Læsetid: 2 min.

Populisme er kritik – ikke popularitet

Populisme er ikke en popularitetskonkurrence men samfundskritik med folket som referencepunkt
2. november 2002

Populisme
Jes Fabricius Møller (JFM) skriver den 30. oktober et lidt surt indlæg om brugen af
begrebet populisme, som han mener, betyder »ønsket om
at være populær på trods af ens politiske standpunkt. Det er at sælge ud af egne værdier«.
Nu er der jo selvfølgelig altid et vist forfald i begreberne, når de anvendes i journalistikken og i den politiske debat, men JFM tager grundlæggende fejl i sin definition og forståelse af populisme.
Den anerkendte populismeforsker Margaret Canovan har defineret det som »en appel til ’folket’ imod den etablerede magtstruktur og imod samfundets dominerende ideer og værdier«.
Andre har defineret det som »mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt«.
Populisme er karakteriseret ved antielitisme, antiintellektualisme, antiparti og antisystem samt en tilsvarende fremhævelse af ’folkets sunde fornuft’, ’det jævne’, ’direkte demokrati’ etc.
Den nutidige form for højrepopulisme – nationalpopulisme – er i bund og grund en systemkritik, der kan sammenfattes under overskriften: afnationaliseringen af Danmark. Den populistiske kritik er, at eliten sælger Danmark til de fremmede (muslimerne) og det fremmede (EU og den globale kapital). Deres vælgermæssige styrke kommer fra befolkningsgruppers følelse af at være blevet forladt, ignoreret og nedgjort af eliten.

Usmagelig retorik
Den blodige og usmagelige retorik fra Dansk Folkeparti (DF) på udlændingeområdet dækker for den simple sandhed, at den stærkeste kritik retter sig imod det politiske system, der ifølge DF svigter sit demokratiske mandat ved at tilgodese alle andre end danskerne. Populisternes billede af samfundet er stærkt afvigende fra det gængse: Danmark fremstilles som voldeligt, utrygt og underkuet, mens det politiske system fremstilles som kun formelt demokratisk.

Eliten løsrevet
I realiteten har eliten løsrevet sig fra sit udgangspunkt, nemlig folket og folkets vilje. Populister ser sig selv som de sande demokrater, der forsvarer folkesuveræniteten imod elitens kosmopolitiske forræderi.
Dansk Folkeparti er som populistisk parti i direkte forlængelse af Fremskridtspartiet, men eftersom samfundet har forandret sig i de 30 år, siden Z’s fremkomst, har også den populistiske kritik. Populismens alternative ideal i dag er det samfund, som Fremskridtspartiet i 1973 slog igennem med at kritisere. Det er det industrielle og homogene velfærdssamfund, der samler DF’s og deres vælgeres længsel.
Derfor giver det – på trods af JFM’s ubehag ved det – god mening at rubricere de nye højrepartier som populistiske. De er en del af den europæiske opsamling af utilfredse, der for tiden ikke føler, at venstrefløjen tilbyder en kritik eller et alternativ, der kan fjerne den overvældende følelse af usikkerhed.
Et sidste godt råd til JFM: skift ordbog! I Politikens nudanske ordbog (der også er rød) defineres populisme som »politisk anskuelse, som går imod myndigheder og magthavere i sager, der særlig appellerer til den brede befolkning, f.eks. i spørgsmål om skattepolitik, og som ofte benytter sig af enkle argumentatoriske virkemidler – [af latin populus folk]«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu