Læsetid: 4 min.

Om at pisse imod vinden

Er det overhovedet muligt at undgå, at engelsk bliver vores allesammens ’engelsperanto’?
4. november 2002

International
Undskyld udtrykket, sagde den lille sirlige mand, der sad bag et stort, blankt skrivebord, men »man skal aldrig pisse imod vinden«.
Det var Alain Minc, da jeg engang interviewede ham i anledning af en af hans talrige bøger. Minc – et meget fransk fænomen, embedsmand i eliteklasssen, senere finansmand i international klasse – har siden 1980’erne været en af Frankrigs mest produktive essayister.
Han serverede sin virile metafor (den henvender sig kun til den mandlige halvdel af menneskeheden), da vi talte om sprog. Engelsk måtte ganske enkelt accepteres som verdenssprog, mente han – det nyttede ikke noget at stritte imod udviklingen.
Minc er eksponent for det ’moderne’ Frankrig, business-Frankrig, management-Frankrig, det nye globaliserede Frankrig. Kun gammeldags tåber vedbliver at tale om udrangerede begreber som national identitet og kulturelle forskelle, mener man i disse kredse.
Det officielle Frankrig har en anden opfattelse og kæmper for at forsvare det franske sprog mod den angelsaksiske imperialisme, men man taber langsomt terræn, ofte under pres fra eurokratiet i Bruxelles. Således i fjor, da regeringen Jospin tillod, at franske tekster på emballager afløses af engelsk med en illustration (pictogram).
Fornylig lancerede EU-kommissionen en ny pro-engelsk offensiv, der blev kendt i de franske medier som operation Chicken Wing. Bruxelles vil rejse sag mod Frankrig, hvis dette land ikke accepterer almindelig brug af engelske betegnelser på etiketter og pakninger. Eksempel fra supermarkederne: Chicken wings må ikke hedde ailes de poulet.
Frankrig sagde for længe siden nej til ord som computer og software – det hedder hhv. ordinateur og logiciel. Den engelske magistertitel Master blev accepteret – på betingelse af, at den blev stavet Mastaire eller Mastère! Indtil regeringen i år opgav denne specielt hårkløvende spidsfindighed og accepterede den engelske form.
Engelsk breder sig i mange lande som konferencesprog og er dominerende sprog inden for forskning, teknologi og handel. Det privilegeres inden for sprogundervisningen på bekostning af andre sprog i en sådan grad, at man kan øjne en monopolagtig situation forude.
’Praktiske hensyn’ taler til fordel for denne udvikling. Et næsten uimodsigeligt argument. Og den herskende klasse, teknokrater som erhvervsledere, tilslutter sig effektivitetskulten.

Engelske modeord
På regeringsplan stritter Frankrig imod, men desværre er den sproglige bevidsthed ikke særlig stærk i det franske folk. Engelske ord er på mode som aldrig før – fra cool, light, soft og hard til meeting og leader – samtidig med, at franskmændene udviser en næsten total uvidenhed om både engelsk og tysk fonetik.
Det gælder også berømte tv-journalister, og selv store jazz-eksperter udtaler amerikanske navne på fransk.
I det tyske når franskmændene lavkomiske højder med ord som Führer, der udtales fureur (raseri), komponisten Mahler, der bliver til malheur (ulykke), og bilvæddeløbsstjernen Schumacher, der konsekvent udtales, som om han var en ægte fransk franskmand ved navn Chou-Mareur... Kort sagt, Frankrig bekæmper de fremmede sprog ved at radbrække dem.
Til forskel fra Frankrig har Danmark ikke noget sprog med international status at forsvare – og gør da heller ikke det ringeste forsøg på at bremse den engelske bulldozer. Siden Anden Verdenskrig er de andre traditionelle fremmedsprog tysk og fransk på retur – de er ’for svære’, ’ingen gider’, og ’alle taler engelsk’. Det sidste er rigtigt – danskere (som nordmænd, svenskere osv.) taler primitivt engelsk med den største selvfølgelighed, ja selvtilfredshed.
Det engelsk, der breder sig, er ikke blot belastet af middelmådig udtale og tunge nationale accent’er, men fattigt, fordi det er fremelsket af tekniske og kommercielle behov. Det er for det meste blottet for forbindelse med engelsk kultur.

Dødsdømt ide
Engang var der et internationalt kunstsprog, der hed esperanto. Man hører ikke meget til det i dag, men i midten af det 20. århundrede havde det en talstærk bevægelse bag sig. Måske var det en dødsdømt ide uden naturlig grobund, og det var i hvert fald ikke noget smukt sprog. Men det ’engelsperanto’, der har overflødiggjort det, er værre.
Bulldozeren baner vej for en endeløs kortege af tanketomme anglicismer. Helt vildt er det, når f. eks. det danske substantiv udkomme bruges i samme betydning som det engelske outcome (resultat) og verbet overkomme som overcome (overvinde). S.O.S! Her drejer det sig ikke om ’betydningsglidning’, men om veritabel nedbrydning af det danske sprog.
A propos: Hvorfor siger man versus i stedet for kontra? Det sidste er god latin på dansk, mens versus er et latinsk navneord eller biord, der slet ikke betegner modsætning, men retning – og på engelsk bruges som forholdsord. Dette misfoster bruges nu daglig af ’moderne’ danskere.
Ingen synes iøvrigt at bekymre sig om, at det engelske sprogs dominans bidrager til en vedholdende slagside i danskernes almindelige orientering og kulturelle input. Kan man forstå Europa, når man negligerer de kontinentale sprog? Vil vi efterhånden se alt gennem amerikanske eller engelske briller?

Fransk modstand
På det sidste punkt er det politiske Frankrig meget på vagt, og kampen mod det engelske sprogs overherredømme indgår i modstanden mod amerikansk hegemoni.
Måske har Alain Minc ret i, at kampen er håbløs. Det er – som allerede de romerske legionærer bemærkede – uklogt at lade sit vand ’contra ventum’.
Men hvis man i ét og alt indretter sig efter, hvilken vej vinden blæser, risikerer man – paradoksalt – at ende som offer for ensretning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu