Læsetid: 9 min.

Den gode, den onde og den grusomme

Chefredaktør David Trads’ leder den 28. december om kommunistisk ondskab har affødt mange læserreaktioner. En del af dem bringes her i uddrag
Debat
31. december 2002


Kommunisme
John Graversgaard, Århus:
*Information følger resten af medierne som en dikkende lammehale til Anders Fogh og de andre hævnende koldkrigere. At have støttet oprettelse af atomvåbenfrie zoner er det samme som landsforræderi hos disse paranoide foregangsmænd.

Thue Grum-Schwensen, Højslev:
*David Trads har som chefredaktør på mange måder sikret en nødvendig fornyelse af Information. Men i lederen den 28. december ryger virkelighedsforbindelsen, når han skriver, at i det lange historiske lys kæmper USA i reglen det godes kamp.
Jeg er lodret uenig. Set i det lange historiske lys kæmper USA først og fremmest for egne økonomiske interesser.

Malene Steen Nielsen Flagga, Amager:
*Var det ikke CIA som omstyrtede Guatemalas regering i 1954? Prøvede CIA ikke at invadere Cuba i 1961? Invaderede USA ikke den Dominikanske Republik i 1964? Og Cambodia i 1970? Sponsorerede CIA ikke borgerkrigen i Angola i 1976? Støttede USA ikke Irak i krigen mod Iran i 1980? USA’s contra terrorisme mod Nicaragua, var det ikke i 1981? Invaderede USA ikke Grenada i 1983? Og Panama i 1989? Er USA for det enkelte menneske? Hvordan kan det så være, at det nu opfattes som en kriminel handling at være hjemløs i mange amerikanske storbyer?
Den sataniske Lenin myrdede ifølge Trads millioner af mennesker. Hvor? Hvornår? Var det Lenins skyld, at Rusland måtte lide under blokader og invasioner af ikke mindre end 16 hære, borgerkrig, ødelæggelser, sygdom og hungersnød? Skulle vi have beholdt det ’engleagtige’ zar-styre?

Niels Behrendt, Værløse:
*Lad da gerne Sovjetunionen få forbrydelsernes førsteplads for min skyld, men vi må aldrig glemme, at Danmark i hele denne periode som USA’s allierede ydede konstant, passiv støtte til grænseløst hæslige handlinger – udbytning, undertrykkelse og åben krig – begået af USA direkte såvel som gennem lokale marionetter overalt i verden.

Leon Dueholm, Viborg:
*David Trads brændemærker uden dokumentation eller førstehåndsindsigt aktivisterne på den danske venstrefløj i 1960-80’erne med basis i hjemmestrikkede postulater om, hvad disse mennesker ’bildte sig ind’, var ’blindt forelskede i’ eller ’hadede af et ondt hjerte’.

Peter Triantafillou, RUC:
*Indadtil har bekæmpelsen af demokratiets trusler, såsom kommunister, fagforeningsaktivister, homoseksuelle, sorte, stofmisbrugere og andre afvigere længe været en integreret del af politisk praksis i USA. I modsætning til Europa har rehabiliterings-teknikkerne aldrig rigtig vundet indpas i USA, hvor demokratiet har forsvaret sig mod sine egne fjender primært gennem indespærring og overvågning.

Leopold Galicki, Østerbro:
*Det sovjetiske samfundssystem har begået forbrydelser med store menneskelige omkostninger til følge. Derfor er det nemt at være enig med David Trads i, at »kommunismens ondskab fortsat er værd at dokumentere.« Men skal man ikke også dokumentere at der udøves diktaturlignende politik i de markedsøkonomiske demokratier, som medfører betydelige menneskelige omkostninger?
De arbejdsløse udsættes for en højere grad af stress, sygelighed og dødelighed end dem der er i arbejde. Tilmed er truslen om afskedigelser blandt de arbejdende en udbredt stressfaktor. Hvor mange mennesker har lidt en for tidlig død, eller blevet syge pga. påtvungen arbejdsløshed? Desværre forskes der alt for lidt i dette triste aspekt ved det samfundssystem som David Trads ganske ukritisk fremstiller, som det gode i relation til det afdøde sovjetiske system som det onde.

Poul Lykholt, Østerbro:
*Trads går ikke ind for u-amerikansk virksomhed og han placerer de mennesker, der i årene omkring og før hans fødsel, var kritiske overfor USA som et bundt kommunistiske sympatisører. Det vil en del nok føle ubehag ved. Måske kan han bebrejde os, at vi ikke er lykkedes. Men vi var ikke kommunistsympatisører alle sammen. Vi har måske endog stor synpati for grundlæggende amerkanske idealer. Trads må rette mig, hvis han har en anden erindring om den tid, end jeg har. Jeg skal så til gengæld give ham den indsigt, at en radikal ikke er det samme som en radical.

Kirsten Breddam, Stenløse:
*At »kæmpe for det gode mod det onde« er helt i orden, hvis det foregår på et symbolsk plan i Ringenes Herre, men at bruge det religiøse begreb ’ond’ om andet end mennesker og kalde et samfundssystem for »den levendegjorte ondskab« har jeg svært ved at se meningen i. Og jeg er alvorligt bange for, at en hellig kamp med USA mod ondskab kan ødelægge andre bestræbelser for at give undertrykte folk forudsætningerne for at fravriste despoterne magten.

Asger Sørensen, Handelshøjskolen i Kbh.:
*Til Trads’ information: Der blev under det sandinistiske styre afholdt valg to gange, nemlig i 1984, hvor sandinisterne vandt, og i 1990, hvor de tabte, og Ortega og den sandinistiske regering fredeligt gik af. Under hele den sandinistiske regeringsperiode måtte Nicaragua forsvare sig mod de regeringsundergravende terrorister, contra’erne. Dengang benægtede USA enhver forbindelse, men nu angiver selv CIA’s hjemmeside dem som USA-sponsorerede, og det betyder vel for Trads, at contra’erne i bagklogskabens lys blot var endnu et eksempel på »de godes kamp« – ligesom (efter hukommelsen) CIA’s undergravning af demokratisk valgte regeringer i Iran, Chile og Guatemala, bombardementerne af Vietnam, Cambodja, Libyen og Irak, eller invasionerne i Cuba, Granada, Panama og Libanon.

Bjarke Nielsen, Glesborg:
*Så fik vi det slået på plads, helt efter drejebogen i 100 amerikanske film.

Søren Nielsen-Man, Århus:
*Verden har set rigeligt med djævleteorier: jødedommens ondskab, kapitalisternes ondskab, ateismens ondskab, kristendommens eller islams ondskab – og her altså kommunismens ondskab. Sådanne djævleteorier medfører som regel formørkelse snarere end oplysning: At udnævne jødedommen til djævelens værk kan føre til Auschwitz, at udnævne klassefjenden til den inkarnerede ondskab kan føre til Gulag, og at udnævne kommunismen til levendegjort ondskab kan føre til napalmafbrænding af medmennesker. Lenin var diktatorisk og anså det for nødvendigt for at bedrive terror i borgerkrigens Sovjet. Men samtidig virkede frihedselskende avantgardekunstnere for kommunismens sag i landets første år. En ny »revolution« kan siges at være indtruffet med stalinisternes endelige magtovertagelse og beslutning om et venstreekstremistisk spring i landets tvangsmodernisering fra slutningen af 1920’erne. Men hvilken forbindelse var der mellem Lenins og Stalins revolutioner? Sådanne spørgsmål diskuteres af historikere og andre. Men for Trads findes øjensynligt ikke leninisme, ikke stalinisme, ikke maoisme – kun ’kommunisme’.

Poul Krogsgård, Århus:
*De aktive i Vietnambevægelsen, i ligestillingskampen og i atomprotesterne var i David Trads’ øjne også Sovjetunionens støtter. De, der har taget aktivt del i disse bevægelser, ved, at det altid kun har været et lille mindretal på den danske venstrefløj, der støttede Sovjetunionen eller andre såkaldt kommunistiske lande. Det gør det ikke uvæsentligt at beskæftige sig med stalinismens forbrydelser, men når man vil gøre enhver venstreorienteret til sovjetsympatisør, fordufter al seriøsitet fra debatten, og man aner, at hensigten snarere er at mistænkeliggøre venstrefløjen generelt.

Rasmus Alex Wendt, studerende, RUC:
*USA er i gang med at starte en ny krig i Irak med uoverskuelige menneskelige, politiske og økonomiske konsekvenser. Ikke bare i Irak, men for hele Mellemøsten, og hvis oliepriserne tager det forventede hop opad, kan krigen yderlige forværre den globale økonomiske afmatning. Den forestående krig er ikke afstedkommet af ’kampen for det gode mod det onde’, men snarere et ønske om at sikre Israels fortsatte militærstrategiske overlegenhed i regionen (eneste nation med atomvåben) og på længere sigt at fastholde amerikansk kontrol med de stadig svindende oliereserver.
USA har netop blokeret for en aftale i WTO, som ville give lande, som ikke har råd til at købe dyr patenteret medicin, mulighed for at omgå patentrettighederne og købe kopimedicin i udlandet. Resultatet af denne politik bliver, at livsforlængende medicin forbliver uden for millioner af menneskers økonomiske rækkevidde.
David Trads er klar over disse problemer, men henviser noget flygtigt til oprindelige amerikanske idealer (om personlig frihed). Men hvad er de værd, hvis den politik som føres uden for USA’s grænser åbenlyst er i strid med dette. Skal USA ikke dømmes på den faktiske politik – ligesom de tidligere socialistiske lande skal stillet til regnskab for deres?

Jo Falk Nielsen, Højbjerg:
*At stalinismen var et diktatur med undertrykkelse, skueprocesser og skræmmende arbejdslejre, har vi vidst længe, men David Trads glemmer den anden side af det sovjetiske samfund, nemlig uddannelsessystemet, sundhedssystemet og såmænd også det sociale system med dets sikkerhed for en indtægt til alle. Det har kapitalismen fået gjort kål på, og lur mig, om ikke Putin, Ruslands åh så demokratisk valgte præsident, har en effektiv sikkerhedstjeneste, nok lige så effektiv som den, USA’s åh så demokratisk valgte præsident har.

Mikael Hertoft, Østerbro:
*Når det drejer sig om Cuba så er det rigtigt at der har været forfølgelser af homosexuelle – dog måske snarere pga. den latinamerikanske macho-tradition end kommunismens indbyggede ondskab. Der har også været en stærk begrænsning af ytringsfriheden i det hele taget, hvilket dog langt fra gør at Cuba kan sammenlignes med den lange række af militærdiktaturer i Latinamerika – i Chile, Argentina, Uruguay, Colombia, Brasilien, hvor terrorregimer ofte strakte sig over årtier og med tusindvis af dræbte. Hvad David Trads helt overser er, at under umulige vilkår er det lykkedes på Cuba at skabe basalt rimelige vilkår for de store fattige masser, og bl.a. et sundhedssystem, der er enestående i den tredje verden.

Lise Koch, Vanløse:
*Trads kan eller vil ikke skelne mellem kommunisme som politisk ideologi og det umenneskelige og imperialistiske sovjetiske diktaturregime, som heldigvis faldt fra hinanden. Eller mellem USA’s og Roosevelts friheds-idealer og USA’s faktiske, umenneskelige og imperialistiske overgreb i »en række asiatiske, latinamerikanske og asiatiske lande« gennem de sidste 50 år.
Trads søger at gøre det ene regimes folkedrab og folkeundertrykkelse (eller medvirken hertil) for mere ondt end et andet regimes. Ond-skab kan ikke gradbøjes.

Gert Petersen, tidl. formand for SF:
*Hvis vi skal skrive USA’s historie, kan vi anlægge de sortes, slavernes, indianernes og de mange fattiges vinkel – og få en dyster historie ud af det. Eller vi kan vælge den økonomiske væksts og civilisationsprocessens vinkel – og få en succeshistorie ud af det. Det bedste billede af USA får vi ved at bruge begge vinkler.
Gør vi det i forhold til sovjetsystemet, ser vi et samfund, der langt fra var så godt som vort. Men ikke et ondskabens rige. Måske havde det visse positive sider. Det mener Erik Holm, tidligere toprådgiver for tre danske statsministre og senere i EU-kommissionen. I et interview i denne avis den 5. august 2000 nævnte han tre velfærdsmodeller, den skandinaviske (skattefinansieret), den kontinentale (forsikringsfinansieret) – »samt en tredje, som man næsten aldrig tager med«. Det var »Den kommunistiske vel-færdsstat, som man levede med i mere end to generationer. Efter vore forhold var den fattig, men menneskene var sikret social tryghed fra vugge til grav... Folk i disse lande var bange for mange ting, men de var egentlig ikke bange for fattigdom, og det er kernen i velfærdsstaten: Statens ansvar er at fjerne frygten for fattigdom. Det havde kommunisterne sans for, og derfor var der en tredje velfærdsmodel i Østeuropa. Men den faldt som alt muligt andet sammen i 1989, og de har virkelig lidt under fattigdom i den yderste konsekvens i de seneste ti år.«
Det er jo noget andet end ’den levendegjorte ondskab’. Frihed for nød er meget vigtig, næsten lige så vigtig som frihed til at tale og skrive. Den rigtige kritik af det sovjetkommunistiske styre, som det formede sig efter Stalins død i 1953, er derfor, at friheden for nød blev sikret på bekostning af ytrings- og politisk frihed. Det var/er en uacceptabelt høj pris. I 1989-90 blev ytringsfriheden vundet, og det var godt, men det skete på bekostning af friheden for nød – også her blev betalt en urimeligt høj pris. Er det det, der skal skjules med snak om »levendegjort ondskab«?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her