Læsetid: 2 min.

Demokratiet holder flyttedag

Efter udvidelsen er en demokratisering af EU øverste punkt på dagsordenen
Debat
21. december 2002

EU
Mens vi i Danmark har været optaget af udvidelsen af EU, buldrer diskussionen om Unionens fremtid derudad i de andre lande. I EU-konventet er dagsordenen nu effektivitet og demokrati i den udvidede Union. Med 25 lande må vi acceptere flertalsafgørelser som hovedprincip. Ellers går den beslutningsdygtighed, som er samarbejdets adelsmærke, fløjten.
Med 25 medlemslande kan Ministerrådet ikke længere fungere som forhandlingsforum. Forhandlingerne i Rådet bør fremover foregå i en gruppe af et mindre antal lande – eksempelvis fem – der hver repræsenterer en region i Europa. Ordførerskabet bør gå på omgang, f.eks. mellem landene i de enkelte regioner, for to år ad gangen.
Hvis denne gruppe lande udgør EU-formandskabet, har vi samtidig løst problemet om de hastigt skiftende formandskaber. De fører til en siksak kurs i samarbejdet, med en dagsorden, der æn-drer sig hver sjette måned. Og mange af de nye minimedlemmer af EU har ikke personalemæssigt eller økonomisk mulighed for at løfte opgaven.
Men først og sidst handler Konventet om, hvorledes vi får et mere demokratisk samarbejde. Vi skal væk fra lukketheden i det gammeldags mellemstatslige samarbejde og arbejde for et europæisk demokrati. Udviklingen af et internationalt demokrati er en lige så kolossal opgave, som etableringen af de nationale demokratier var det i sin tid.
Problemet er, at EU-samarbejdet i sit udgangspunkt er bygget op fra oven.
Den tyske kommentator Theo Sommer har henvist til, at Kommission og Centralbanken er centrale EU-institutioner, og spørger retorisk: Hvis vi forestiller os et land, hvor Monopoltilsynet og Rigsrevisionen var de vigtige institutioner, hvilken folkelig opbakning ville en sådan stat have?

Forældet suverænitet
Udgangspunktet er, at EU-landene har besluttet i fællesskab at løse fælles problemer. På den måde kan vi vinde og genvinde suverænitet! Fordi suverænitet er at have indflydelse på forhold, der under alle omstændigheder påvirker os. Suverænitet i klassisk forstand er en død sild i en globaliseret verden. I den forstand medfører de danske EU-forbehold suverænitetsafgivelse, fordi vi med dem frasiger os indflydelse på forhold, der har stor betydning for danskernes hverdag og Danmarks rolle i Europa.
I et internationalt samarbejde – og især et samarbejde der er så forpligtende som EU – rækker det nationale demokrati ikke. Brugen af flertalsafgørelser betyder, at det nationale demokrati bliver afkoblet, når et land stemmes ned. Det er her, man med rette kan anklage EU-modstanderne for at være bagstræberiske og mangle udsyn.
Udviklingen af et europæisk demokrati bliver et langt, sejt træk. Det handler om politik, men det drejer sig også om institutioner. Det vil forudsætte:
*et styrket Europaparlament. Der har ret til at stille forslag til EU-lovgivning (her har Kommissionen i øjeblikket monopol), og som får fuld kompetence på alle områder, også landbrug og budget.
*udviklingen af et levende og dynamisk civilsamfund med miljø- og forbrugerorganisationer, u-landsbevægelser, fagbevægelse osv. – organiseret på europæisk niveau.
Det er naturligvis helt afgørende, at dette civilsamfund bliver taget alvorligt og aktivt inddraget i Unionens beslutningsprocesser.
*åbenhed og transparens som ledetråde i arbejdet.
*et regionalt samarbejde der har et demokratisk grundlag, bl.a. i form af folkevalgte forsamlinger. Det regionale samarbejde er ofte baseret på en oplevelse af fælles kultur, historie og identitet, og en styrkelse af det kan vise sig at være en del af svaret på EU’s evidente demokratiske underskud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her