Kronik

Den danske drøm – nu for alle

Vi må gøre noget for at bevare ’den sociale kontrakt’ som grundpillen i vores velfærdssystem. Vi – både danskere og indvandrere – må hoppe ud af vores lukkede netværker
17. december 2002

Kronikken
Den højaktuelle debat om integration af indvandrere i det danske samfund er gennemsyret af forestillingen om en homogen dansk enhedskultur, som på grund af indvandring udsættes for en stadig stærkere fremmed påvirkning. Denne nationalromantiske forestilling deler stort set samtlige politikere, uanset hvilken side af det politiske spektrum de tilhører. Både venstrefløjen og højrefløjen må tænke i nye baner, hvis man skal forhindre, at en større del af indvandrerne overlades til passiv forsørgelse og deraf følgende social marginalisering.
Fremtiden for det danske velfærdssystem er tæt forbundet med hvordan de integrationsmæssige udfordringer vi står over for, håndteres.
Hvis vi vil bevare et velfærdssamfund bare nogenlunde som vi kender det, må forudindtagede kategoriseringer som ny- og gammeldanskere afskaffes – bindestreger som fastholder et ’os’ og et ’dem’ må ud af sproget. Alle er vi danskere og har dermed samme rettigheder og samme ansvar i forhold til fællesskabet.
Den polariserede danske indvandrerdebat har gjort skade på samfundets sammenhængskraft. For at genoprette den, er det derfor nødvendigt at vi endelig erkender, at vi befinder os i en global virkelighed, og at vi uanset hvor meget vi måtte ønske det, ikke kan skrue tiden tilbage til et idyllisk Morten Korch-Danmark. Det indebærer, at vi sætter fokus på universelle menneskelige værdier, der transcenderer kulturelle og nationale forskelle, for derigennem at danne grundlaget for en fælles gensidighedskultur. En sådan diskurs er dog nærmest usynlig i dagens debat.
Derimod har indvandrerdebatten siden slutning af 1970’erne været styret af på den ene side en godhedsdiskurs, som har været repræsenteret af den venstreorienterede/humanistiske lejr og en reaktionær diskurs repræsenteret af højrepartierne. Godhedsdiskursen ser etniske, nationale og kulturelle forskelle som udtryk for en mangfoldighed og diversitet. De kulturelle konflikter indvandringen måtte medføre betragtes ikke som reelle problemer, men som interessante udfordringer, som kan tilføre et gråt dansk hverdagsliv lidt krydderi og kulør. Så vidt så godt, men dette syn forhindrer bl.a. en kritisk stillingtagen til hvad der kan debatteres og lovgives om i relation til kulturelle eller religiøse traditioner indlejret i privatsfæren, som f.eks. barbarisk kvindelig omskæring.
På den anden side stod blandt andre Fremskridtspartiet for en modreaktion til godhedsdiskursen eller hvad man kunne kalde ’den reaktionære diskurs’. I løbet af 90’erne blev denne diskurs dominerende for debatten og satte sine klare spor i udlændingelovgivningen. ’Den reaktionære diskurs’ ser Danmark som en magnet for indvandring på grund af den lette adgang til velfærdsydelser. Indvandrere betragtes følgelig som en økonomisk trussel for velfærdsstaten, men i stigende grad også som en trussel mod den danske kultur.
Begge diskurser har den samme nationalromantiske forestilling om Danmark som et homogent nationalt fællesskab. En uændret holdning i begge lejre vil uvægerligt føre til en kulturel opdeling i et ’os’ og i et ’dem’, men også til en understregning af de økonomiske og sociale skillelinjer, der måtte være mellem indfødte danskere og indvandrere.

Den multikulturelle samfundsmodel, som oftest nævnes som et alternativ til den nationalromantiske, formår ikke at opløse den sociale opdeling i et ’dem’ og ’os’ – tværtimod. Selve begrebet ’multikulturel’ pointerer netop tilstedeværelsen af flere adskilte enkeltkulturer, og at der er en forskel mellem dem.
En dyrkning af forskellighederne fører bare ikke til at de overvindes. En fremtidsorienteret integrationspolitik må derfor gå ud på at udviske kulturelle forskelle og trække lighedspunkterne frem. Det der her plæderes for, er ikke kuldkastelsen af danske traditioner og værdier i en ny fælles gensidighedskulturs hellige navn. Derimod skal der nye diskurser i spil og nye politiske initiativer må igangsættes, hvis vi vil bevare ’den sociale kontrakt’, som er grundpillen i vores velfærdssystem og undgå social skævvridning. Den sociale kontrakt er en gensidig aftale som alle danskere har indgået med hinanden som indebærer at de, der er i stand til det, bidrager til fællesskabet, mens de der har behov for det kan trække på de fælles goder.
Centralt for velfærdsstatens fremtid og for integrationen af indvandrere i samfundet står fastholdelsen af, at vi har et fællesskab og at vi alle er en del af det. Det nationalromantiske verdensbillede kan ikke længere bruges til noget. Det må i stedet erstattes af et universelt menneskeligt værdisyn, som danner grundlaget for etableringen af en gensidighedskultur – en kultur uden bindestreger som omfatter alle danskere, men som samtidig indebærer nogle forpligtigelser.
Først og fremmest må den sociale kontrakt fastholdes og respekteres af alle der vil være en del af Danmark. Vi må erkende at ikke alle danskere vil kunne synge med på den nationalromantiske klassiker »I
Danmark er jeg født«, men vi kan stræbe efter en kulturel samhørighed, hvor både herfødte og de der har valgt at have hjemme her kan sige: »Herfra går min verden, her vil jeg leve mit liv, blive gammel og dø«.

Integrationen af indvandrere i samfundet og velfærdsstatens fremtid udgør således et skæbnesfælleskab. Vi befinder os i dag i en situation, hvor ikke bare førstegenerationsindvandrere men også deres efterkommere har mere end svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Senest er disse forhold blevet dokumenteret i en publikation fra Rockwool-fonden, der udkom i oktober d.å.
Set i bakspejlet må de magre resultater af den arbejdsmarkedsmæssige integrationsindsats ses i sammenhæng med godhedsdiskursens administrative udmøntning. Denne udmøntning hentede sin inspiration bl.a. fra den amerikanske ’human capital’-skole, som kort sagt retter fokus mod det enkelte individ og dets kvalifikationer. Derimod negligeres hensynet til individets subjektive holdninger og vurderinger. ’Human capital’-skolen har sammen med den førnævnte administrative udmøntning præget det seneste årtis talrige forsøg på at aktivere indvandrere på overførselsindkomst. Disse forsøgs ringe succes med at skaffe indvandrere reelle jobs, har snarere frataget den enkeltes virkelyst og initiativ. Dermed er klientgørelsen yderligere blevet forstærket, samtidig med at samfundsnyttige ressourcer er forblevet uudnyttede.
Den mislykkede indsats skyldes altså ikke mangelen på gode intentioner fra de offentligt ansatte, hvis opgave det var at udmønte godhedsdiskursen. En væsentlig grund til at indsatsen ikke lykkedes var, at det alene blev betragtet som en offentlig opgave af løse problemerne. Arbejdsmarkedets parter var ikke i særligt stort omfang parate til, at tage deres del af ansvaret.

Velfærdsstaten i dag står overfor en stor udfordring. Den fejlslagne integration af indvandrere på arbejdsmarkedet har medført, at det hvert år koster samfundet et tocifret milliardbeløb i form af overførselsindkomster m.v. at sikre livsgrundlaget for en befolkningsgruppe, som kun udgør mellem fire og fem procent af populationen (jf. Rockwool-fonden og integrationsministeriets tænketank).
Nogle samfundsforskere påpeger, at en af årsagerne til problemets omfang består i, at der kun er en marginal forskel i nettoindtægt imellem passiv og aktiv forsørgelse, for den gruppe af erhvervsaktive, der befinder sig i de laveste indkomstkategorier. Problematikken forværres af, at modtagere af overførselsindkomst typisk også oppebærer ret til boligtilskud, friplads på børneinstitutioner m.m. Disse tilskud bortfalder, så snart man kommer i arbejde. Denne uheldige kombination af faktorer udgør den såkaldte samspilsproblematik.
Integrationsministeriets tænketank har foreslået en række nye initiativer. Blandt andet foreslås en reduktion i de sociale ydelser, eventuelt kombineret med en indførelse af gunstigere modregningsregler i forhold til lønindtægt. Ligeledes foreslås det at indføre mulighed for at kunne sænke lønnen under mindstelønsniveauet. Umiddelbart kan disse to forslag forekomme betænkeligt usolidariske. Imidlertid har adskillige forskningsrapporter påvist samspilsproblematikkens eksistens og dokumenteret indvandrernes svage arbejdsmarkedstilknytning. Med det in mente står det klart, at radikale tiltag er stærkt påkrævede. Man kunne f.eks. starte med at indføre et særligt skattefradrag for lavtlønnede erhvervsaktive. Problemernes kompleksitet gør, at de kun kan løses ved at de ses i sammenhæng, og ved at man gør op med indgroede forestillinger og vante løsningsmodeller. Tiden er inde til at stoppe grøftegraveriet mellem forskellige diskurser og erkende at alle trækker på samme hammel, hvad enten vi kan lide det eller ej.

Økonomisk set vil klientgørelse af indvandrere udgøre en stadig større
belastning på de offentlige budgetter. Samtidig vil disse gruppers ressourcer forblive uudnyttede, og samfundet vil gå glip af deres bidrag til den fælles velfærd. Socialt set har klientgørelsen og situationen med manglende tilknytning til arbejdsmarkedet medført marginalisering og dannelse af lukkede monoetniske netværk, der gennem selvtilstrækkelig gruppeidentifikation lukker sig om sig selv. I takt med den tiltagende isolation bliver disse netværk mindre og mindre modtagelige overfor udefra kommende påvirkninger – tilliden til det omkringliggende samfund forsvinder, og bliver erstattet af intern loyalitetsbaseret tillid. For de mest udsatte monoetniske netværk opretholdes en illusion om, at gruppen er i stand til at stå udenfor samfundet. De eneste informationer der udveksles indenfor netværket udgøres af egne ensidige holdninger, ideer og erfaringer. Efterhånden bliver adgangen til mere alsidige informationer udefra lukket af.
Ensidigheden i informationerne hæmmer medlemmernes kompetence til at indgå i mere konstruktive almene sociale sammenhænge. Dette ses f.eks. ved indvandrernes manglende benyttelse af etnisk danske relationer i forbindelse med jobsøgning – hvilket fastlåser de enkelte gruppemedlemmer i en ond cirkel i forhold til arbejdsmarkedet.
Et andet eksempel ses i forhold til indvandreres indgåelse af ægteskaber. Indvandrere i det danske samfund gifter sig i vidt omfang med personer af samme etniske oprindelse – dog med en stor variation de enkelte indvandrergrupper imellem. Dette kan forklares ved, at man gennem disse ægteskaber ønsker at blive opfattet af ’sine egne’ som én, der udviser den nødvendige loyalitet overfor gruppen. Oftest indgås disse ægteskaber imellem en herboende og en person fra oprindelseslandet. Fortsat indgåelse af sådanne ægteskaber vil alt andet lige virke hæmmende på den arbejdsmarkedsmæssige integration af førstegenerationsindvandrere, da disse har den svageste tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nøglen til at åbne op for de lukkede monoetniske netværk, skal findes indenfor netværkene selv. Der er brug for en ’brobygger’, der slår huller i netværket således at udefrakommende impulser og informationer kan trænge igennem. Dette kræver imidlertid, at man indenfor netværket erkender behovet for forandringer. Denne proces kan i sagens natur kun initieres indefra netværket selv igennem en bottom-up proces, der stimulerer gruppemedlemmernes engagement i det omkringliggende samfund. Den top-down styring, som gennemsyrer velfærdsstatens institutioner, vil ikke kunne trænge igennem de lukkede netværk. I værste fald vil forsøg herpå i sidste ende føre til den situation, at det enkelte gruppemedlems samfundsdeltagelse udelukkende består i at leve op til sociale forpligtigelser i forhold til netværket samt at oppebære retten til at modtage sociale ydelser. Dermed bort-
eroderes ansvaret overfor det samfundsmæssige fællesskab, hvilket medfører at den sociale kontrakt brydes, og velfærdsstatens grundpille smuldrer.
Udover de tidligere nævnte tiltag for at imødegå samspilsproblematikken, og andre tiltag af økonomisk karakter, er der brug for også at finde frem til tiltag af socio-kulturel karakter, der muliggør en opblødning af de lukkede netværks skaller.
Vejen til en vellykket integration stiller krav om, at vi forandrer vores vaner og fastgroede handlingsmønstre – det gælder for indvandrere såvel som for indfødte. Kun gennem denne gensidighed kan den sociale kontrakt opretholdes. Det er kun gennem disse forandringer at det bestående kan bevares.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu