Kronik

En hamster i stedet for

Zizeks hoved danser fra side til side, mens han søger flere beviser for, at alt det vi ønsker os er erstatning for noget andet... – Replik til Slavoj Zizek
5. december 2002

Kronikken
Mistes noget, er det såre almindeligt at forestille sig, at det må erstattes. Men kan en teori om den generaliserede kompensation fungere som nøglen til alt mellem himmel og jord?
Nyligen fortalte Slavoj Zizek, som Information på forsiden af avisen ganske uden omsvøb og hinsides de små slags journalistiske forsigtighed kalder for »den filosofiske partisan og intellektuelle stjerne« (den 28. november), en lille historie. En af hans venner fra Ljubljana mistede pludseligt sin kone. Hun døde efter kort tids sygdom.
Stik imod Zizeks og de nærmeste venners forventning blev manden, der altid sad og nussede en lille hamster, ikke ulykkelig. Men da hamsteren døde, blev han tvangsindlagt efter et akut nervesammenbrud. »Alle har en hamster«, sagde den slovenske tænker til de mange tilhørere på Danmark Pædagogiske Universitet, den 4. november Pointen gik rent ind. Der grintes. Hundredevis af æggehoveder morede sig sammen i et ellers sjælløst lokale.
Det forekommer mig, at sådanne erstatnings- og symboliseringsteorier fejrer deres højtid, ikke blot blandt intellektuelle freaks, men også i samtidens medier. Teorier af denne art handler alle til hobe om både ubevidst og strategisk tilbageerobring – om overførsler af begær og transformation af intimitetsstrømme.
Og teorierne tager for givet, at vi alle lever et liv i notorisk mangel. Således skal tab altid dækkes. Krænkelser skal hævnes. Lidelser skal symboliseres. Savn skal lindres. På den konkrete akse fører konens død umærkeligt til en opskrivning af hamsterens symbolske værdi:
Kræet nusses, mens manden lærer at omskabe sin sorg. Men i denne proces flytter skrøbeligheden blot station. Ingen undslippelse er mulig; for nu er hamsteren jo bare blevet det nye, dyrebare objekt. Og enhver véd, at trøsten kun kan vare en kort stund. Det lille dyr er underkastet nedtællingens død.

Filosofien bag denne tankegang synes at være, at mennesket ontologisk betragtet er konstitueret som et svagt mangelvæsen, der lever ganske uden suverænitet, med et livslangt behov for pleje og kompensation for smerte.
Umiddelbart havde Zizek ikke noget svar på, om hans egen teori var en hamster. Ej heller kunne han forklare, hvad hans viltre og ofte ganske interessante politiske filosofi og samtidsanalyse var en erstatning for.
Det ville ellers have været konsekvent og måske endda interessant. I hvert fald måtte han drilles,
denne ædle meta-meta-ridder af den vilde og spekulative tanke. Men som brun sæbe var han ikke meget for begrebslig fastholdelse.
Jeg skal på ingen måde underkende, at mange mennesker lever intenst knyttet til både bløde kæledyr og stærke symboler; men jeg mærker alligevel en række
reservationer vokse frem, når jeg ser slige psykologiske forklaringer antage alt for ambitiøse og påståelige former.
Det kunne nemlig lige så vel hævdes, at livet kan leves uden en jagt på erstatningsrealiteter, og at døden og lidelsen tilhører livet. At vi ikke kan blive far eller mor til os selv; at ingen af os eller vore nærmeste kommer til at leve altid. At Paradis og det evige liv er noget opreklameret svindel, er vel ikke noget, vi alle partout skal blive hamsterelskere af.
Jeg savner (!) lidt stoisk ro og lidt pragmatisk kulde, hørende det slovenske vandfald varme op under kedlerne, mens han kaster sig over stadig nye eksempler på kompensationernes magt.
»How shall I put it?«, siger han for hver tredje eller fjerde sætning, mens hans hoved danser hvileløst rundt fra side til side, og armene prøver at få fingrene til at lande i både håret og skægget. Det forekommer mig i øvrigt, at han holder fire foredrag på én gang, og at det medbragte manuskript, ud over at være alt for upraktisk langt, også ser ud til at genere ham voldsomt.

En død kone er en død kone, og ikke et nødvendigt take-off for anskaffelsen af en kompenserende hamster. Denne påstand synes jeg er analog med, at kunst er kunst, og alt muligt andet er alt muligt andet; hvilket må betyde, at kunsten hverken er en erstatning for eller en illustration af alt muligt andet.
Herefter kan man selv more sig med at fortsætte med andre absurditeter. F.eks. må det være klart, at solskin er solskin, og ikke er erstatning for regn- eller snevejr – og at det at læse ikke er en erstatning for det at skrive eller for den sags skyld at elske eller at køre på cykel, eller omvendt, eller på kryds og tværs…, hvordan det så end ville se ud for en erstatningsanalytikers alvidende blik.
Tor Nørretranders har netop gjort en epokegørende opdagelse. Alt, hvad vi gør, gør vi for at få sex. Hermed kan tænkning, politik, kunst og sport med meget mere behændigt tydes som erstatninger for the real thing, the real fuck.
Jeg keder mig allerede, mens anmeldelserne koagulerer foran mine missende øjne. En reduktiv og kedsommelig totalforklaring glider ind i alle sprækker af menneskelivet. Efter at have prist mig’ets filosofi og mærket verden & taget bad i internettets forjættende velsignelser, er turen nu nået til underlivet. Sikke en fantastisk rejse. Lykke til! Hvad bliver mon det næste påhit?
Forfattere som Carsten Jensen og Søren Ulrik Thomsen (se min kronik i Information, den 9. maj 1997: ’Kunsten som kompensation for kønnet?’) opfatter mandlig kunstskabelse som kompensation for, at den maskuline halvdel ikke kan reproducere sig/os selv.
Kunsten tydes som en mangelvirkelighed; men de synes begge på det mærkværdigste at under-spille, at kunsten har utallige andre kilder end dem, der måtte udspringe af kønsforskellene mellem mænd og kvinder (se også Neal Ashley Conrad: Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, Kbh. 2002, s. 347).
Rektor Lars-Henrik Schmidt fra Danmark Pædagogisk Universitet opfatter den menneskelige vilje til orden og jagten på både videnskabelig og metafysisk sikkerhed som et udtryk for en notorisk mangel på egen suverænitet og som en række fortvivlede forsøg på at håndtere angsten for døden.
Selve den konstitutionelle grund til pædagogik og skolens uomgængelighed begrundes også ud fra menneskets mangel på evne til at stå på egne ben uden en andens ledelse. Igen slår manglen tilsyneladende om i kompensatorisk og institutionel nødvendighed.
En alternativ fortælling kunne i min aftapning lyde: Det er da vidunderligt, at man kan komme til at lære noget, man ikke kan lære sig selv i ophøjet ensomhed. Hvad skulle problemet være i det?

Måske drejer disse mange teorier sig basalt set om at væve videre hen over det faktum, at sutten kan ses som en erstatning for moderbrystet, og at huset (eller vuggen, bilen, nationen, verden – you name it) kan tydes som en erstatning for opholdet i livmoderhulens trygge, tempererede vand.
Det er svært at afvise, at der er antropologisk-psykologisk kraft i disse to løsrivelsesfigurer; men det er efter min mening ganske håbløst at trække for store veksler på dem.
Vi skal nu engang fødes. Vi skal finde ud af, at der er andre kvinder (for ikke at sige mennesker!) til i verden end Mor. Vi skal finde steder at bo, virke og leve.
Vi klarer os oftest uden at trække hamstre op af hatten. Tryllekunsten består i at leve, ikke i at ae symboler.

I stedet for at se hele eksistensen et bagudrettet tabs- og kompensationsperspektiv, kunne det ses som et fremadrettet erobrings- og opdagelsesunivers, ladet med nysgerrig og inciterende kraft.
Der er så meget, vi ikke kender, så meget der venter på os. Opgaven må lyde: Lad mangeleksistensen blive afløst af insistensens og intensitetens liv uden omklamrende bekymringslogikker.
For hvorfor altid kun se på verden gennem en gammel film, hvori hamstre, vigende bryster, narresutter og tabte fosterhinder på skift kæmper for at komme til at spille på kompensationens førsteviolin.
Jeg er efterhånden blevet meget træt af denne omsiggribende mangeltænkning. Det er da vidunderligt, at jeg ikke var ophavsmand til BigBang, at jeg ikke har opfundet sproget, og at jeg ikke har bestemt min fødselsdato eller mit køn, og at jeg overhovedet
ikke vidste, hvad Zizek ville sige, da han begyndte på at fortælle historien om manden, der mistede sin kone og kærtegnede et lille pelsdyr.
Verden er til. Jeg er til. Så hvad er problemet? Måske er livet simpelthen bare for kort til hamstre og til at være tvangsindlagt til at synge med i de(t) fortabtes kor.

Steen Nepper Larsen
ekstern lektor & cand. mag. i historie og samfundsfag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu