Læsetid: 2 min.

Dæmoner og terror

At kalde ’Kommunismens sorte bog’ luftig og højreorienteret er politisk overkill
9. december 2002

Opgør om fortid
Den 30. november havde Curt Sørensen et indlæg, hvor han undrede sig over min anmeldelse af Kommunismens sorte bog. Desværre tyder indlægget på at han ikke har læst bogen. Nicolas Werth, som har skrevet afsnittet om den sovjetiske terror, lægger således afstand til Robert Conquests bog, både hvad angår analyse og tal på ofre. Werths kildegrundlag er af en helt anden orden og kvalitet end Conquests.
Det er ikke rigtigt, at Stéphane Courtois’ bog føjer sig ind i højrefløjens gængse historieskrivning. Men kan Curt Sørensen anfægte Werths eller andres brug af kilderne, kan vi naturligvis diskutere det. Men udsagn uden argumenter tæller ikke. Curt Sørensen anfører bl.a. Alec Noves beregning af ’overdødelighed’ i Sovjet som belæg for at bogen tager fejl. Som han vil se af min anmeldelse, så mener jeg at den slags ektrapolationer er behæftet med en stor fejlmargin. Men mener Curt Sørensen at den slags beregninger er lige så gode som kildestudier, så kan han næppe afvise, at kineserne må tegne sig for broderparten af de 100 millioner døde.
Jeg mener – som jeg også skrev – at man må skille det moralfilosofiske fra det analytiske. Om Stalin slog færre eller flere ihjel end Hitler er et spørgsmål, som kan undersøges. Om Hitler eller Stalin var verdens ondeste mand er ikke et spørgsmål for historievidenskaben.

Godtkøbsteori
For mig at se kommer dæmonerne frem i begreberne, analysen betjener sig af. Det er derfor det ligger mange på sinde at nazisme og kommunisme er ét og det samme. Men hvis det ikke er ondskab, man vil undersøge, men historisk specifikke samfund, så kommer man ikke langt med den slags godtkøbsteori. Nazityskland, Sovjet og Maokina lader sig ikke analysere i de samme historiske begreber. Men det får mig ikke til at vælge det ene samfund frem for det andet.
Derimod mener jeg det giver mening at undersøge regimer, som har kaldt sig selv kommunistiske ud fra synsvinklen: har disse stater i deres virke bragt megadød til deres befolkninger og i hvilket omfang? Det er at undersøge statsformen ud fra en bestemt kriminalistisk interesse. Det kunne, som Curt Sørensen skriver, også lade sig gøre med kapitalistiske regimer. Vi kunne undersøge hvor mange dødsfald, koloniseringen af Amerika, Asien og Afrika kostede, hvor mange døde slaveriet i USA kostede, de mange krige om verdens opdeling (f.eks. Første Verdenskrig), vietnamkrigen (som kostede omkring tre millioner vietnamesere livet) osv. Det ville efter min mening være en legitim undersøgelse. Men som Sortbogens undersøgelse ville den næppe frembringe begreber, som var velegnede til at se forskellene mellem de forskellige kapitalistiske samfund.
Sortbogens analyser pe-ger imidlertid hver for sig langt udover Stéphane Courtois’ indledning. De bidrager hver for sig til kommunismens historie på en meget mere nuanceret måde. At kalde bogen ’luftig’ og ’højreorienteret’ på grund af denne indledning er politisk overkill.
Når det drejer sig om massedød har det ene eller andet moderniseringsregime (kapitalistisk eller kommunistisk) ikke noget at sige hinanden på. Men når det drejer sig om demokrati, er der virkelige forskelle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu