Kronik

De flinkes klub får brug for en dørmand

Tyrkiet vil ind i EU. Så måske Marokko – og Israel? Skal dét fungere politisk, skal man ikke kun sortere i ’de nye’, men også kunne smide bøller ud. Altså – en centralmagt...
12. december 2002

Tyrkiet vil ind i EU. Så måske Marokko – og Israel? Skal dét fungere politisk, skal man ikke kun sortere i ’de nye’, men også kunne smide bøller ud. Altså –
en centralmagt...

Kronikken
Hvad enten man kan lide det eller ej, så er ’Europa’ blevet synonymt med EU, den Europæiske Union. Men hvor er Europas grænser og dermed EU’s grænser i det 21. århundrede?
Man får ikke noget klart svar ved at holde sig til geografien. Europa er ikke længere et geografisk begreb, betegnelsen for et kontinent eller rettere sagt en halvø på det euro-asiatiske kontinent, som vi i sin tid lærte det i skolen – fra Atlanterhavet til Uralbjergene. Spørgsmålet drejer sig nemlig om hvilke lande der hører med til Europa, og de geografiske grænser skærer gennem to lande, gennem Tyrkiet ved Bosporus og gennem Rusland ved Ural.
Helt op til slutningen af 1980’erne var der en kraftig tendens, især i Danmark, til at definere Europa økonomisk, fordi der jo var tale om et Økonomisk Fællesskab.
Senere i midten af 1990’erne var svaret på spørgsmålet om Europas grænser ofte, at Europa gik lige så langt østpå, som vesteuropæernes pengepung kunne række.
Man har dog undgået at anvende denne tilgang til de seneste års forhandlinger med de 10 nye medlemslande der omsider ’kommer tilbage til Europa’ i 2004. De hidtidige medlemslande har ikke punget ud i større stil, og nogen umiddelbar økonomisk gevinst får de fattige befolkninger østpå tilsyneladende ikke ved at blive anerkendt som europæere.
Når det kommer til stykket, er det nok EU-landene, der har haft størst fordel af det økonomiske samkvem i de sidste 12 år. Det er stort set kun ved egne anstrengelser at de ny medlemmer er blevet økonomisk effektive nok til at kunne indlemmes Europa. Og på længere sigt forestår der utvivlsomt en enorm opgave med at få dem integreret på lige fod som del af det økonomiske Europa.

Milan Kundera og mange andre har hævdet at de centraleuropæiske lande kulturelt set altid har hørt hjemme i Europa, og mange med ham mener at man bør definere Europa kulturelt.
Det er en forestilling som oprindeligt stammer fra middelalderen, hvor man opfattede Europa som ensbetydende med ’kristenheden’, dvs. den katolske verden, til dels i modsætning til den ortodokse ovre østpå. En opfattelse, som blev kraftigt bestyrket efter at ottomanerne (tyrkerne) satte sig eftertrykkeligt på den del af Europa i midten af det 15. århundrede.
Paven i Rom ville nok for få år siden stadig have hævdet denne årtusindgamle opfattelse, men han har åbenbart modereret sin opfattelse, så han kan acceptere de ortodokse grækere.
I stedet sætter han nu grænsen ved muslimerne, og det er sikkert ikke helt irrelevant at Valéry Giscard d’Estaing, der er præsident for det siddende konvent angående en europæisk forfatning, havde været i audiens hos paven nogle få uger før han i begyndelsen af november klart markerede, at et islamisk land som Tyrkiet efter hans opfattelse aldrig ville kunne blive del af Europa.
Realiteten er, at Europas grænser ikke kan bestemmes ud fra hverken geografiske, økonomiske eller kulturelle kriterier. Europa kan i dag kun defineres politisk. Spørgsmålet er så, hvad vi mener med det politiske Europa.

Det er ofte blevet gentaget, og vel efterhånden også accepteret af den største del af den danske befolkning, at Europa er et politisk projekt.
Den politiske lammelse, der greb EF’s ledere ved Murens fald i 1989, afslørede imidlertid, at den megen snak om Europa som et politisk projekt var tomme talemåder, i hvert fald set fra øst.
Man greb tilbage til den simple økonomiske definition og besluttede først at fastlåse Fællesskabet i en monetær union før Europas grænser kunne ændres.
Derfor var det også at Vaclev Havel i 1994 med et suk kunne konstatere at »vi må erkende at mangen en vestlig politiker nok ofte i sit stille sind tænker på om ikke det var en fejltagelse, at vi støttede bestræbelserne på frigørelse ved egen hjælp inden for Sovjet-blokken (selv om denne støtte hovedsagelig var verbal og moralsk), og om Vesten ikke burde have gjort mere for at forlænge eksistensen af kommunisme. Når det kommer til stykket, så var verden jo så simpel.«
De politiske grænser for Europa er svære at fastlægge, når den traditionelle sikkerhedspolitiske udfordring er gået i opløsning. Europa søger derfor efter en identitet, et sæt af fælles værdier som gør os, europæerne, forskellige fra ’de andre’, ikke-europæerne.
Opgaven er vanskelig, allerede fordi europæerne indbyrdes er ganske forskellige på grund af forskelle i national kultur, sprog og tradition. Elementer, som de umiddelbart tillægger større vægt end mere ideelle ’europæiske’ værdier.
Giver man slip på økonomisk evne som kriterium for at være europæer, og vægrer man sig ved at anvende etniske eller religiøse kriterier, så ender man op med at gøre ’det særligt europæiske’ til et spørgsmål om paideia, det udtryk som i det klassiske Grækenland blev brugt for dannelse eller opdragelse.
I den tidlige danske diskussion i begyndelsen af 1960’erne om deltagelse i Fællesmarkedet gjorde Hal Koch opmærksom på at Isokrates (ca. 350 f.Kr.) hævdede at »spørgsmålet om at være barbar eller græker ikke var et spørgsmål om hvor man levede, hvad race man tilhørte, eller hvad blod man havde i sine årer, men om man havde del i græsk paideia.«
At Hal Koch så mente at de sydeuropæiske lande var mindre dannede, havde mindre kultur end de nord- og vesteuropæiske, er en anden sag.
Den moderne politiske dannelse består først og fremmest i at vise respekt for menneskerettighederne. Forud for Nice-konferencen i december 2000 søgte man at opregne de fælles europæiske værdier i et charter om grundlæggende rettigheder. I realiteten et forsøg på at definere den europæiske dannelse.
Det blev til en lang, detaljeret fortegnelse i et dokument med syv kapitler og 53 artikler. I fortalen til chartret har man søgt at resumere dem ved at sige, at Unionen (Europa) bygger på en fælles opfattelse af menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet og dermed på demokrati- og retsstatsprincippet.
Sagt med andre ord og lidt større omtanke er der tale om en præ-cisering af de såkaldte ’København-betingelser’ fra topmødet i 1993, hvor man indbød de central- og østeuropæiske lande til forhandlinger om optagelse, når de havde etableret et stabilt politisk demokrati og en vel fungerende markedsøkonomi. Det er kun de ’dannede’ lande, vi vil have med i Europa, og det er os der afgør, hvad det er at være ’dannet’.

Jeg har altid haft lidt svært ved at håndtere begrebet menneskerettigheder i forbindelse med international politik. Har man som menneske, eller for den sags skyld som europæer, ret til noget som helst? Er det en naturgiven ret uden tilsvarende pligt og ansvar?
Det forekommer mig at være en individ-centreret påstand uden klar sammenhæng med den sociale, samfundsmæssige og dermed politiske situation, man befinder sig i.
Man fornemmer, at det er en ret man har over for staten eller den regering, man som borger er undergivet. Hvis noget sådant er tilfældet, kan det for så vidt være forståeligt nok, når man tænker på den måde, hvorpå europæiske regeringer både i øst og i vest har ført sig frem på over for deres borgere gennem årene.
Det må givetvis også ses i sammenhæng med den frygt, der findes mange steder i EU for, at en fjern statsmagt gemt bag et Bruxelles-bureaukrati vil tage magten fra nationalstaten, som hidtil har været anset som beskytter af den nationale kultur og af borgernes frihed (lighed og broderskab?) .
Det europæiske charter om grundlæggende individuelle rettigheder rummer en fortale, som slutter med en ikke nærmere specificeret påstand om, at »disse rettigheder medfører ansvar og pligter såvel over for andre mennesker som over for det menneskelige fællesskab og de kommende generationer.« »Unionen anerkender således nedennævnte rettigheder, friheder og principper,«, hedder det til sidst.

Det kan være fint nok med en sådan anerkendelse, men det må være tilladt at spørge, hvilken autoritet der står bag?
– Der findes jo ikke en autoritet i Unionen.
Der findes en lang række regler om det indre marked, små 100.000 sider siges det. Og der er en række institutioner fra de nationale myndigheder over Kommissionen op til Domstolen i Luxembourg som søger at få dem respekteret.
Men de fundamentale rettigheder er jo ikke love og bekendtgørelser, som i samme forstand kan lægges til grund for en retlig prøvelse, hvis man da ikke vil ende med et amerikansk politisk system, hvor en domstol, en højeste-
ret bakket op af en centralregering, fortolker ’menneskeretten’ som udtrykt i en forfatning.
Nogle folkeretsjurister vil hertil sige, at vi da har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg. Men for det første hører den hjemme under Europarådet og ikke EU, og for det andet har den ikke nogen selvstændig politisk autoritet at falde tilbage på, men må bakkes op af de nationale regeringer, hvis der skal udøves autoritet.
Sagen er, at der ikke er en europæisk regeringsmagt. EU er stadigvæk ikke en politisk union, men ’kun’ en økonomisk union, som man søger at holde sammen på ved hjælp af en fælles pengeenhed.
Politisk set er Europa et anarki. Nationalstaten, som er en europæisk opfindelse, er den helt dominerende identitets- og referenceramme for europæerne. Den Europæiske Union må acceptere det som et grundvilkår.

For at forstå det problem, som Europa står overfor her i det ny århundredes første årti, må man gå længere tilbage end til nationalstatens opvækst i begyndelsen af 1800-tallet.
Vi må helt ned til de filosofiske rødder for det moderne regeringssystem, dvs. 350 år tilbage til midten af det syttende århundrede, til Thomas Hobbes og John Locke. Eller sagt med andre ord: Vi må definere Socialpagten i en europæisk sammenhæng.
Det internationale system af suveræne stater dateres normalt til den Westfalske Fred, som i 1648 betød afslutningen på Trediveårskrigen, sandsynligvis den mest ødelæggende krig, Centraleuropa har været igennem, Anden Verdenskrig medregnet.
I 1651 offentliggjorde Thomas Hobbes sit hovedværk, Leviathan, hvori han konstaterede at eksistensen for individet, det enkelte menneske, i naturtilstanden er »ensom, fattig, modbydelig, brutal og kortvarig«. Hvis mennesket vil sikre sin overlevelse, er den bedste måde at undergive sig en suveræn magt – det kan være en enkelt person eller en forsamling, men Hobbes foretrak en enkelt person, fordi en forsamling let kan blive delt og derfor svag.
Suveræ-nen, kongen, skal have magten over skattevæsen og retsvæsen, og skal til gen-gæld sikre fredens opretholdelse.
Hvis suverænen, regeringen, bryder denne pagt eller kontrakt og ikke sikrer fred og retfærd, vil folket have ret til at gøre oprør. Og hvis individet, borgeren, ikke adlyder loven og derved selv bryder kontrakten, må han forlade landet og drage ud til ’tomme områder’ – hvilket på Hobbes’ tid betød Amerika.
I løbet af de sidste hundrede år har de europæiske nationer opnået eller har søgt at opnå en egen individualitet. Mange af dem har først fået det i løbet af de sidste 10-15 år. Men samtidig har de eksisteret i en ’naturtilstand’, med det resultat, at det 20. århundrede, ikke mindst dets sidste årti, blev en modbydelig og brutal periode.
De fleste demokratiske nationalstater, men ikke alle, har været i stand til at opretholde den interne fred, men det europæiske system som helhed har levet i en ’Hobbesiansk’ naturtilstand, fordi der ikke har været en autoritet ansvarlig for den eksterne fred mellem nationerne.
Siden 1950’erne har vi gang på gang fået at vide, at eksistensberettigelsen for det europæiske projekt er bevarelse af fred og fremgang, peace and prosperity.
Men man har været ude af stand til at udvikle den suveræne magt som kunne garantere det. Den europæiske fred er derfor blevet opretholdt, mere eller mindre, af USA, selv efter 1989. I den forstand er vi stadig del af et amerikansk imperium – og vi er det i ikke mindre grad efter den 11. september 2001.
Hvis vi alvorligt vil overveje at skabe ’Europa’ som et politisk begreb, en politisk union, i en Hobbesiansk verden af globalisering og af økonomisk og politisk terrorisme, så må vi definere en Socialpagt for Europa.
Vi må, som Hobbes hævdede for 350 år siden, undergive os en suveræn magt, som kan garantere freden og lade individet (i dette tilfælde nationalstaten) bevare sine naturlige rettigheder (sin nationale identitet), som ikke kan varetages af en fælles suverænitetspulje.
Men individet (nationalstaten) må samtidig undergive sig ‘den europæiske lov’, dvs. det sæt af værdier, som udspringer af menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet og som kommer til udtryk i demokrati- og retsstatsprincippet.

Er vi i stand til det, vil vi også kunne fastlægge Europas grænser. De lande, som vil påtage sig denne kontrakt med Europa, vil pr. definition være europæiske. Også Tyrkiet eller Marokko, eller for den sags skyld Israel, selv om det i dag er svært at forestille sig det muligt. Og hvad specielt Tyrkiet angår, så er det interessant at konstatere, at grækerne ikke anser dem for barbarer, men gerne vil have dem med i Europa.
Hvis det så viser sig, at et land faktisk er eller bliver barbarisk og ikke overholder sin del af kontrakten, så må det udvises af Europa til et ’tomt område’.
Det har Valéry Giscard d’Estaing taget højde for i sit skelet til en europæisk forfatning, hvor artikel 45 giver plads til regler for suspension af medlemskabet, hvis en stat bryder Unionens principper og værdier.
Det må også gælde for de gamle EU-lande, så måske skulle Silvio Berlusconi i Italien begynde at tage retsstatsprincippet alvorligt.

Erik Holm
cand.polit. ph.d. 1972-82 kontorchef og rådgiver i Statministeriet, 1982-87 chefrådgiver i Generaldirektøratet for Økonomiske og finansielle spørgsmål
i EF-kommissionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu