminine at undertrykke al livsudfoldelse, der kunne risikere at dementere hvor udsat, man var, hvor svag, beskeden, yndig, pæn og velopdragen. Selv højt uddannede kvinder var nødt til at sætte deres lys under en skæppe i pænhedens navn. Der var nærmest japanske tilstande. Kvinder, som ikke stækkede sig selv, blev kaldt for alle mulige grimme ting: Feltmadras, forsuttet bolche, let-på-tråden, underforstået, at hvis kvinder begyndte at folde sig ud, så ville hele civilisationens fintmaskede væv gå op i trevler. Livsudfoldelse i kvinde-regi var derfor noget utilbørligt og vulgært. Og ikke kun i sexuel forstand. At tale med høj stemme eller le højt eller gå med for lange skridt var bare – u-kvindeligt. De u-skrevne regler, som blev givet videre i intimsfæren fra mor til datter via misbilligende blikke var jernhårde.
Men allerede i min mors liv begyndte modellen, mønstret, moden – at krakelere. Jeg tænker ikke så meget på de new look modeller, hun fik syet hos min farmor i en toværelses lejlighed på Amager. Enorm petita-ternet nederdel, lille sort taljejakke med petita-ternet revers og hat, eller aftenkjole i taft med bolero. Hvordan min tykke farmor, med munden fuld af knappenåle, spurgte min far: »Vil du være sød at holde dér ?«, og min far – den mest modebevidste af alle – som formede tekstilerne henover det spinkle legeme på sin elskede, livsuduelige racehest, svarede: »Der er ikke noget, jeg hellere vil.«
Nej, i 50’erne skete der noget drastisk. Indtil da havde parisermoden kun været for ældre damer. Men Carven lancerede junior i 1955 og pludselig en dag fik min mor en sækkekjole i cyklamen strik. Hun havde sort Audrey Hepburn-frisure og så bedårende/ chokerende ud. Det var vel første gang siden romerne, at kvinderne pludselig lod hånt om deres talje og blæste på figuren. Pludselig gjorde man en helt ny figur, der lod det feminine i stikken. ’Sækkekjolen’ var for-formen til hele det civilisationsoprør, den kulturrevolution, der skulle sætte lysten, driften og velværet i højsædet, men som samtidig – eller netop derfor – blev et definitivt farvel til elegancen – som identitet og tvang.

Med kvindebevægelsen, som var en feministisk fornægtelse af kvindens udsathed, hvor kvinder trak i mandetøjet: kedeldragter, overalls og cowboybukser, blev kvinderne alt andet end – elegante. Men det var netop alt det andet, det mulige, der trak. Fx som i Danmark, hvor bleen, beregnet til små børns ekskrementer, blev farvet lilla og sat på hovedet. Et umiskendeligt forsøg på at skabe den omvendte verden, hvor alt det hidtil skjulte og fortrængte nu skulle synliggøres og rehabiliteres.
Elegancen, der kræver selvopofrelse og disciplin, blev skrottet til fordel for løssluppen fantasi,
omend der i Danmark herskede en ganske puritansk og enfoldig forestilling om det ’naturlige’, der hurtigt stivnede i konvention – og som lå milevidt fra Swinging Londons lårkorte psykedeliske udbrud med guldpudder fra Mary Quant.
Jeg kunne umuligt underordne mig kvindebevægelsens krav. Ikke kun på grund af min bedstemors gamle kjoler, men navnlig af kærlighed til min far, som til enhver tid ville rejse til London for at få de rigtige (sarte) sokker, som kun kunne holde en uge. »But what a week, sir!« Min far var, omend af fattig herkomst, eller måske netop derfor: modemand af natur.
(Og af profession). Han ville aldrig kaste sig over en cachemere-frakke, fordi den var på udsalg. Han ville først se snittet an, hvordan mønstret var skåret, og så ville han føle efter på stoffets kvalitet mellem to fingre og sige: »Kan du mærke det ? Prøv at føl.« Denne bevægelse med stoffet mellem de to fingre og dét at »føle efter« kan jeg stadig mærke inden i mig som noget utroligt livsbekræftende.
Fra min far fik jeg denne æstetiske lidenskab, som bare kom til at gå i helt andre retninger og fjerne sig en del fra grundlaget. Jeg har altid følt mig moderne – ikke fordi jeg gik med modetøj, men netop fordi jeg aldrig kunne eller ville tilpasse mig.
For de små piger i 50’erne var pænhed stadig den skjulte norm. Men pludselig fik vi, min søster og jeg, et par autentiske cowboy-bukser (grå, med gummiforstærkede knæ og ben så vidde som skorstene) fra Amerika. De var simpelt hen beregnet til at fange heste og køer i. Min stedfar købte dem i Macy i New York, og da ekspeditricen hørte, at de var til piger, var hun lige ved at besvime. Men på Bernadotteskolen – som statistisk set har leveret mere modematerale i form af stil til samfundet via input i diverse kunstneriske uddannelser end nogen anden skole – ville vi netop ikke være pæne. Mens pigerne på Zahles og Ingrid Jespersen-skolen stadig gik i lægget nederdel og cardigan med mørkeblå knæstrømper, gik vi på Bernadotteskolen i sømands-sweatre og islændere. Unisex.
Men jeg kunne ikke få det feminine ud af kroppen. En veninde gik – à la Brigitte Bardot – med en sværm af hvide og ternede stivskørter, som hendes mor vaskede og stivede med husblas. Den hjemmeservice havde jeg ikke og måtte i stedet købe elektriske ledninger og ståltråd, som jeg satte ind i gamle klude, jeg bandt om livet. Eller et skørt af skumgummi, der kunne give det ud for fyld. For i guds navn ikke at være pæne syede min veninde og jeg sækkekjoler af hessian i håbet om at ligne to sække kartofler. Vi bejdsede lange bønnekæder helt ned til knæene, og med hvidkridtede læber promenerede vi op og ned ad Strøget for at blive ’opdaget’. En overgang gik jeg med en hjemmefarvet rød og grøn sko og med en lokumskæde om halsen. I den mundering bestod jeg en mellemskoleeksamen til G minus.(03) Dengang fandtes der kun blå og grøn øjenskygge, hvilket min veninde og jeg afskyede som konventionelt, så derfor var vi nødt til at ty til malergrej hos materialisten.

De to æstetikker der altid har kæmpet om overtaget i mine efterhånden eksplosive kludeskabe (fordi jeg aldrig smider noget væk) er kampen mellem elegance og anarki, orden og kaos. Engang strikkede jeg en frakke af hvidt sejlgarn fra Jagt&Fiskeri – den var ikke elegant. Og engang i lysningen af en jungle fik jeg en jernhandler til at save syv centimeter jernkæde af, beregnet til elefanter, for at bære det om håndledet. Og det har altid undret mig, at ingen har fundet på at gå med et wc-bræt om halsen som halssmykke.
Jeg har aldrig haft råd til at købe fint tøj. Men engang var jeg ekspeditrice hos Jim Thompson i Bangkok – før han blev kidnappet eller ædt af en tiger – og det gav mig mulighed for at anskaffe en stram nederdel i tyk ’tweed’-silke og skjorter (åbenstående) i skrigende farver. Nede i kineserkvarteret kunne man også få syet en Cheong-Sam i batik – disse kineser-kjoler à la Susy Wong, med slids op ad låret. Da jeg kom tilbage til Danmark i diverse silke-antræk i begyndelsen af 60’erne var denne udmajning efter skandinavisk målestok decideret – krukket. Den første gang jeg blev fotograferet til et dansk frisørblad, altså dem man læser hos frisøren, var det iført – sari.
Men værre skulle det blive. I
hele Taleban-perioden har min påklædning ligget underdrejet. For det var i Afghanistan i 1968 at jeg lærte at binde en turban og gå med kohl ligesom mændene. (Poiret-look ?) Mine voksne liv-stykker fandt jeg i Kandahar og Herat. Lange stribede silkefrakker med pynteærmer ned til jorden, broderede fåreskindspelse garvet i pis – og en enkelt brynje af jern. Smykker af gammelt sølv, muslingeskaller og Coca Cola-glasskår. Det har aldrig i nogen historisk epoke været behageligt at tage sig ud. At gøre en forskel er anstrengende – lige det modsatte af komfort. Det er valget mellem at være tapet eller skulptur. Men jeg lod valget stå pivåbent og hæklede lange, kulørte gennemsigtige kofter for at leve op til Krakas standard om at være et paradox.

Da moden blev sluppet fri, var enhver kvindefigur fra enhver tid og ethvert sted på jorden blevet tilgængelig for os som en mulig identitet. Den store gevinst, som kvindebevægelsen gav os modemæssigt, var netop
etnisk.(Fortolket mest elegant af Yves Saint-Laurent). Der opstod en ikke så hemmelig forlovelse mellem de frigjorte kvinder i den rige verden og de etniske mindretal i de frigjorte kolonier i den fattige. I praksis betød det, at de lange gevandter – præstinden – nu var blevet en mulig identitet. Kvinden som gudinde. Ikke den sex-gudinde, som Hollywood-
ikonerne døde af som fluer i deres udsathed, men tværtimod en gudinde-identitet, der – hvor illuderet den end var – sagde skråt op med patriarkatet og dermed, har det vist sig, goddag til kaos.
Skyggesiden af frigørelsen var jo tab af identitet, som resulterede i en narcissistisk vildrede med, om man overhovedet eksisterede. Havde man egentlig et indre selv, man kunne projicere ud, som livet – og moden – kræver det ? Den kattepine satte modeindustrien sig lynhurtigt for at lindre. Kuren hed: Mærkevarer. Hvorfor have al besværet med at skabe en egen identitet, når man kan købe et firmamærke og bære firmaets bogstaver på sin krop, som tegn på – måske ikke hvem man er – men så på hvor mange penge man har, hvilket ved årtusindskiftet synes nærmest synonymt.
Kaos er kreativt, kaos er lyst og fortabelse. Aldrig før i verdens-
historien har vi haft så mange muligheder for at drømme os ind i så mangeartede figurer og projicere dem ud til alverdens forundring. Men det krepérlige er bare, at ingen undrer sig. Ingen ser andre, for alle har så travlt med at få øje på sig selv. De unge pigers klædeskabe er fyldt til bristepunktet med tøj, som de har glemt, eller som de umuligt kan gå med, fordi det er flere måneder, uger gammelt. Identitet er en fjern drøm, man kun kan købe – i morgen. Identitet er under stadig forhandling – og forvandling.
Svarene på frigørelsens identitetstab er nye livstykker, som strækker sig fra sado-masochistisk læder og jern og plastiske operationer, over anorexiens
paradoxale strategi, der skal sikre en selvfølelse, der samtidig truer livet ved kroppens tilintetgørelse – til traditionelle stamme-symboler: piercing og tatovering. Når man ikke kan være sikker på, om man overhovedet eksisterer, bliver det tvingende nødvendigt med et eller andet evigt, uigenkaldeliget stempel som bevis. Ridset i det hvide lærred, i barken. Stregen i sandet, i luften. Barndommens livstykke omsat til nutidens forjættende tortur.
I en tid, hvor dyr og sprog hver eneste dag forsvinder fra jordens overflade som offer for ensretningens centrifugalkraft, kan man
ikke undgå at opfatte haute couturen som svar på dette tab af bio-
diversitet. De truede dyrearter omskabes i cat-walk-regi til skønne skabninger, overvældende i deres forbløffende mangfoldighed.

Da Job fra Det gamle testamente klager og hyler over den pest og de bylder, han er blevet budt, lyder svaret fra højeste sted: Hvordan bilder Job sig ind, at han kan tillade sig at gå i rette med Atelieret for selveste skabelsens grundvilkår? Kunne Job måske have skabt nilhesten eller krokodillen? At det er umådeligt vanskeligt at skabe en krokodille, får man i hvert fald vished om, når selve designet foldes ud: »Hvem har trukket dens klædning af, trængt ind i dens dobbelte panser ?« »Dens ryg er render af skjolde, dens bryst er et sejl af sten;« »Tæt sidder kroppens knuder, som støbt til kroppen, de rykkes ikke.« »På bugen er der skarpe rande, dens spor i dyndet er som tærskeslædens.«
Hvilken model! Hvilket snitmønster! Hvilket stilsikkert design, ikke sandt! Hvem kunne have skabt konceptet ’krokodille’?
Ikke Job. Næppe Lacoste. Men har man set en modeopvisning, haute couture, i Paris, er man lige ved at sige: Formentlig Balenciaga, især Erik Mortensen og navnlig Givenchy, der alle har sat deres spor i dyndet, som vi står i til halsen.

FAKTA
Suzanne Brøgger
Forfatter, Fri os fra kærligheden, Jadekatten, Linda Evangelista Olsen. Essayet om mode stammer fra Modeleksikon, der udkommer på mandag på Politikens Forlag, redigeret af tøjhandleren og designeren Mads Nørgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her