Sakajev
En mand sidder fængslet i København og venter på, at de danske myndigheder træffer en beslutning, som i givet fald kan sende ham i døden. Akhmed Sakajev, tjetjener, skuespiller, diplomat, statsmand og soldat som greb til våben for at forsvare sit folk mod en fordrukken hær, der hærgede og begik folkedrab. Han anklages nu for terrorisme. Men blandt tjetjenske ledere er han den mest standhaftige fortaler for en politisk overenskomst med Rusland og indædt modstander af militante islamister.
Hvis Sakajev udleveres, vil han højst sandsynligt blive udsat for tortur, hvilket er almindelig praksis i de russiske fængsler, eller også forsvinder han slet og ret, som det er sket for to andre tjetjenske ledere i russiske varetægt. Set i et bredere perspektiv vil en udlevering af Sakajev give den russiske hær handlefrihed til at dræbe flere civile og legitimisere en officiel diskriminering af tjetjenere og andre etniske minoriteter. Det vil også begrave ethvert håb om fred i Tjetjenien.
Alt det er den danske regering helt sikkert på det rene med. Men det betyder ikke nødvendigvis, at regeringens beslutning vil være i Sakajevs favør.
Fejlagtig logik
Problemet er, at Rusland er medlem af Europarådet, og at Sakajev derfor helt automatisk burde være garanteret en behørig proces, en retfærdig retssag, en menneskelig behandling etc. Ellers ville Rusland jo ikke have været med i klubben. En sådan fejlagtig logik bruges i stedet for at se realiteterne i øjenene. Resultatet er, at det europæiske samfund ser sig nødsaget til se gennem fingre med proforma-retssager i Rusland, tortur, massive overtrædelser af menneskerettighederne, brud på de internationale aftaler som beskytter civile i den tjetjenske krig samt den kendsgerning, at dødsstraf kan blive genindført hvornår som helst. Det er paradoksalt, at netop medlemskab af den europæiske klub gør det nemmere for Rusland at slippe af sted med at bryde reglerne for medlemsskab.
Danmark er til en alvorlig prøve ikke kun i lovens ordlyd men i selve sjælen i lov og retfærdighed. Jeg håber, at den standard for moral, som Danmark satte ved at bære de gule stjerner i 1939, også sejrer denne gang.
*Oversat af Runa Trosbo
