Kronik

Da Søren Kierkegaard begik selvmord

I dag, Allehelgensdag for 147 år siden, døde Søren Aabye Kierkegaard på Frederiks Hospital i København. Diagnose: Offerdød...
11. november 2002

Kronikken
Tirsdag den 2. oktober 1855 melder den danske teolog Søren Aabye Kierkegaard sig til visitation på Det kongelige Frederiks Hospital. Han er 42 år gammel. Han bliver ikke indbragt af andre, men kommer selv. Han kommer for at dø. Og han dør den 11. november.
Vagthavende Harald Krabbe indfører i journalen: »Han kan ikke anføre nogen bestemt grund til sin nuværende sygdom. Han vil dog sætte den i forbindelse med nydelsen af koldt Seltservand i sommeren, med et mørkt opholdssted sammen med anstrengende åndsarbejde, som han mener for stærkt i forhold til hans spinkle legemsbygning. Han anser sygdommen for dødelig. Hans død er nødvendig for den sag, han har anvendt hele sin åndskraft på at løse, hvorfor han ene har virket, og hvorpå han mener, han kun er beregnet; derfor den skarpe tænkning i forbindelse med et så spinkelt legeme. Skal han leve, må han fortsætte sin religiøse kamp, men den vil da trætte, hvorimod den ved hans død vil vedligeholde sin styrke, og, som han mener, sin sejr« (1).
Hvad Kierkegaard holder for sig selv i situationen, er dens lighed med Jesus af Nazareths indtog i Jerusalem palmesøndag. Han er klar over, at en så forrykt sammenstilling vil stemple ham som gal. En ødelagt forstand vil ødelægge den sejr, han vil nå med sin død.
Han ser klart, at den kamp, han vil vinde, kræver, at han ofres. Men ofres som åndelig intakt og ikke forrykt. En sejr vil kræve noget i retning af, at dem, som har forfulgt ham uretmæssigt, vil indse deres skyld. Idet kun indsigten i denne skyld, kan frelse dem.
Døden skal være en soningsdød, de andre kan reddes af. I så henseende ligner hans beslutning om at bede om pleje på hospital under dødsprocessen mange selvmorderes selvforståelse før og siden.
De vil med ét slag i deres selvmordshandling insistere på en sidste replik til de efterladte, der kan få dem til at indse deres skyld som medmennesker i forhold til den døende. Ofte er dette en vrangvending, der er resultat af selvmorderens stressede forstand i situationen. Oftest er der tale om skyld og uformåenhed på ofrets side.

Sådan er det antagelig også med Kierkegaard og var det måske endda omkring påske i Jerusalem for knap 2000 år siden. Ofre vil ofres. Det er deres mission. Deres offer skal fremstå som det nødvendige resultat af tingene, som de nu engang har udvirket sig og stadig udvirker sig.
For Kierkegaard tager det seks ugers hospitalsophold for at dø. Han bliver svagere og svagere. Organ for organ sætter ud. Uden at der kan stilles og bliver stillet nogen lægelig diagnose.
Hvad har bragt den unge magister Kierkegaard så vidt og så tæt på galskab? Idet forrykthed kun kan undgås på betingelse af, at han akkurat ikke røber sine inderste tanker, men holder dem helt ind til kroppen. For Guds og egen skyld bør han virkelig tie med den forrykte sammenligning med palmesøndag.
Da Nietzsche knap 35 år senere stod i en lignende situation,var han så opkørt, at han ikke formåede at tie med en så forrykt tanke som sammenligningen med Frelseren må være i en kristen kultur. Af hvilken grund han derfor også virkelig var og blev gal. Kierkegaard tier, fordi han har de andre og skyldiges frelse for øje. Han har sin mission som offer for øje, og den kræver tavshed herom, som den ifølge Ny Testamente gjorde det for nazaræeren. Da døden skal tilvejebringe sejr og verdensreformering for alle, kræves absolut tavshed. Samtidig med at forstanden må holdes ubarmhjertigt klar.
Kierkegaard har dog selv anbragt sig i det fedt, han steger i de sidste år. Han har selv plantet de grinagtigheder ved sin ydre og indre person, som man nu bringer til torvs. Sådan har den i bybilledet kendte figur forandret sig fra at være en sød og sær magister til at være en latterlig nar, gadedrengene råber efter.
Hvorfor har han trods tavsheden om det inderste givet med- og modspillerne alle de svagheder, hvormed de kan fælde ham ? Hvorfor har han selv hvisket de svagheder i deres ører, som de nu bruger til at gøre ham umulig ?
Bortset fra at de tilhviskede svagheder er identisk med selve forfatterskabet, er der også en banal side af sagen. Han er kommet til vejs ende med forbruget af den fædrene arv, hvorpå forfatterskabet er skrevet.
Afslutningen har kunnet udskydes i nogle få år med salget af barndomshjemmet og dén flytning til et andet domicil, han henviser til med bemærkningen til vagthavende om et mørkt og usundt opholdssted, han har måttet tage til takke med.
Dermed umuliggøres i helt kontant og virkelig forstand det liv i borgerlig bekvemmelighed, som alene har gjort forfatterskabet muligt. En kort overgang helt mod slutningen overvejer han også muligheden af at udbyde kurser i filosofi i København som privatdocent. Han sætter en annonce i avisen, men har ikke kræfter til et realisere planen, og der melder sig ingen.
Falitten er en udgang, han trods banalitet er henvist til at se og opfatte som definitiv. Han har udsat starten på et almindeligt borgerligt liv med arven. Sådan har han fået dette liv på den afstand, der har skullet til for at analysere det filosofisk og teologisk. Og nu kan han virkelig ikke se sig selv starte på dette senmodne tidspunkt, hvor det faktisk bliver nødvendigt, hvis han vil leve videre. Han synes ikke at have overskud til at starte livet – som f.eks. præst ved statskirken – på det latterligt senmodne tidspunkt.

Han ser det grinagtige deri, og han ser det vel endda mere ubarmhjertigt end det måske virkelig er. Måske ubarmhjertigt og udvejsløst i sygelig og depressiv forstand ? Måske en lykkepille kunne have gjort underværker på hans tilstand, hvis vagthavende havde haft en sådan ved hånden ?
Fordi han for at kunne skrive forfatterskabet har vænnet sig til at se livet under mikroskop eller forstørrelsesglas, kan han pludselig ikke se det uforvansket, som det faktisk er. Han falder som offer for de mekanismer, hvorpå han har skrevet. Det kan han kun acceptere at se i øjnene ved hjælp af sin egen lille, private sammenligning med Frelseren, men den må han skjule. Hvis hans offer skal ligne forgængerens.
For at give denne hemmelige historie en gangbar facade hos de andre og ham selv, har han sat kirkekampen ind som modgift mod tavshedens forbandelse. Dén kirkekamp, der som fortælling kan gøre angstens smerte ved den sene modenhed bærbar. Sådan som nu mennesket sætter historier ind i smertepunkter og som plastre på angstens sår.
Har man fortalt en historie til sig selv og andre, som disse – og ego selv – tror på, kan det mest umulige liv blive bærbart. Et stykke tid, selv om det tærer på kræfterne, og man ender på hospital og kirkegård til sidst.

Sådan kan man sejre selv i døden. Det er som en sådan sejrherre, Kierkegaard ønsker sig opfattet. Og det er sådan, vi må se ham i dag. Han har virkelig – så godt som forbilledet – sejret ad helvede til, som han værk vidner om.
Han har bare ikke lige i efteråret 1855, han har ikke lige i sin egen tid, kunnet leve af og på bevidstheden om den ultimative sejr, i hvis lys vi kan se ham.
I så henseende har hans liv og værk været utidssvarende som Nietzsches i det samme århundrede, der også begik en slags selvmord.

1) Jeg har analyseret Søren Kierkegaard i en bog om det private rum, der udkommer på forlaget Modtryk, Århus, dette efterår med titlen Privacy. Filosofisk undersøgelse af det private rum. Her tages der udgangspunkt i Søren Kierkegaard i en bestræbelse på at analysere det private rums betydning historisk, filosofisk og politisk.

Hans Jørgen Thomsen Lektor i idéhistorie, Århus Universitet, dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu