Kronik

Regn i hjertet

Det regner. Det drypper, det siler, det risler, det regner meget i Danmark. Det regner, så digterne skriver om det og bliver inspirerede af det. Det regner helt ind i hjertet og sjælen på danskheden
15. november 2002

Kronikken
Der er ingen tvivl om, at vejret betyder noget for kunsten og litteraturen. Og måske betyder regnvejret allermest. En af Danmarks største forfattere, Klaus Rifbjerg, har slet og ret kaldt sin seneste roman Regnvejr (2001). Det siler ned i den bog.
Og Danmarks hidtil største kunstværk må være Ingvar Cronhammars Elia, der er placeret på en mark ved Herning. Selv om kunst jo ikke er til nogen nytte, så kan dette kunstværk alligevel noget med netop vejret. Det kan opfange de tilfældige, elektriske udladninger, som lyner fra et tordenvejr og svare igen med et vældigt brag. Det kan også selv udspy en flamme, men gør det for sikkerhedens skyld ikke i tordenvejr. Elia er i dialog med vejrgudernes tilfældige og naturlige rasen.
Klimaet betyder noget for alle mennesker. Et par grader varmere på kloden, så smelter polerne
hastigere, og vandet stiger ved
kysterne. Og hvis golfstrømmen blev træt af at strømme op omkring de nordiske lande, ville en ny istid hurtigt komme krybende ned over os. En tanke, der kan give sved på panden.
Vejret er noget af det mest påtrængende overhovedet. Vi trækker det ind gennem lungerne hver eneste dag. Vi er svøbt i vejr.
Vejret betyder noget, og måske er der i Danmark allermest betydning i regnvejret, og det er ikke altid just opmuntrende betydning. Man skal jo som bekendt gemme et lille smil til det bliver gråvejr. Det regnvejr, som vi har så rigeligt af, er normalt ikke i særlig høj kurs. Det er nok ikke tilfældigt, at digteren Henrik Nordbrandt i Håndens skælven i november (1986) netop må nævne november
fem gange, når han i sit velkendte credo af et digt påstår, at der er 16 måneder i året i Danmark. November er den måned i året, der falder mest nedbør.
Hos en anden kendt digter, Søren Ulrik Thomsen, er det regnens driven, der indleder det kanoniserede 80’er-digt »Levende« fra Cityslang (1981).

regnvandet driver
ned ad min arm
jeg er levende
telefonen ringer
røret er koldt i hånden
jeg er levende
græder (…)

Regnvandet driver ned ad
armen på en person, der græder og længes efter
en andens stemme, samtidig
med at han besværgende konstaterer sin levende eksistens. Regnen går uværgerlig i forbindelse med personens gråd og savn,
og stemningen går mod melan-
koli. »Det regner & og det reg-
ner i mit hjerte«, som CV Jørgensen synger, »det smager lidt
af smerte / det minder mig om
noget« på pladen Indian Summer (1988).
I Klaus Rifbjergs roman Regnvejr siler det simpelthen ned
bogen igennem. Men det handler ikke om en meteorolog eller vejrforholdene i Spanien. Det drejer sig om en mand, der har inviteret alle vennerne på feriebesøg og alligevel slet ikke ønsker at se dem. Det handler om, at han forguder sin kone og alligevel oplever hende være sammen med en anden. Men hele tiden fortælles man, at det regner, at det siler ned og opbløder al ting. Det er med til at gøre oplevelsen af bogen en anelse foruroligende og udflydende. Og det forstærker fornemmelsen af, at han er truet af personlig opløsning eller afklædning og ople-
ver, at tiden er
i forandring. Regnvejret bliver mere end bare en konstatering af vejrforholdene, det bliver udtryk for en mental tilstand, det tilfø-jer et ekstra perspektiv. Prøv at læse her, hvor regnen er godt på vej til at opløse al fast grund under fødderne:

»Regnen havde forvandlet sig. Den kom ikke længere ned i striber eller dråber, men som en sammenhængende masse, en slags tyk tåge, en lydløs gelatine, som omfattede alt, silede ned alle vegne, men uden lyd, der var mere tale om en gliden, som om jorden endelig havde besluttet sig til at gå i ét med skyerne, ja som om selve materien var under forvandling og banede vej for verdensoceanet, der ville tvinge os alle til at udvikle svømmehud mellem tæerne og gæller.«
Men behøver regnen altid at hænge sammen med melankoli og lignende stemninger? Er der et slør, som hænger ned over vore sanser og tillægger regnvejret en fast betydning? Vejret er på en måde, ligesom resten af den ydre natur, prisgivet de betydninger, vi tillægger det. Vi bruger det ofte som et ydre lærred, hvor vi kan projicere vores indre op.
Der findes også litteratur, som forsøger at undgå at knytte en forbindelse mellem det ydre og de indre følelser eller sindstilstande. Forsøger at være iagttager af et
fascinerende fænomen i verden. Eller det kan være noget, man
leger med som et forsøg på at fravriste den ydre verden en viden, eller tillægge den en ny betydning. Tag f.eks. dette lille uddrag af Morten Søndergaards kortprosatekst »Skyer« fra Kortprosa 1999:

Skyernes tanker er komplicerede.
En sky kan hænge og rumle over et problem i dagevis. Når skyen finder en løsning, falder den som regel i form af regn, men har problemet været stort nok, kan det sne eller ligefrem hagle. Rigtigt store problemer kræver hele frontsystemer.

Regnvejret bliver simpelthen sammenlignet med et resultat af
en tankeproces. »Sproget regner ned i hjernen«, som den unge digter Ursula Andkær Olsen har formuleret det.
I Niels Lyngsøs langdigt »Stof« (1996) fungerer regnvandet som noget, der sætter selve den digteriske proces i gang. Et forhold der egentlig ikke er så underligt, hvis man tænker på, hvordan vi ofte taler om sprog, som noget der flyder godt. Ifølge indledningen i »Stof« sidder digteren og kigger ud af ruden. Det regner, og dråberne pibler ned af det vinduesglas, der adskiller digteren og vejret, og så starter det lange digt:

Uophørligt siver vævet
af regntråde ned over ruden.
Dråberne pibler med svulmende pauser
og pludselig hast hver sin vej i vævet.
(…)

Og så bevæger digtet sig fra ruden ud i verden og følger forskellige andre variationer af vind, vand og vejr, som omgiver os. »Stof« er delt op i en slags afsnit, der handler om de fire elementer vand, jord, luft, ild. Og det er den ekstatiske fascination af, hvordan disse elementer findes i verden i utallige variationer, som digtet handler om – uden at digteren blander sine egne vekslende stemninger ind i det.
Niels Lyngsø har andetsteds forsøgt at beskrive den digteriske proces som noget, der ligner den tilstandsform f.eks. H2O kan være i afhængig af tryk og temperatur. Digtet begynder for ham med at være en uhåndgribelig vag fornemmelse eller følelse, der minder om damp eller en sky. Hvis fornemmelsen bliver til en klar og entydig tanke, kan den sammenlignes med is eller krystal, men hvis det flyder som vand og regn, bliver det poesi… noget flydende et sted mellem tanke og følelse. Vejret, det mest banale man kan tale om, er slet ikke så banalt endda.
En digter som Klaus Rifbjerg har også kaldt vejret en »poetisk katalysator« og bekender i Synderegistret (1994), at »for mig går der en tyk ankerkætting mellem meteorologi og poesi. Det er ikke kun varm- og koldfronter, der driver gennem bevidstheden, jeg bliver benovet over vejrforandringernes håndgribelige skønhed. Tænk dog, hvad der foregår i atmosfæren omkring os, tænk hvilken dramatik, der gemmer sig i tanken om, at det er tropisk varme, der er forudsætningen for vinterstormene hos os.«
Forbindelsen mellem meteorologi og poesi er oplagt. Og det er sammenhængen mellem temperatur og temperament også, se bare på ordene. Ophidsede mennesker bedes som regel køle lidt ned, og bliver man for kold en skid, er det gerne fordi man mangler lidt (hjerte)varme. De fleste vil sikkert også være enige i, at der kan være en ganske tæt forbindelse mellem vejret og humøret.
Selvom man godt kan betragte vejrfænomener neutralt, så undslipper man nok aldrig helt at tillægge dem betydning. Og man undgår ikke at blive påvirket af vejret.

Der har aldrig været revolu-tion i Danmark, og det
bliver der heller aldrig, for inden der rigtig sker noget, er man blevet overrasket af et uventet regnvejr, fordi Danmark er et land omgivet af hav. Og hvem kan lave revolution med en paraply i hån-den? Omtrent sådan skrev Arne Melchior engang, i en bog, der var beregnet til at præsentere Danmark for amerikanere, There is
Something Wonderful in the State of Denmark, 1987.
Han påstår sågar, at et folks vaner og karakter først og fremmest er betinget af vejret og geografien. Det får ham til at konkludere, at danskerne hverken har for koldt eller for varmt blod i årene. De er sådan lidt midt i mellem. Hverken nej nej eller ja ja, men nærmere: måske. ’Lad os se på det og snakke om det…’ Karakteristikken passer påfaldende godt, om end den er noget generel, til Melchiors eget midtersøgende politiske ståsted. Men tanken er da interessant i en tid, hvor der ledes meget efter det særligt danske blandt blafrende faner, frikadeller og rødternede duge. Man leder efter traditioner og historie, men den slags er i forandring, og derfor er det så svært at fastholde og blive enige om, hvad danskhed egentlig er.

Klaus Rifbjerg, der er bosat under den spanske sol, har i sit synderegister også nævnt vejret, som det der om noget har været med til at skabe den specielle danske folkeart, som han kalder det.

»Vi lever en stor del af vort liv under en lav stratus-himmel, som giver nedbøjede nakker og sure tæer, alligevel bliver vi sjældent ladt i stikken, for regn og blæst kommer. Der bliver spulet ud og renset igennem med mellemrum, alene derfor er der en vis garanti imod den totale forsumpning og nedstemthed, og derfor er vi også et folk af lyrikere.«

Der forlyder så ikke noget om, hvor meget danskhed vore udenlandske tilflyttere indånder gennem vejret, der skal nok også en del årstider til, før man har fået blæst sit hjemlands mentalitet ud. Selvfølgelig skyldes det danske eller nordiske særpræg ikke kun vejret, men det er måske et grundvilkår, som betyder noget
og sådan lige blæser væk, selvom verden globaliserer sig, og forskellene udlignes blandt de forskellige kulturer. Og naturligvis betyder traditioner og kultur noget; og poesi og litteratur er ikke rene naturfænomener, men måske betyder vejret meget mere oppe i vore hoveder, end man sådan lige går og regner med.

*Jakob Hansen cand.mag. og freelanceskribent, redaktør af magasinet Sentura

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu